Eksperimentet er en film over en utrolig vigtig begivenhed i grønlandsk historie. En film jeg havde glædet mig usandsynlig meget til. Desværre glider den følelsesmæssigt af på overfladen, bliver dyster og ensporet, og kommer ikke ind til hjertet og følelserne, som jeg havde håbet så meget på.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

“Eksperimentet”

Instruktør:

Louise N. D. Friedberg

Land:

Danmark

Distributør:

Sandrew Metronome

Premiere:

9. september 2010

Danmark har mistet taget på Grønland efter 2. Verdenskrig. Tuberkulosen hærger og sundhedstilstanden er så dårlig, at problemet bliver taget op i FN. USA vil gerne overtage Grønland og give folket respektfulde vilkår, og det får den danske regering til at vågne. Vi skal pludselig – og helst meget hurtigt – bevise, at Grønland og Danmark hænger uadskilleligt sammen, og beviset bliver lagt på 16 specielt udvalgte grønlandske børn, der skal fremvises som sunde og pæredanske.

Filmen foregår i Godthåb, hvor sygeplejersken Gert (Ellen Hillingsø), får 3 måneder til at gøre de 16 børn perfekte til fremvisning for Kongehuset.

En modig og vigtig beretning

Jeg holder enormt meget af Grønland og grønlændere, og synes det er både vigtigt og modigt af Tine Bryld at fortælle denne historie. Ellen Hillingsø og de grønlandske børn – ikke mindst Laura Skaarup Jensen som Karen – spiller også formidabelt – jeg tror på det 100%. Miljøet fra ’52 er perfekt genskabt, fotograferingen flot. Alligevel har jeg det meget dobbelt med Eksperimentet.

I den bedste mening

Måske er det fordi forhistorien om eksperimentet bliver vist som tekst i begyndelsen af filmen, at den er svipset for mig. Måske har jeg et splitsekund koncentreret mig mere om en laber larve i slikposen, men da jeg ikke har læst Tine Bryld’s bog “I den bedste mening”, som manuskriptet er skrevet ud fra, gik jeg fuldstændig glip af, at de 16 grønlandske børn allerede har været 1 år i Danmark, da filmen begynder.

Gik glip af året i Danmark

Da jeg så børnenes svære afsked med deres forældre, da de flytter ind på børnehjemmet i Godthåb, troede jeg, at de netop var blevet fjernet fra familierne. Samtidig virkede det dybt mystisk, at børnene havde svært ved at forstå deres forældre tale grønlandsk, blot fordi de havde boet et par uger på børnehjemmet. Film er til for at blive fortalt i billeder, og det ærgrede mig efterfølgende, at der ikke havde været råd til et film-resumé, eller måske blot et stillbillede-resumé, om fratagelsen fra forældrene og det 1 år lange ophold i Danmark, så man som ubekendt med historien kunne have fået en god introduktion.

Langtrukne gentagelser

Filmen er en endeløs gentaget serie af måltider, skoletimer, søvnløse nætter med gråd og tissen i sengene og Gerts møder med landshøvdingen, Omann (Morten Grunwald). Den eneste musik er klagende celloer og trist klaver. Der er heller ikke meget dialog eller lange replikker. Kommandovejen er ensrettet. Fra Omann til Gert og fra Gert til børnene. Alle får at vide hvad de skal gøre, og har bare at makke ret. Scenerne er trukket i langdrag, og i hvert lokale kan man høre vægurerne tikke højlydt – sekund for sekund for sekund. Tidsfornemmelsen forsvinder i tåger, og man ved ikke om der er gået 2 dage, 2 uger eller 2 måneder.

Vi kommer ikke ind i følelserne

Skildringen er sikkert meget realistisk og præcis, og ja, det er en trist, sørgelig historie med meget malurt, men den rene klagesang giver ikke en film jeg husker. Det bliver for tungt halvanden time i træk. Historiens korrekthed drukner meget af kreativiteten som manuskriptet kunne have rummet, for at give hovedpersonerne mere personlighed. Vi kommer ganske simpelt ikke ind under huden på nogen af børnene eller Gert, og jeg ender med at føle meget lidt for dem alle sammen, selv om der ikke var noget jeg hungrede mere efter. Jeg elsker Nils Malmros’ film, hvor man virkelig kommer ind i børnenes følelser og bliver fuldstændig inddraget med tårer i øjnene. Det blev jeg utrolig skuffet over, at jeg ikke fik lov til her.

Vil hellere læse bogen

Jeg elsker specielt danske film, der kaster sig over et vigtigt og vedkommende emne, og det skal Eksperimentet helt klart have ros og min dybeste respekt for. Det er også en film jeg vil huske, på trods af dysterheden. Men nu har jeg for alvor fået lyst til at læse Tine Bryld’s “I den bedste mening” – netop for at få fortalt historien på en anden måde.

Lise, 18 år, Birkerød

3 stjerner
Jeg havde en meget blandet fornemmelse omkring filmen, da jeg trådte ud af biografen. Selve historien er fantastisk (trist) og skuespillerne var eminente. Pigen der spillede Karen var dog den bedste. Hun fangede mig, som ingen af de andre skuespillere, trods deres gode forsøg, formåede. Men alligevel var jeg ikke fanget under hele filmen. Jeg synes den trak lidt i langdrag, og var lidt lettet da jeg kunne se på uret, at den snart måtte være færdig.

Grunden er måske, at denne meget triste historie, som er ekstremt langsom og tung i det, bare ikke fungerer på film. Jeg ved ikke om det var instruktøren, eller manuskriptet, men jeg ville personligt hellere have læst den bog, filmen bygger på end have set filmen.
Så grundet mine meget blandede følelser, får filmen 3 stjerner. De 3 stjerner er for de fantastiske skuespillere og den meget triste historie, og de manglende 3, er grundet det manglende “et-eller-andet” der gør en film interessant og fængende.