Hvad kan man forvente fra et finsk band, hvis navn mest af alt lyder som en gyserfilm, man ikke har lyst til at se? På trods af albummets titel er det ikke ligefrem englelyd, der er mest af på det. Men med sange som Ghost, Perfect Skin og Never Say Die, kan det ikke gå helt galt.
THE 69 EYESAlbum: Angels
Genre: Gothic metal
Land: Finland
Distributør: EMI Music Finland
Release: 2007
Af Emilie Bregendahl Johansen, |
Det niende studiealbum er blevet udgivet, og selvom fans verden over mener, at The 69 Eyes’ mest gothede album allerede er blevet udgivet, holder de stilen godt. Angels er efter min mening den hidtil mest gennemførte udgivelse fra de fem finner. På trods af bandmedlemmernes udseende er det ikke hårdt metal, der strømmer ud af højtalerne, men derimod melodisk rock.
Hvis Elvis havde været goth
Albummet er fuldt af gode sange. Vokalen i intronummeret, som i god stil med pladen hedder Angels, får straks en til at tænke på bands som Type O Negative og, selvom man ikke umiddelbart skulle tro det, Elvis. Gennem årene er Jyrkis stemme blevet bemærkelsesværdigt dybere, men man kan ikke sige andet, end at det klæder albummet og musikken utroligt godt. Mange af sangene er virkelig gode, selvom omkvædet i nummeret Rocker virker lidt plat.
Det kommer fra hjertet
En sang, som man lægger meget mærke til, hvis man lytter efter Jyrkis måde at synge på, er Shadow of Your Love. Denne sang synger han ligesom mere fra hjertet end de andre, og det giver et virkelig godt resultat. Sangen Ghost, som er lavet i samarbejde med finske Apocalyptica, er min helt klare favorit. Den er så smuk og samtidig så sørgelig, at det skærer en i hjertet. På en god måde.
På trods af bandmedlemmernes udseende er det ikke hårdt metal, der strømmer ud af højtalerne, men derimod melodisk rock.
Succesfuldt samarbejde
På mange områder syntes jeg, at Angels er det bedste album, som The 69 Eyes endnu har udgivet. Det har det hele: melodierne, teksterne og de lækre guitarriff, hvor guitaristen Bazie virkelig viser, hvad han dur til. Også dette album er blevet produceret i samarbejde med Johnny Lee Michaels. De fleste af sangene er skrevet og komponeret udelukkende af Bazie og forsanger Jyrki, mens enkelte er skrevet i samarbejde med J. L. Michaels, Kurt49 og J. Wahlsteen.
Godt sammensat
Angels byder på unikke sange og catchy omkvæd, som man hurtigt lærer at synge med på. Hele albummet er meget gennemført, godt sammensat, og har man det lille hæfte med sangenes tekster i hånden, mens musikken spiller, bliver man hurtigt fanget af det hele. Når den sidste sang er slut, er man ladt tilbage med et ønske om at høre mere.
Mere The 69 Eyes:
Skriv et svar