The Passage Trilogy : Jeg synes stadig ‘De Tolv’ er god, rigtig god, men jeg fik bare ikke det der sug i maven, som jeg gjorde med ‘Den Første’. Jeg følte ikke den samme måbende begejstring, og jeg synes ikke historien tog rigtig fat i mig før omkring halvvejs gennem bogen. Dog vedholdt spændingen omkring, hvad der mon ville ske, så ‘De Tolv’ var på ingen måde kedelig; bare ikke på lige så højt niveau, som ‘Den Første’.
| Af Emma, 16 år |  |
Titel:
‘De tolv’
Forfatter:
Oversat af:
Jan Pock-Steen
Originaltitel:
‘The Twelve’
(The Passage #2)
Sider:
748
Udkom:
31. oktober 2011
Forlag:
Lindhardt og Ringhof
Følelses-barometer:
Fem år efter vi forlader Amy, Peter og alle de andre i ‘Den Første’ starter ‘De Tolv’. Ekspeditionskompagniet, en militærorganisation, er stadig på jagt efter De Tolv, testobjekterne for USAMRIIDs forskning; alle var de dødsdømte indsatte, men højere magter har planer om at lukke projektet ned.
En årgammel tragedies sår i Kerrville i Texas bliver åbnet igen, da spor om den uforståelige hændelse bliver set på en olietransport til Kerrville; en metallastbil, en mærkværdig, men utroligt smuk kvinde og viraler, der lader til at blive kontrolleret.
Samtidigt er der noget, der er ved at ske med Amy, Pigen fra Det Ukendte, der har levet mere en hundrede år, men stadig ligner et barn. Hun ved ikke selv, hvad det er og kan ingen forklaring finde, derfor sætter hun ud for at finde Carter, Den Tolvte af De Tolv.
Således fortsætter thriller-triologien ‘The Passage’, når Amy, Pigen fra Det Ukendte, forsøger at færdiggøre, hvad hun startede i ‘Den Første’: at slå De Tolv ihjel.
Førstehåndsindtryk
Mine allerførste tanker var nok, at det hele var lidt forvirrende. ‘De Tolv’ lægger nærmest ud med et flashback til da De Tolv og Nul brød ud, og Amerika lukkede ned. På bagsideteksten står der nemlig, at Amy er på jagt efter De Tolv med en lille gruppe, og historien sluttede jo i år 92 i ‘Den Første’, så de små historier om én allerede kendt og flere helt nye personer i år nul, virkede ret irrelevante.
Men! Lige da jeg nåede at rynke helt irriteret på panden og tænke ”Hvorfor fortæller du mig det her, Cronin?!”, begyndte tingene at blive bundet sammen; meningen gik op for mig, og jeg tænkte i stedet ”Nåårh, nu jeg med.” Cronin gør mig helt forvirret, for så stille og roligt at lade det gå op for mig, hvad det er, der sker.
Cronins stil
Cronin fortsætter i ‘De Tolv’ med at komme med små bidder af informationer, som om han bare refererer til noget, han allerede har forklaret uddybende, hvilket han bestemt ikke har. Det er meget frustrerende, men på en god måde, som jeg vidst fik nævnt i anmeldelsen af ‘Den Første’. Cronin forklarer det i et interview, hvor han fortæller, at der altid skal være noget han ikke fortæller om sine karakterer, før han rigtig føler, han kender dem bedre end nogen andre.
Cronin har også evnen til både at få mig til at føle mig vidende — når jeg for eksempel ved alt om noget, karakterne stadig er ved at opdage — men også virkelig uvidende, når der er noget, jeg er lige så syg efter at få at vide, som dem. Det sker også, når han for eksempel skriver hvordan forståelsen af hvad, der er sket eller skal ske flyder gennem en karakter, mens jeg sidder tilbage med en følelse af ”Øh, hva’? Kan jeg lige få den én gang til, skåret ud i pap, please?”
Overforbrug af ekstreme adjektiver
Jeg kan ikke huske, om det også var sådan i ‘Den Første’, men i De Tolv syntes jeg der var et overforbrug af ekstreme adjektiver som ‘enorm’, ‘kolossal’, ‘konstant’, ‘voldsom’ og ‘umådelig’. De hang ofte sammen med et overforbrug af fraser som ‘flydende energi’, ‘kunne fornemme hans tankers komplekse bevægelser’, ‘drengen strålede’ og ‘mærkede stoltheden bruse op i sig’. Det betød, at de mistede deres effekt og i stedet for at give teksten fylde, gjorde den flad. Det trak fortællingen noget ned for mig i forhold til, hvor fantastisk, jeg syntes, ‘Den Første’ var.
