Koncertanmeldelse: Mustasch / Pumpehuset / 28. januar 2010
Det svenske heavyband Mustasch udløste fuld plade i Pumpehuset i aftes!
| AF ANNA HOLM SØRENSEN |  |
Mustasch entré foregik til Marc-Antoine Charpentiers berømte intro til Te Deum – AKA Eurovision Temaet – og var lige præcis så cheesy, at ingen kunne lade være med at le. Specielt ikke da orkesteret på båndet i bogstaveligste forstand faldt fra hinanden og afslørede en anden, mere rocket intromusik.
Fanget fra første riff
Svenskerne gik på scenen og kastede sig lige ud i koncerten. Jeg har aldrig før hørt ret meget af bandets musik (faktisk kun et enkelt nummer, ‘Double nature’), men jeg var fanget fra første riff. Det er absolut en sjældenhed for mit vedkommende, men de havde også hele publikum i deres hule hånd. Hvis man var ankommet under andet nummer, ville det være umuligt at gætte, at de ivrigt dansende og headbangende folk foran scenen havde været frosset ned kun minutter forinden.
Balancerede på scenekanten
Frontmand Ralf Gyllenhammer snakkede, pjattede, drillede og havde råbekonkurrencer med forreste række. Og hele bandet kom ud over scenen på mere end én måde – flere gange skubbede de monitorerne til side så de kunne balancere på scenekanten, mens de spillede. Den nye trommeslager Danne McKenzie, kunne ikke springe ud til publikum, men han beviste også sit værd, siddende bag et højorange trommesæt med et portræt af sig selv på storetrommen.
” … en pige med en sprittusch begyndte at uddele moustacher til højre og venstre – deriblandt til en pige i rød kjole, som frontmand Ralf sprang ned for at kysse midt i koncerten. “
Uddeling af mustascher
Hurtigt blev området foran scenen rystet sammen, og en pige med en sprittusch begyndte at uddele moustacher til højre og venstre – deriblandt til en pige i rød kjole, som frontmand Ralf sprang ned for at kysse midt i koncerten. Bassist Mats Johansson delte øl ud og rakte bassen ud, så publikum kunne få lov til at slå den an. Guitarist David Johannesson lavede sjove ansigter i endnu en konkurrence med publikum.
Svenskerne mod danskerne
Der var mange svenskere til stede, og det benyttede bandet sig af. De fik danskerne og svenskerne til at række hænderne i vejret hver for sig og organiserede så en synge-battle – som danskerne vandt. Alle var hæse bagefter, men ingen lod det være en undskyldning for ikke at synge med. Der var mange magiske øjeblikke ved hegnet, hvor langhårede fyrer og pæne poptøser headbangede side om side.
Vurdering
Det var generelt en fantastisk koncert, der både favnede bredt og ramte mig personligt. Normalt skal der meget til, før jeg vælger at investere i et band som jeg har set live uden at kende deres musik. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg vil udvide min pladesamling med noget Mustasch! Så gribende var koncerten.
Jeg har været i tvivl om hvorvidt Mustasch fortjener fem eller seks stjerner – og jeg har valgt, at lade tvivlen komme dem til gode.
Skriv et svar