No og mig: En utrolig gribende og smuk beretning om to ensomme pigers gensidige venskab. Ikke siden “Christiane F. – I morgen er det slut”, er jeg blevet kastet så meget følelsesmæssigt rundt. Det var sørgeligt på den gode og lærerige måde, og det var livsbekræftende smukt.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

“No og mig”

Forfatter:

Delphine de Vigan

Sider:

227

Udkom:

18. august 2010

Forlag:

People’s Press

Følelses-barometer:






Lou Bertignac er en 13-årig fransk pige, som er betydeligt skarpere end alle sine jævnaldrende. Faktisk er hun så kvik, at hun har sprunget to klasser over, og nu sidder som den mindste stump i en klasse fyldt med 15-årige. Men at være overlegen i kraft af sin intelligens, er ikke det samme som at være førende socialt i klassen, og da slet ikke fysisk, når man er 2 år yngre end klassekammeraterne og håbløst bagud i puberteten.

Hader at være i fokus

Lou kæmper dagligt hårde indre kampe, fordi hun hader at skille sig ud som ‘den kloge’. Dét, som andre tror er lykken, har givet Lou socialangst, som desuden udvikler sig til panikangst, når hun bliver tvunget i fokus i klassen, af deres gamle, konservative klasselærer monsieur Marin.

Mødet med No

En dag hvor Lou i sin ensomhed hænger ud på banegården Gare´d´Austerlitz, er der en 18-årig hjemløs pige, No, der forsøger at bomme hende for en smøg. Lou ryger ikke, men giver No hele sin nye pakke tyggegummi. Langsomt falder pigerne i snak, og Lou som ellers ikke bryder sig om at snakke eller blive udspurgt af nogen som helst, føler sig pludselig tiltrukket og godt tilpas.

Projekt om hjemløse unge

Da Lou dagen efter i skolen, skal fortælle hvilket emne hun vil skrive projekt om, kommer hun til at slynge ud, at hun vil skrive om hjemløse unge, og at hun allerede kender en pige hun kan interviewe. Uanset hvor meget Lou’s socialangst presser på, er hun nu nødt til at opsøge No igen og forsøge at blive venner med hende.

Venskabet mellem to outsidere

No og mig er en utrolig gribende og smuk beretning om to ensomme pigers gensidige venskab. For det første var det dejlig forfriskende at læse en fransk roman, hvor jeg kunne opleve det franske skolesystem og den franske kultur i Lou’s hjem, og for det andet har No og mig så meget vigtigt på hjerte, at historien blev utrolig vedkommende og aktuel. Jeg sad flere gange og tænkte over hvor skævt samfundet er skruet sammen – ikke blot i Frankrig, men lige så meget i Danmark, hvor historien også kunne være foregået.

100% inde i Lou’s tanker

Skrivestilen er ret speciel. Lou er jeg-fortæller og der er meget få replikker, men i stedet refererer Lou alt hvad der sker omkring hende. Også hvad den hjemløse pige, No, fortæller hende. Denne kombination af jeg-fortæller og referater, gør at man ikke oplever situationerne – scenerne – udefra, men at man føler sig 100% inde i Lou’s tanker. I begyndelsen kan det være lidt irriterende at læse, men snart smelter man sammen med Lou og bliver Lou, og det giver læseren en forbløffende realisme.

Uddrag af No og mig

Tjeneren vender tilbage, han stiller et par glas foran os, No griber sit med en utålmodig bevægelse. Så opdager jeg hendes sorte hænder, nedbidte negle og skrammerne på hendes håndled. Jeg får helt ondt i maven.

Følelsesmæssig rutsjebanetur

Ikke siden bogen Christiane F.: I morgen er det slut, er jeg blevet kastet så meget følelsesmæssigt rundt, som i No og mig. Da No blev præsenteret for Lou’s familie, var jeg ved at gå til af spænding, og blev efterfølgende fyldt med en ubeskrivelig varme og en ro, der gav mig den der lykkefølelse, som man ved eksisterer, men oplever så sjældent. Når tingene kørte af sporet, blev jeg modsat fyldt med en enorm sorg, som igen ville have været helt umulig at forklare andre. Jeg må tilstå, at jeg aldrig har grædt så meget i en bog, som i No og mig, men på en vigtig måde som jeg ikke ville have været foruden, for temaet med hjemløse unge er jo netop realistisk og foregår i alle storbyer hver eneste dag. Så der var også en stor taknemmelighed over at opleve sorgen og forstå hvordan verden er skruet sammen.

Kakaopulvers absorbering i mælk

Det hyggelige og morsomme i No og mig, for det er der også en del af, er at Lou’s enorme intelligens, nogle gange føles som om hun er lettere autist. Hver eneste dag laver hun “vigtige” eksperimenter i hjemmet, som hun bare føler hun må udføre, for at få ro i sjælen. Alt i husholdningen bliver målt og vejet, og der bliver for eksempel taget tid på om kakaopulver absorberes hurtigere i mælk, end instant coffee-pulver absorberes i kogende vand. Det er så sødt og sjovt, når både Lou’s far og No, uden spørgsmål, hjælper og stiller op til eksperimenterne.

Uddrag af No og mig

Gid No kunne bo hos os. Hvad nu, hvis vi besluttede os til at blæse på, hvad man kan og ikke kan, hvis vi nu bestemte os for, at tingene godt kan være anderledes, selv om det er meget mere kompliceret, end det ser ud på overfladen. Det er løsningen. Den eneste. Hos os kunne hun få en seng, en plads ved bordet, et skab til sine ting, et badeværelse at tage bad i. Hos os ville hun have en adresse.

Fyldt med vigtige temaer

No og mig er sprængfyldt med vigtige og vedrørende temaer. Der er Frankrigs hjemløse unge, men også årsagerne til hvorfor de unge bliver hjemløse, bliver behandlet. Samtidig har Lou mistet sin lillesøster og også Lou’s og forældrenes sorg omkring dette, er et vigtigt element i historien. Delphine de Vigan har aldrig nogen hævede pegefingre og vi får aldrig tvunget belærende moraler ned i halsen, og det er netop dét, der føles så rart. At få lov til at kigge med i livet, som det virkelig er for Lou og No, og selv tage stilling. Man kunne se når noget snart vil ske, men vidste bare ikke hvornår og hvordan, og det gjorde også historien utrolig spændende. Fascinationen af hovedpersonerne kom helt af sig selv, ligesom når man bliver fascineret af mennesker i det virkelige liv, og jeg nåede at bive rigtig glad for Lou og var parat til at gøre alt for at hjælpe No. Derfor var det også helt utrolig svært at slippe sidste side i No og mig, og komme videre med mit eget liv i lille Danmark. Mine øjne var bestemt meget blanke.

Delphine de Vigan er født i 1966 og bor i Paris. Hendes roman No og mig vakte stor opmærksomhed, da den udkom i Frankrig. Den blev indstillet til adskillige priser, blandt andet den prestigefyldte Prix Concourt de Lycéen, og blev belønnet med boghandlernes pris, Prix de Libraires 2008. No og mig er solgt i mere end 175.000 eksemplarer i Frankrig og er solgt til udgivelse i 17 andre lande. (People’s Press)