Anmeldelse: Roller Girl

“Roller Girl” er en unik historie, der berører nogle utrolig vigtige værdier i udviklingen fra barn til teenager/voksen. Den er actionfyldt, den er rørende, den er skæg, den er underholdende uden at blive overfladisk – det er én af de velkomponerede og vedrørende film man bare husker. Blandet sammen med musik fra danske “The Raveonettes”, fra Ramones og Dolly Parton, giver det en genial god cocktail af et ungdomsdrama! Se den!

”Roller Girl (Whip It)”

Instruktør: Drew Barrymore

Genre: Ungdomsdrama

Spilletid: 106 minutter

Distributør: Nordisk Film

Premieredato: 11. maj 2010

Af Peter Kock Henrichsen

17-årige Bliss Cavendar (Ellen Page) trives ikke særlig godt i den lille flække Bodeen i Texas. Når hun ikke er i skole, arbejder hun i et trist cafeteria der hedder ”Øfferiet”, hvis speciale er en kæmpeburger der hedder ”Grisehyleren” – et navn som også beskriver kundekredsen ganske godt. Bliss’ mor er gammel skønhedsdronning og har derfor en masse ambitioner på sin datters vegne, så Bliss bliver lidende slæbt med som deltager i en masse skønhedskonkurrencer.

Pigernes Roller Derby

Under påskud af at tage til en amerikansk fodboldkamp, tager Bliss og bedsteveninden, Pash (Alia Shawkat), i stedet til Roller Derby i Austin. Bliss har nemlig set de seje rulletøser i centret i Austin, og er blevet fuldstændig betaget af deres frække attitude og deres tatoveringer. Inden aftenen er ovre, har Bliss allerede løjet sig til at være 22 år, og til at komme til prøve hos rulleskøjteholdet ”Spejderpigerne”. Pludselig får Bliss travlt med at finde på hvide løgne, for hun bliver rent faktisk optaget på ”Spejderpigernes” hold, under navnet ”Babe Ruthless”, og hun kommer hurtigere til tops, end hun overhovedet havde forestillet sig. I baggrunden lurer forældrene og konflikterne, men også den første kærlighed.

Drew Barrymore’s første

”Roller Girl” der i USA hedder ”Whip It” er Drew Barrymores debut som instruktør. Hvis navnet ikke siger dig noget, kan du sikkert huske Elliots charmerende lillesøster i Steven Spielbergs verdensberømte ”E.T.” – jeps, det er hende! Og udover hun har instrueret utrolig godt, løber hun også selv med på rulleskøjtebanen som ”Smashley Simpson”.

70’er-stilen fanger

Historien om teenagepigen der drømmer om at slippe ud af ‘pænheden’ for at blive bare lidt vild, gik lige i hjertet på mig. Morens skønhedsdronnings-ambitioner er så klaustrofobiske, at jeg hev efter vejret, og hverdagen på ”Øfferiets” så intetsigende, at jeg følte mig levende begravet. Friheden på rulleskøjtebanen, hvor pigerne bander, spytter og slås blev derfor befriende, og jeg identificerede mig med Bliss med det samme. Selv om filmen foregår i nutid og der bliver brugt både mobiltelefoner og internet, ligner rulleskøjtemiljøet noget der er hevet fuldstændig ud fra 70’erne. De afblegede farver, de store, rustne biler, silhuet-logoerne af rulleskøjteløberne, skøjteløbernes flower-power-agtige tøj og lange knæstrømper. Det er vildt fascinerede, og selve kulturen sprøjter ekstra energi i filmen.

Hjertevarme og actionfyldte roller-tøser

Ellen Page spiller helt suverænt. Ligeledes gør Marcia Gay Harden, der er Bliss’ altid bekymrede mor, og Brooke Cavendar, der har rollen som den utrolig forstående far. Faktisk er far-datter-forholdet noget af det mest hjertevarme i hele filmen – så smukt, at jeg var nødt til at knibe en tåre. Alle rulleskøjtepigerne er nogle vidunderlige frække tøser, der på trods af deres hårde overflade, og løse knytnæver, har et blødt indre, og de har mere tilovers for Bliss, end hun nogen sinde har oplevet med andre kammerater. Også det giver et fantastisk billede af ægte kammeratskab, modsat overfladen i skolen og til skønhedskonkurrencerne. Der var virkelig action og kamp på skøjtebanen, så jeg kluklo, og derfor blev filmen aldrig kedelig.

Vurdering

“Roller Girl” er en unik historie, der berører nogle utrolig vigtige værdier i udviklingen fra barn til teenager/voksen. Den er actionfyldt, den er rørende, den er skæg, den er underholdende uden at blive overfladisk – det er én af de velkomponerede og vedrørende film man bare husker. Blandet sammen med musik fra danske “The Raveonettes”, fra Ramones og Dolly Parton, giver det en genial god cocktail af et ungdomsdrama! Se den!


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.