Vælg de bedste ingredienser til din boganmeldelse



Når du skal bage cookies, tager du ikke bare de 10 nærmeste ingredienser ud af køkkenskabet og roder dem sammen. Forhåbentlig ikke. Du udvælger de lækreste råvarer og rører dem omhyggeligt sammen — ligesom Mette Blomsterberg, når hun skruer sine lækre konditorkager sammen.

Brug diktafonen i din mobiltelefon
Til din boganmeldelse skal du også bruge ingredienser, og du kan allerede samle dem sammen under læsningen ved at indtale de vigtige ting på din mobiltelefon – næsten alle mobiler har nemlig en diktafon-funktion.

Indtal lige det du tænker:

    • “Ej, hvor er det bare sindssygt romantisk, der hvor Romeo revner sine badebukser lige foran Julie på side 40.”
    • “Nøj, hvor er det irriterende med de hurtige spring i synsvinklen, man aner jo aldrig, om det er Maja eller Magnus, vi følger.”
    • “Vildt gode miljøbeskrivelser, der i hulen på side 101. Jeg kunne næsten høre vandet løbe ned ad væggene og frygtede også at få edderkopper i håret ligesom Jack.”
    • “Skal da lige love for, at hvert kapitel skal afsluttes med cliffhangers – det er næsten for konstrueret – ligesom en tv-serie.”

 

Aflyt og nedskriv dine optagelser
Når du er færdig med at læse bogen, lytter du din mobil af og skriver alle de vigtige ting ned. Formentlig ved du også allerede dér, hvor der er et superlækkert afsnit, du gerne vil citere i et uddrag i anmeldelsen. Så slipper du for at sidde og lede efter det senere.

Krydstjek baggrundsstoffet

Du skal også have nedskrevet det korrekte sidetal, hvem der eventuelt har oversat bogen, hvornår den er udkommet og alle de andre faktuelle oplysninger. Kender du ikke forfatteren, så google dig frem til hvad han eller hun tidligere har skrevet og hvordan læserne har modtaget det. Krydstjek oplysningerne mange steder, så du ikke lader dig overbevise af den første websides – måske forkerte – oplysninger.

Resume om ‘Ingredienser’:

  • Indtal alle de vigtige ting fra bogen på din mobiltelefon, undervejs mens du læser.
  • Næstbedst er notater på papir eller små post-it-sedler på vigtige steder i bogen.
  • Skaf alle bogens faktuelle oplysninger og krydstjek dem med flere sites på nettet.
  • Google forfatteren, lær ham/hende at kende.
  • Lyt informationerne af og skriv dem ind i dit tekstbehandlingsprogram.