Gud
Der var meget snak om Gud eller en gudeagtig kraft i ‘De Tolv’, som jeg ikke opfangede i ‘Den Første’, men som jeg virkelig lagde mærke til her. Dog — som ateist — syntes jeg ikke, det var forstyrrende for fortællingen. Det var elegant flettet ind og virkede også på sin vis forståeligt; desuden blev det sommetider nævnt som ‘det må være det, man kalder Gud’ eller at det var det mest nærliggende at kalde den fornemmelse eller tanke, én af karaktererne havde engang imellem.
Stave- og tastefejl
I ‘De Tolv’ er der en forstyrrende mængde tastefejl som ‘bestemt’, der skal være ‘bestemte’ og ‘Mauser’, der skal være ‘Mouser’; men også grammatiske fejl som ‘så virkede ens daglige trummerum ikke så slemt.’ Det er én trummerum, og ikke eet, så den kan ikke være slemt med ‘t’. Der var også et enkelt tilfælde af en sætning, der i al sin enkelthed lød : ‘Dee fik pludselig.’ hvilket slet ikke er en sætning, der giver mening.
Udtryk, der fik mig til at smile
Til sidst vil jeg lige nævne, hvordan der er nogle gode udtryk i bogen, som for eksempel ‘Mrs. Bellamy sad bagerst og knugede sin hvide håndtaske med begge hænder, som en pensionist på kasinotur’ og ‘efter alt at dømme var Lawrence Grey en mønsterborger, i det mindste efter den målestok, der gjaldt for kemisk kastrerede børnelokkere’. Måske er det bare mig, der har sort humor, men jeg synes altså, de er sjove.
Anbefaling
Til at starte med kan jeg sige, at hvis du er til voldige scener og blod, så er det her en bog fyldt med beskrivelser af folks brystkasser, der er ”flået op som en trenchcoat” (det er egentlig også et sjovt udtryk), folk, der bare er flået i småstykker, eller en beskrivelse af hvordan en eller andens hals er flået op ind til knoglen; du vil nok være helt vild med den og vende siderne energisk. Læsere af ‘The Road’ og Stephen King vil også være begejstrede for ‘The Passage’-triologien. Dystopi, post-apokalyptik, blood and gore og noget overnaturligt, hvis du kan li’ det blandet med realisme, så læs ‘De Tolv’!
Uddrag af ‘De tolv’
Hun … fornemmede noget.
Og det var sært; det var ikke noget, der var sket tidligere. Den evne havde virusset ikke givet hende, den havde kun Amy. Alicia var yin, Amy var yang. Alicia havde fået viralernes fysiske styrke og fart, men hun var ikke koblet på det usynlige netværk, der holdt dem sammen, tanke ved tanke.
Og var hun det så ikke alligevel? Fornemmede hun ikke et eller andet? Fornemmede dem? En prikkende følelse lige over nakken og en svag knitren i hjernen, der akkurat kunne opfattes som ord:
Hvem er jeg? Hvem er jeg hvem er jeg hvem er jeg hvem er jeg …?
Der var tre. De havde alle været kvinder engang. Men det var ikke det eneste: Alicia fornemmede – hvordan kunne det være muligt? – at hver af dem besad en enkelt defineret erindring. En hånd, der lukkede et vindue, og lyden af regn. En fugl med klare farver, der sang i et bur. Synet gennem en døråbning til et mørklagt værelse, hvor to små børn, en dreng og en pige, der sov i deres senge. Alicia registrerede hvert eneste af disse syn, som havde de været hendes egne oplevelser, synet og lydene, lugtene og følelserne, en blanding af rendyrket eksistens, der blussede op inde i hende som tre bittesmå bål. Et øjeblik var hun tryllebundet af dem, stum af ærefrygt for disse erindringer om en fortabt verden. Om verden fra Tiden Før.
Men der var også noget andet. Der var svøbt en kolossal og bundløs tristhed omkring hvert eneste minde. Det fik Alicia til at gyse helt ind til benet. Hun spkulerede på, hvad det mon var, men så gik det op for hende: Det var drømmen, der hørte til det væsen, de kaldte Martinez. Julio Martinez fra El Paso i Texas, Den Tiende af De Tolv, dømt til døden for drabet på en politibetjent. Det var ham, som Alicia var kommet for at finde.
I drømmen voldtog Martinez i al evighed en kvinde ved navn Louise – navnet stod skrevet med svungen skrift på kvindens uniformslomme – mens han samtidig kvalte hende med en elektrisk ledning.
Skriv et svar