Efterårsferie: Sommerferien er slut, og næste store lyspunkt er efterårsferien, hvor vi har en dejlig tradition for at unge og voksne tager sammen ud og oplever en masse spændende i den friske luft, med de farverige blade hvislende om fødderne. Bliv fristet her af de bedste tilbud i København og på Frederiksberg.

Af Peter Kock Henrichsen
“Hvad skal vi lave i efterårsferien?” København er fuld af de mest spændende aktiviteter netop i efterårsferieugen, men det kan være lidt svært at finde rundt mellem dem alle sammen. Vi har derfor samlet nogle af de allerbedste her.

God fornøjelse i efterårsferien!

Kulturnatten

Fredag den 14. oktober 2011 er der mere end 600 arrangementer på 237 museer, teatre, biblioteker, kirker, ministerier, parker og pladser over hele byen. Det nye i år er, at Kulturpasset er byttet ud med et såkaldt Kulturkit.

Køb KulturKit

KulturKittet koster 90 kroner, og du kan købe det på de fleste S-togstationer, biblioteker og kulturinstitutioner i København og på Frederiksberg.
Børnepas er gratis og kun for sjov til alle børn under 12 år, så de også får et pas. Børnepasset er ikke nødvendigt for at deltage i Kulturnatten arrangementer og det kan ikke bruges som billet i bus, tog og Metro.

Dit KulturKit indeholder:

  • Kulturpas – Giver fri adgang til alle Kulturnattens arrangementer. Kulturpasset giver også gratis transport med tog, S-tog, bus og metro i hele hovedstadsregionen fra kl. 17 til kl. 05. To børn til og med 11 år kører gratis sammen med en voksen der har kulturpas.
  • Trykt program – Dit overblik over alle de mange arrangementer, lige til at have i tasken.
  • Byens Net Guide – Her kan du se køreplaner for tog og busser.
  • Fribillet til Kultur – Med denne fribillet kan du efter Kulturnatten gratis besøge et af de spændende steder, der er nævnt på billetten. Fribilletten er gyldig fra den 15. oktober til den 31. oktober 2011, og kan kun bruges en gang til et af stederne.

  • Kulturnatten
  • Tid: Fredag d. 14. oktober, kl. 17-02
  • Adgangspriser: Kulturkit 90 kr.
  • Tip: Gå ind på Kulturnattens hjemmeside og lav jeres eget program på forhånd.

Efterårsferie på Zoologisk Museum

KRYB & KRAVL – mød de største og de giftigste

I efterårsferien bliver Zoologisk Museum invaderet af alverdens eksotiske kryb og kravl. Du kan møde kæmpegiftslanger, verdens største og giftigste edderkopper, verdens største skorpion, verdens største tusindben, verdens største skolopender, verdens største vandrende pind og verdens største biller. Der er kryb-og-kravl-jagt for børnene med præmier på højkant.

  • Kryb og kravl på Zoologisk Museum
  • Tid: Alle dage lørdag 15. – søndag 23. oktober kl. 10-17
  • Adgangspriser: Voksne: 75 kr. Børn (3-16 år): 40 kr.
  • Tip: I efterårsferien har museet også åbent om mandagen fra 10-17.

Eventyrteatret: Herkules

Eventyrteatret fejrer i år sit 20 års jubilæum med familiemusicalen ”Herkules”. Som halv gud og halvt menneske færdes den unge Herkules lige hjemmevant på Olympen og på Jorden. Da gudernes evige ungdom er truet, sender Zeus den unge helt på en farlig mission til jorden for at finde ud af, hvem der har bortført ungdommens gudinde, den smukke Hebe – og Herkules hvirvles ind i et forrygende eventyr blandt amazoner, satyrer og andre eventyrlige væsener.

Moderne klassiker

”Herkules” er en moderne fortolkning af historier fra det gamle det gamle Grækenland. Men det er også en historie om at Herkules ikke føler sig rigtigt hjemme hverken på Olympen eller på jorden. Det er en følelse, som mange af nutidens børn og unge også kender – f.eks. skilsmissebørn og ­børn og unge af anden etnisk oprindelse end dansk, hvor det er en naturlig del af hverdagen at pendle mellem to familier eller to kulturer. Måske kan Herkules inspirere til at tage det bedste med fra begge verdener.

