Filmfestival for børn og unge: Fra i dag og indtil søndag den 27. september, kan børn og unge se et stort udvalg af anderledes kvalitetsfilm i mange af landets biografer. Det koster kun 15 kroner, og filmene vises i dagtimerne. Hvis man ikke allerede skal på Buster Filmfestival med sin klasselærer eller med sin skolefritidsordning, er man også velkommen til at tage sin mor eller far med til en god børnefilm i biografens mørke.
AF PETER HENRICHSEN |
Det er film der har gode budskaber og lidt mere at tænke over, end de sædvanlige ”Anja & Viktor”-film, der vises på Buster Filmfestival for børn og unge, der starter her til formiddag.
Men når vi netop nævner filmserien, der startede med ”Kærlighed ved første hik”, er det ikke helt tilfældigt, for også den kaster Buster sig over, blot på en ny måde.
På filmfestivalen kan man nemlig se den amerikanske udgave af samme film, som for nyeligt havde premiere i i USA. Det er pudsigt nok “filmbarnet” Barbara Topsøe-Rothenborg, kendt som Nanna fra 80’ernes TV-serie af samme navn, som har instrueret Regner Grastens “Love at first hiccup”, som filmen er kommet til at hedde på amerikansk.
Det er ikke mig … jeg sværger
SF Film’s bud på en anderledes børnefilm, er den franske “C’est pas moi, je le jure”, eller oversat til dansk “Det er ikke mig … jeg sværger”, som vandt publikumsprisen på årets CPH:PIX. Det er en barsk historie om den 10-årige Léon Doré, som hver sommer forsøger at tage sig af dage, for eksempel ved at kaste sig i swimmingpoolen, eller ved at lægge sig ned i dybfryseren.
Léons forældre skændes hele tiden, og Léons seneste forsøg på at stoppe det er, at sætte ild til soveværelset. Da moren alligevel beslutter sig for at forlade det hele og starte et nyt liv i Grækenland, er Léon klar til at gøre hvad som helst for at standse smerten – til med at forelske sig i den smukke pige Léa. Sammen kan de måske klare den store smerte det er, at føle sig forladt!?
Buster Oregon Mortensen
Léon både ligner og opfører sig ganske meget som Bjarne Reuters “Buster Oregon Mortensen”, som filmfestivalen er opkaldt efter, så måske burde du netop give Leon chancen for at vise, at også han er værd at elske, ved at gå ind og se “Det er ikke mig … jeg sværger”.
Under alle omstændigheder er der kun gode grunde til at gå i biografen – mange gange – de næste 10 dage, så tag et kig i Buster’s fristende og farvestrålende filmkatalog, som kan downloades fra deres hjemmeside. Alt kan ske i mørket – god fornøjelse!
Skriv et svar