‘Never let me go’ er stjernebesat med Keira Knightley, Andrew Garfield, Carey Mulligan og Charlotte Rampling. Det er klassisk dystopia science fiction og set-up’et tegnede virkelig godt: Unge mennesker opflaskes på kostskoler udelukkende til at være samfundets organdonorer. Det store problem var desværre filmens fuldstændige forudsigelige plot og karakterer.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Never let me go’

Instruktør:

Mark Romanek

Land:

Storbritannien

Distributør:

SF Film

Release:

2. august 2011

På Hailsham, en engelsk kostskole i moderne tid, lever en masse børn, deres lærere og forstander sammen på et udviklingsniveau, der minder om kulturen i 1940’erne. Eleverne har et simpelt, nøjsomt liv og bliver advaret med uhyggelige skræmmehistorier mod at bevæge sig uden for hegnet, der omkredser skolen.

Kærligheden kan lærerne dog ikke fjerne fra skolens blandende elever, og Ruth og Kathy forelsker sig derfor begge i den jævnaldrende Tommy. Kathy og Tommy klikker naturligt sammen, men det er alligevel Ruth, der ender med at få Tommy.

En dag afslører klasselæreren en skrækkelig hemmelighed for eleverne: de skal ikke ud og have jobs som alle andre mennesker, de skal udelukkende være organdonorer for andre, og efter 3-4 donationer vil de dø. Eleverne, der aldrig har kendt til andet uden for deres kostskole, tager beskeden med dyb ro og lærer at acceptere og ære deres vigtige skæbne.

Originalt, aktuelt og kontroversielt emne

‘Never let me go’ er stjernebesat med Keira Knightley, Andrew Garfield, Carey Mulligan og Charlotte Rampling. Det bliver ikke bedre. Skuespillet er fremragende, fotograferingen og scenografien er fuldstændig gennemført og virkelig smuk, og selve idéen med at avle mennesker kun til organdonation, er også ret original, meget aktuel og dejlig kontroversiel. Det er klassisk dystopia science fiction og set-up’et tegnede virkelig godt.

Forudsigelig

Problemet er bare, at der ikke er noget spændende plot i filmen. Udover en enkelt uforudsigelig hændelse nær slutningen, følger handlingen en snorlige retning mod det mål, som én af skolens lærere afslører for eleverne i begyndelsen. Jeg ventede spændt på, at historien pludselig ville vende og tage mig med storm, at det forudsigelige blot skulle lade mig tro, at jeg kendte begivenhedernes gang, for så pludselig at vende 180 grader. Men overraskelserne kom aldrig.

Udramatisk trekantsdrama

Heller ikke trekantsdramaet havde meget at byde på. Lige fra barndommen er Tommy og Ruth et så fastlåst par, at Kathy på intet tidspunkt gør det mindste forsøg på at vinde Tommys hjerte. Hun gennemlever blot smerten og accepterer den ulykkelige kærlighed, og det er der ikke meget drama eller spænding i – kun tristesse. Og som det afsløres i første scene, inden tilbageblikket påbegynder historien, vælger Kathy også et liv som ‘plejer’ (af organdonorerne) – mest af alt en from accepterende rolle, som var hun en nonne i et kloster. Jeg havde i det mindste troet, at Kathy blev forkæmperen for den sociale indignation i det kyniske samfund delt op i donorer og modtagere.

Elsker du ‘Never let me go’?

‘Never let me go’ er én af de film jeg absolut ikke forstår. De to stjerner går som sagt til skuespillerne, skuespillet og fotograferingen. Det er en visuelt smuk film, men der må i mine øjne være gået et eller andet meget vigtigt tabt i oversættelsen fra japanske Kazuo Ishiguro’s prisvindende roman til screenplay, siden plottet virker så banalt og uden overraskelser.

Hvis du elsker filmatiseringen af ‘Never let me go’, så fortæl endelig hvad det er, der griber dig, i en kommentar nedenfor. 🙂