Masser af talent og energi

Glæd dig til en fejende flot familiemusical, hvor 90 af landets største unge talenter med smittende energi og livsglæde giver både børn og voksne en uforglemmelig oplevelse med masser af humor og spænding, imponerende dansescener og iørefaldende sange.

Forestillingen varer 2 timer og henvender sig til børn fra 5 år og opefter.

  • “Herkules” – Eventyrteatret – Glassalen i TIVOLI
  • Tid: 7. oktober – 23. oktober 2011
  • Adgangspriser: 150 – 275 kr. + gebyr på 20 kr.
  • Tip: I efterårsferien giver billetten også adgang til Halloween i TIVOLI, så man sparer TIVOLI-entré.

Spis en græshoppe i efterårsferien

Ved du hvordan græshopper smager? Og har du prøvet at putte melorme i din spagetti? I efterårsferien bliver der ekstra meget ’BVADR-faktor’ på Experimentarium, når kribledyr kan blive set, rørt, zoomet ind på og ligefrem spist.

Experimentarium åbner d. 10. oktober op for den nye særudstilling KribleKrable, hvor du kan gå på opdagelse i klamme krybs verden og lære en masse om det næsten usynlige liv omkring dig, på dig og i dig. Eller dem som mæsker sig i dig?

Når vi i efterårsferien dissekerer øjne, lunger, hjerte og hjerne er spyfluens puppe nu også på menuen. Her får du et særligt indblik i livet i en puppe, når vi undersøger spyfluens udvikling fra puppe til flue. Oplev også vores nye store show, hvor fårekyllinger kommer på panden, og du kan få en smagsprøve på en græshoppe eller en portion melorme-spagetti! Udstillingen er fuld af aktiviteter for børn og voksne i alle aldre, som turde at komme tæt på klamme dyr.

Masser af lærerigt sjov

Er kriblende dyr ikke lige dig, så har vi i hovedudstillingen på første sal masser af kvadratmeter sjov for hele familien. Blandt andet BørnePavillonen, Dig & Mig, Cirkus Fysikus og Energi.

En fast og meget populær ingrediens på Experimentarium er de fascinerende shows, fx Klimashow med store flammer og skumsøjler eller det altid populære sæbebobleshow, som man kan opleve dagligt i efterårsferien.

Vi har åbent hver dag i hele efterårsferien – og som altid er ALT gratis, når entreen er betalt. Shows, demonstrationer og aktiviteter er fordelt over hele dagen.

  • Kriblekrable – du er aldrig alene!
  • Tid: Udstillingen åbner 10. oktober 2010
  • Adgangspriser: Børn 3-11 år 100 kr., voksne 160 kr.
  • Tip: Tirsdag har Experimentarium åbent til kl. 21

Efterårsferie på Geologisk Museum

Velkommen til Geologisk Museum – vi fortæller og formidler om altings oprindelse og udvikling. Vores udstillinger spænder fra universets dannelse til vores egen udvikling fra abe til menneske. Gå på udforskning og hør om Solsystemet og Jorden, og de fantastiske naturkræfter, der har formet vores egen planet og livet på den igennem millioner af år.

På Geologisk Museum har vi i efterårsferien dobbelt formidlingsprogram. Det vil sige at vi hver dag har 2 gange “afstøbning” og 2 gange “rundvisning” og programmet vil være:

  • Afstøbninger kl 10:30 og kl 13:30
  • Rundvisning kl. 12:00 og kl 15:00

  • Geologisk Museum
  • Tid: lørdag d. 15. til søndag d. 23. oktober, kl. 10-16
  • Adgangspriser: Voksne: 40 kr. Børn (3-16 år): 25 kr.

Efterårsferie 2011 på Politihistorisk Museum

Politimuseet slår i efterårsferien dørene op for et hav af arrangementer.

  • Mandag: Kom ind på museet og fang tyven. Omvisninger for børn kl. 11, 12.30 og kl. 14
  • Tirsdag: Bliv forbryderbarn for en dag. Lav dine egne fingeraftryk og forbryderbillede.
  • Onsdag: Bliv forbryderbarn for en dag. Lav dine egne fingeraftryk og forbryderbillede.
  • Torsdag: Politiets hunde (13-15) og biler er på besøg.
  • Fredag: Kom ind på museet og fang tyven. Omvisninger for børn kl. 11, 12.30 og kl. 14.

