En sand historie om en velhavende familie, der tager en hjemløs dreng til sig. Et tankevækkende oplæg til en film, som man ikke har formået at udnytte til fulde. Det kommer til at ligne noget vi har set før.
”The Blind Side”
Instruktør: John Lee Hancock
Genre: Drama
Land: USA
Distributør:Sandrew Metronome
Premieredato: 6. maj 2010
Anmeldt af Mette Bach |
Leigh Anne (Sandra Bullock) og Sean (Tim McGraw) er velhavende, har to børn og mangler intet. Leigh Anne styrer på egen hånd familien, og det er også hende, der tager beslutningen om at lade den unge, hjemløse afroamerikaner ”Big Mike” (Quinton Aaron) bo hos dem. Leigh Anne tager ”Big Mike” under sine vinger, hjælper ham med skole og får ham i gang med amerikansk fodbold. ”Big Mikes” talent gror sammen med spørgsmålet om, om det var tilfældigt, at familien tog sig så godt af ”Big Mike”.
En sand historie
”The blind side” bygger over en sand historie om den fortabte, der på forunderlig vis bliver ”reddet”. En smuk fortælling i sig selv om næstekærligheden. Men manuskriptforfatterne og instruktøren John Lee Hancock har ikke formået at få det bedste ud af det de havde at gøre med og har ikke give den det rigtige filmiske touch, hvor der skabes spænding og seerne bliver grebet. ”Titanic” og ”Der Untergang” er nogle ud af mange tilfælde hvor forvandlingen fra virkelig handlig til film er lykkedes godt. ”The blind side” nærmer sig dem ikke.
Drama i kendte amerikanske klæder
Der bliver desværre produceret så mange amerikanske film, der ikke har noget dybere budskab og som kun er underholdning i de to timer filmen varer. ”The blind side” kommer med sit brug af humor og klicher af livet i forskellige amerikanske samfundslag, let til at ligne noget vi har set før. Og hvis det ikke havde været fordi den bygger på en sand begivenhed, var der intet specielt over den. Genren bliver kaldt for drama, men hvor meget drama der egentligt var, kan jo altid diskuteres.
Vurdering
”The blind side” er et drama med meget lidt drama. Jeg sad hverken på det yderste af sædet i spænding eller med tårer i øjenkrogen. Historien var sød, og jeg kedede mig ikke, men alligevel manglede jeg noget til at blive ”blown away”. Sandra Bullock har vundet mange velfortjente priser blandt andet en oscar for sin rolle som Leigh Anne, og det var en fornøjelse at se hvordan hun kunne ramme rollens arrogante facon på en troværdig måde. ”The blind side” er to timer og otte minutters underholdning, men ikke mere.
– Hvad synes du om “The Blind Side”?
Maria, 16 år, Slangerup |
En utrolig rørende historie om næstekærlighed. Sandra Bullocks præstation er virkelig fantastisk, og jeg elsker hendes rolle. Mike er simpelthen for dejlig, man kan ikke lade være med at have ondt af ham, og da Leigh Anne (Sandra Bullock) tilbyder ham at overnatte på sofaen, får man en klump i halsen. Jeg kan specielt godt lide en scene hvor fodboldtræneren siger at Mike er helt håbløs, og Leigh Anne så siger til Mike, at fodboldholdet er hans familie og at han skal passe på sin familie. Da han så prøver igen, er han vildt god. Elsker udtrykket på trænerens ansigt. Og lillebroderen er simpelthen også for dejlig og sød. Jeg måtte også lige knibe en tåre undervejs. Virkelig smuk film.
Skriv et svar