Anmeldelse: ‘Super 8’

‘Super 8′ er go’ gammeldags Spielberg som i ‘E.T.’, ‘Poltergeist’ og ‘Goonierne’. Der er action, sci fi og special effects for alle pengene, men faktisk er skildringen af børnenes venskaber og den første spirende kærlighed endnu smukkere end hovedhistorien.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Super 8’

Instruktør:

J. J. Abrams

Producer:

Steven Spielberg

Land:

USA

Distributør:

Uip

Premieredato:

28. juli 2011

I sommeren 1979 er en gruppe drenge ved at indspille en detektiv-gyser på smalfilm (også kaldet ‘Super 8′ fordi filmstrimlen er 8 millimeter bred). Joe (Joel Courtney), Charles (Riley Griffiths), Cary (Ryan Lee), Martin (Gabriel Basso) og Preston (Zach Mills) holder simpelthen deres fantasi i live med zoombier, gysere og filmindspilning i den ellers dødkedelige landsby i Ohio. Drengene har oven i købet fået tilsagn fra den smukke, jævnaldrende Alice (Elle Fanning), om at hun vil spille den kvindelige hovedrolle, da Joe’s mor pludselig dør i en tragisk arbejdsulykke. De fire andre gutter er sikre på, at Joe i hvert fald ikke gider indspille en film om levende døde nu, men de glemmer helt, at blot Alice’ tilstedværelse kan få Joe til at gøre hvad som helst.

Kolossal togafsporing

Filmprojektet fortsættes, men en aften hvor Alice kører holdet ud til en afsides, ubenyttet station for at indspille en vigtig scene, kører en bil direkte ind i enormt godstog, hvilket skaber en kolossal togafsporing. Drengene og Alice får ubevidst optaget det hele på Super 8 — også lidt mere end de havde forestillet sig var muligt. Det viser sig, at godstoget tilhører militæret og oprydningsarbejdet bliver straks tophemmeligt. Samtidig begynder der at indtræffe meget mystiske episoder i den lille by med lyssvigt, bortløbne hunde og smadrede metalgenstande. Joes far (Kyle Chandler), der er byens politibetjent forsøger ihærdigt at opklare hvad militæret skjuler, mens det unge filmhold straks griber chancen og udnytter byens kaos som baggrunde for deres detektiv-gyser.

Vintage Spielberg

At sætte sig ned og se ‘Super 8’ var én af de største fornøjelser længe. Filmen oser af Spielberg, netop fordi scenariet netop er tidssat til 1979, kun 3 år fra året hvor ‘E.T.’ og ‘Poltergeist’ foregår (1982). Når man ser det flippede tøj, det lange hår, villakvartererne som i ‘Poltergeist’, 70’er-bilerne og bmx-cyklerne fra E.T. går man så meget i nostalgi-mode, at ‘Super 8’ føles som en film, der er produceret samtidig med netop ‘E.T.’ og ‘Poltergeist’. Selvfølgelig viser fotograferingen og computereffekterne os, at det er en film optaget i 2010, men stemningen er “Vintage-Spielberg”, og det var egentlig noget jeg aldrig havde turde håbe på at opleve igen.

Elle Fanning tager pusten fra én

Selve historien kan vel bedst beskrives som en blanding af ‘Goonierne’ (1985) og ‘E.T.’ – det lille sammentømrede filmhold bestående af de fem drenge og Alice, fungerer exceptionelt godt i historien, og deres sammenhold og nysgerrighed på hinanden, er så spændende, at det næsten kan bære en historie alene. Elle Fannings indlevende skuespil kan tage pusten fra enhver – og instruktøren J. J. Abrams har i den grad fået Joel Courtney og Riley Griffiths til at vise hvordan drenge-venskaber fungerer i virkeligheden. De tre – Elle, Joel og Riley – er drivkraften i filmen, og de andre drenge tilsætter blot lidt krydderi i form af morsomme kommentarer og personlige særheder.

Den første spirende kærlighed

Selvom der er enorme mængder af action, spænding og sci fi-ingredienser, der får én til at sidde med hænderne for munden halvdelen af tiden, er det alligevel den fine skildring af venskaber og den første spirende kærlighed i den spæde teenagealder, der får mig til at elske ‘Super 8’ allermest. Specielt scenen på stationen, hvor Joe skal give Alice ansigtspudder på og gør det så forsigtigt, som man aer en nyfødt kattekilling, er så smuk, at den brændte sig fast i mit sind for evigt.

Troen på oplevelserne

Selvfølgelig vil mange også ind og se Spielberg, fordi der er bunker af computergenererede special effects. De er realistiske, vellykkede og meget flotte, men pudsigt nok var jeg endnu mere begejstret for lydeffekterne, der blev kastet rundt i biografen ved togafsporingen. De var så virkelige, at jeg vendte mig rundt flere gange og til sidste valgte at dukke mig helt, for ikke at få en gasbeholder i hovedet. Det er en fryd – som at have været en tur i rutsjebanen – når man kommer ud fra sådan en vellykket film.

Det aller bedste ved ‘Super 8’ er nok, at børn er børn, og ikke helte – slet ikke superhelte. Det giver én troen på at oplevelserne og kærligheden ligger derude i livet til én — også selv om man bare er helt almindelig.

Freja, 15 år, Skanderborg