Californiske White Wizzard leverer klassisk Heavy Metal, som den lød i 1979. Det påstår de på coveret af debutalbummet “Over the top”.
| AF PETER HENRICHSEN |  |
White Wizzard fra Los Angeles, spiller klassisk Heavy Metal som i 1979 – det reklamerer de selv med. Inspirationen har de fundet i NWOBHM og hos bands som ”Diamond Head”, ”UFO”, og mere kendte som ”Scorpions” og ”Van Halen”.
Fyrede alle bandmedlemmerne
Bassisten John Leon er manden bag White Wizzard som han stykkede sammen i 2007, fordi han syntes, at screamo og emo havde overtaget musikscenen. Selv om bandet lavede en succesfuld EP og en musikvideo til “High Speed GTO”, gnistrede konflikterne og John Leon endte med at fyre alle de andre musikere, og lave sig et helt nyt band: Holy Grail. Da metal-pladeselskabet Earache (ørepine) i 2008 kontaktede John Leon for at få “High Speed GTO” på en opsamlingsplade, kunne Leon godt se at det var på tide at genoplive bandet. Han fandt fire helt nye musikere, lavede først en ep, og udgiver nu “Over the top” som det egentlige debutalbum.
“Det er klassisk metal, uden synthesizer, og med ikke-ironiske tekster der mest af alt hylder Heavy Metal som genre og livsstil: “Stand up for metal!” lyder det i “Strike of the Viper”.”
Et bedre White Wizzard
Jeg synes White Wizzards numre har udviklet sig til det bedre siden “High Speed GTO”. Det er klassisk metal, uden synthesizer, og med ikke-ironiske tekster der mest af alt hylder Heavy Metal som genre og livsstil: “Stand up for metal!” lyder det i “Strike of the Viper”. Topnumrene er ”40 Deuces” og specielt ”Out of control” med et iørefaldende omkvæd man synger med på med det samme, helt uden at kende teksten!? “High roller” er også et fedt nummer, hvor Wyatt “Screamin’ Demon” Anderson, lever fuldt op til sit navn. En hyldest til den amerikanske rulleskøjtekultur som også stod stærkt i 80’erne.
Kedelige soloer og mislykket growl
“Live free or die” og “Iron Goddes” vinder også ved flere gennemlytninger, men når vi kommer til guitarsoloerne begynder jeg at kede mig. Det er blot op og ned ad skalaerne uden den store opfindsomhed. Riffene lyder til tider også som noget fra en øvebog. I “Iron Goddes” forsøger bandet sig med en gang growl i introen (Anderson?), hvilket går helt galt. Det hverken passer til White Wizzards repertoire, eller lyder specielt godt.
Vurdering
Er man så gammel, at man savner man den gamle klassiske 80’er metal, vil White Wizzards debutalbum “Over the top” sikkert dæmpe en stor del af ens melankolske nostalgi. Det er godt strikket sammen og iørefaldende, og to-tre af numrene vil også brænde sig fast i ens musikhukommelse. Dét, jeg savner, er til gengæld afveksling. Tempoet er praktisk taget det samme igennem alle numre, og en stille sang til eftertænksomhed, ville have klædt albummet.
I disse dage er White Wizzard på tourné i England:
15.03.10 Glasgow – Cathouse
16.03.10 Leeds – Rio’s
17.03.10 Manchester – Academy 2
19.03.10 Nottingham – The Rescue Rooms
20.03.10 London – O2 Islington Academy
Besætning
Wyatt Anderson – Vokalist
John Leon – Bas
Chad Yasuhara – Guitar
Jesse Applehans – Trommer
Eric Kluiber – Guitar
Skriv et svar