Ungdomsanmelder Andrea Becker Hilgart tog ind for at se ‘Nanny McPhee’.

‘Nanny McPhee’

Instruktør: Susanna White

Land: England

Distributør: United International Pictures

Premieredato: 10. juni 2010

Anmeldt af Andrea Becker Hilgart, 12 år

På en gård langt ude på landet i England bor en lille familie bestående af tre børn og en mor. Faderen er i krig, så moderen må klare det hele selv, det vil sige passe børnene og gården og forsørge familien skønt de ikke har så mange penge. Samtidig prøver hendes svoger konstant at få hende overtalt til at sælge gården og værst af alt, at gøre hele gården klar til fint besøg.

Børnenes rige fætter og kusine kommer nemlig og skal bo hos dem, da krigen er meget slem i London hvor de bor. Det starter ikke helt perfekt da fætteren og kusinen kommer en dag for tidligt og starter med at opføre sig næsvist over for de andre. Alt er noget rod og moderen er ved at få spat, da pludselig Nanny Mcphee dukker op og laver magiske mirakler…

Bedst i biografen

Det var en rigtig skøn film, med masser af fantasy og eventyr og der er rent faktisk ikke så meget at brokke sig over. Jeg vil bare sige det sådan at jeg er glad for at jeg så den i en biograf og at jeg havde købt slik, for ellers tror jeg at den havde kedet mig lidt. Altså, det er altid sjovest at se den sammen med nogen, men i det her tilfælde var det altså et stort plus! Men bortset fra det var det i det hele taget en god film, fuld af uforudsigelige overraskelser.

Ringe animeret

Der var nogle scener i filmen der var blevet animeret vildt dårligt. F.eks. et sted hvor en af grisene fløj igennem luften. Det så utroligt kunstigt ud, og det er det der gør at man mister interessen en smule. Det er nok også mest en film for børn i 7-11 års alderen og det kunne jeg også mærke da jeg trådte ind i biografen hvor de fleste børn var omkring de 9-10 år.Men du skal tage ind og se denne her film hvis du elsker fantasy og film med overraskelser!

– Hvad synes du om “Nanny McPhee”?

Sarah, 11 år, Birkerød

Jeg syntes at filmen var god og på nogle tidspunkter super sjov. Det var sjovt at se hvordan Nanny McPhee forandrede sig fra grim til smuk. Det bedste sted i filmen var til sidst hvor faren kom hjem fra krigen. Den var sjov fordi at de sagde nogle sjove ting. Jeg syntes ikke at skuespillerne var super gode, eller jo Nanny McPhee var okay, men de andre var ikke lige så gode. Jeg syntes ikke at de levet sig ligeså godt ind i deres roller som Nanny McPhee. Men det var en god film, måske mest til piger, jeg tror ikke at drenge vil syntes den var ligeså god og sjov som piger.

Redaktøren

Omgivelserne og ungerne i “Nanny McPhee” er rigtig søde, og elsker man dyr og film som “Babe – den kække gris”, vil man også elske “Nanny McPhee”. Der var utrolig meget hygge og varme i filmen som i “Børnene i Bulderby”, og den er afgjort for mindre børn, der er er langt fra teenageårene. Historien havde lidt Harry Potter-magi over sig, men plottet var meget rodet. Grunden til jeg ikke følte mig så underholdt, var at man havde glemt voksenhumoren, som de fleste børnefilmsproducenter ellers altid husker nu om dage. Da jeg gik ud af biografen, kunne jeg høre på en mor, at hun også syntes det havde været en lang affære at komme igennem, men hendes 8-årige søn sagde højlydt: “Den var go’!” og smilede helt op til ørerne.