Ungdomsanmeldelse: For femte gang siden 1992 åbner Mastodonterne dørene op for familiemusicalen Ronja Røverdatter, og inviterer endnu engang publikum med til de svenske skove i selskab med røverdatteren Ronja og Borkasønnen Birk. Undertegnede tog familien med til Frederiksborg centret, for at se om der stadig var kraft og saft i den gamle historie.
AF MIKKEL, 17 ÅR |
Klassikeren ”Ronja Røverdatter” er skrevet af Astrid Lindgreen og handler om røverdatteren Ronja, hvis familie altid har været i totterne på den rivaliserende Borkaslægt. Da Ronja en forårsdag møder den jævnaldrende Birk, søn af Borka, skaber det et vældigt røre de to familer imellem. Men Ronja og Birk vil ikke lade sig skille på grund af deres forældre.
Fantastiske Ronja
At Mastodonterne er et amatørteater, er næsten ikke til at se. En håndfuld dygtige sangere, og et stort, professionelt ensemble, sprudlende af energi løfter forestillingen til et højt niveau. Specielt Klara Shelton, i titelrollen som Ronja Røverdatter, må fremhæves. Hun er en sand energibombe, man ikke kunne andet end at trække på smilebåndet over, ligesom hendes far Mattis, i skikkelse af Jannik Nielsen, imponerede som den barske røverkonge med det bløde faderhjerte.
“Specielt Klara Shelton, i titelrollen som Ronja Røverdatter, må fremhæves. Hun er en sand energibombe, man ikke kunne andet end at trække på smilebåndet over …”
Flot opsætning
Allerede inden stykket begyndte, medvirkede blinkende stroboskoplys og buldrende lydeffekter til at man straks følte sig draget hinsides Mattisborgen. Også visuelt var forestillingen en fryd. Den flytbare scenografi, lyssætningen og ikke mindst flotte effekter som den brusende elv, postulerede ligeså Mastodonternes professionalisme.
Ikke meget på spil
Med en af Astrid Lindgrens mest elskede klassikere og Sebastians iørefaldende musik som grundlag, er der ikke meget på spil for Mastodonterne, når de for femte gang sætter Ronja Røverdatter op. Efter så mange opsætninger, ville det være på sin plads med lidt fornyelse, og frisk luft. Alle kender historien om Ronja, og netop derfor ville lidt ændringer i originalmanuskriptet have piftet oplevelsen op. Der var ingen overraskelser undervejs, og specielt det ’gammeldags og højtidelige’ sprog Birk og Ronja førte, ville have godt af en ansigtsløftning anno 2009. Dette ændrer dog ikke ved, at Mastodonterne igen i år har stykket en fin musical sammen, der med garanti vil glæde mange børnefamilier landet over.
– Hvad synes du om “Ronja”?
Andrea, 11 år, Birkerød |
Jeg syntes at Ronja røverdatter var en rigtig god musical. Skuespillerne spillede rigtig godt, og de sang de også helt fantastisk! Der var en masse sange med, og de var alle rigtige ørehængere. Og specielt syntes jeg at ”Min skov, din skov”, ”Ulve sangen”, ”Anemoner” og ”Vaskesangen”, var rigtig gode. Nogle gange syntes jeg at Ronja og Birk havde lidt for meget energi, også selv om de skulle spille kede af det. Ellers var det et rigtig godt stykke, med drama og venskab! Så jeg vil anbefale alle at gå ind at se den!
Skriv et svar