At anbefale en bog til nogen, man ikke kender


Måske undrer det dig, at noget så dejligt som at anbefale bøger til en veninde, normalt er noget, man skal holde sig helt fra i en boganmeldelse.

Du kender din venindes smag og din veninde kender din smag. Hvis du ved, at din veninde hader lakrids, vil du aldrig anbefale hende den nye lakridsis, selvom du er helt vild med den. Hvorfor? Fordi du jo allerede ved, at hun ikke bryder sig om lakrids, så hvis du anbefaler is med lakrids til hende, vil du blot få en negativ reaktion.

Ved du derimod, at din veninde elsker fantasy-bøger med masser af hed romantik i, vil du nok straks anbefale hende en ny paranormal romance-bog, som du selv er blevet helt vild med. Hvorfor? Fordi du kender hende og ved, at hun nok vil blive grebet ligesom dig.

En anbefaling er altså oftest rigtig dejlig, hvis man kender hinanden og kender hinandens smag og derfor kan tage hensyn til, at andre ikke nødvendigvis har helt samme smag, som vi selv har.

Vi kender på ingen måde de måske over 1000 læsere, der læser vores boganmeldelse. Vi aner ikke om de elsker eller hader vampyrer, elsker eller hader engle. Og vi aner ikke, om de forventer spænding og action lige fra første side, eller om de sagtens kan læse 70 sider om en almindelig piges hverdag i en familie, hvor forældrene skal skilles, uden at de keder sig.

Så selv om du elsker en bog, kan du ikke anbefale den bog til alle. Du kan ikke engang anbefale bogen til én enkelt læser, fordi du ikke kender læserens smag. Hvis en Michelin-kok laver en sammenkogt ret af kalvenyrer og kalvehjerter, som han selv synes er helt vildt fantastisk, ville du nok også reagere med et “Bvadrrr!”, hvis han anbefalede den til dig eller til alle. Så lad være med at anbefale bøger til folk, du ikke kender.

Den bedste tjeneste, du kan gøre din læser, er, at lave en rigtig god analyse af bogen, altså forklare, hvordan den er skrevet, hvad hovedtemaerne er, hvordan din læseoplevelse var og så stole på, at din læser nok selv skal vurdere, om det er noget for hende eller ej.

Eksempel 1:

Jeg kan kun sige: LÆS DEN! Den er SÅ god! Du vil ikke fortryde det, og du vil helt sikkert også blive forelsket i Jake, ligesom jeg gjorde.

Er du også en håbløs romantiker, der griber enhver chance for at føle dig som den eneste ene i et hedt og intenst kærlighedsforhold med en lækker fyr, så kan ‘Bogtitel’ måske også godt få dig til at blive forelsket i Jake, ligesom jeg blev. Er du mest til kærlighedsbøger, bør du i hvert fald give ‘Bogtitel’ en chance.

Eksempel 2:

Jeg elskede simpelthen ‘True Blood’-serien og vil gerne anbefale den til ALLE!

Hvis du også holdt meget af ‘Twilight’ og ‘The Vampire Diaries’ og også godt kan tåle lidt mere blod og lidt mere sex, så er ‘True Blood’-serien formentlig også noget for dig.

I den sidste grønne tekst laver du ikke en direkte anbefaling, men blot et gæt på, hvem der læser din anmeldelse og hvordan, du tror, de vil opfatte serien. Og med de forbehold, er det ok at snige en lille anbefaling ind.