Se museets hjemmeside for detaljer omkring det enkelte arrangement.

Institutioner: TILMELDING ER NØDVENDIG!

  • Politihistorisk Museum, Fælledvej 20, 2200 København N.
  • Tid: Fra mandag til fredag i uge 42 er museet åbent hver dag fra 11-16.
  • Adgangspriser: Voksne 30 kr., børn (under 18 år) 10 kr.
  • Tip: Målgruppe: fra 5 år og op efter.

Efterårsferie-teenagefilm: FOOTLOOSE

Efter moderens død kommer Ren MacCormack i pleje hos sin onkel. Der er langt fra det moderne Boston til den lille sydstatsby Bomont. Ikke blot i kilometer, men også i år. Ren er fuldstændig uforberedt på de strenge moralske regler i det lille samfund: Ingen højlydt musik, ingen spiritus til unge,
ingen dans.

Affære med pastorens datter

Ren og hans bymanerer bliver hurtigt bemærket; af lærerne, af sheriffen og af de andre elever. Han får både venner og fjender – det sidste, især fordi Ariel, datter af pastor Shaw, der våger over byens moral, får et godt øje til ham og måske ser ham som en mulighed for at gøre oprør mod sin far på en ny måde. Men Ren vil ikke lave ballade. Han vil bare have lov til at danse. Og han stiller sig i spidsen for et ungdomsoprør i Bomont.

Kenny Wormald og Julianne Hough

Med Kenny Wormald og Julianne Hough i hovedrollerne vender instruktøren Craig Brewer tilbage til en af 80’ernes skelsættende ungdomsfilm, ”Footloose”. Her sættes de voksnes forskrækkede beskyttelsesforanstaltninger op over for ungdommens altid usvækkede tro på livet – og deres ønske om simpelthen at være unge. Og få lov til at danse.

  • FOOTLOOSE
  • Tid: Premiere torsdag d. 13. oktober 2011
  • Adgangspriser: Almindelige biografbilletpriser ca. 70-80 kr.
  • Tip: Reserver billetter på kino.dk, for der er tryk på biograferne i efterårsferien.

Tag på himmelsafari i Rundetaarn

Vidste du, at Månen langsomt fjerner sig fra Jorden, og at Jupiter er den største planet i solsystemet?

Kom og se på den fantastiske, funklende vinterhimmel og hør vores observator fortælle om Månen, Jupiter og dobbeltstjernen Albirero i Observatoriet på toppen af Rundetaarn.

  • Rundetaarn, Jupiter og månen i observatoriet.
  • Tid: Observatoriet er åbent mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 19 -21 i efterårsferien.
  • Adgangspriser: Voksne 25 kr., børn 5 kr.

Efterårsferie-teenagefilm: De tre musketerer – 3D

Historien om de tre musketerer begynder i Venedig, hvor Athos, Porthos og Aramis er tæt på at finde en af Europas vigtigste og bedst gemte artefakter – Leonardo Da Vincis tegning til at bygge verdens første luftskib. Det lykkedes for vores helte at finde skatten, men Athos’ forførende elskerinde, Milady de Winter, snyder dem og lader den engelske Hertug af Buckingham stjæle tegningerne. Athos er sønderknust, og de tre musketerer mister gejsten for heltelivet.

Et år senere er musketererne tilbage i Paris, hvor de møder den unge, entusiastiske D’Artagnan, der bliver skuffet og forvirret over at se de berømte helte desillusionerede og pessimistiske. Det hjælper heller ikke, at den nye Kong Louis er et naivt barn, der let lader sig manipulere af den skumle Kardinal Richelieu. De tre musketerer længes efter en værdig sag at kæmpe for.

De kommer ikke til at vente længe. En ondskabsfuld plan sættes i værk indenfor murene i det franske palads. Kardinal Richelieu og Milady de Winter vil skabe krig mellem Frankrig og England ved at gøre Kong Louis jaloux, og i processen vil Richelieu sørge for selv at bestige tronen som hersker. De stjæler Dronningens diamanthalskæde og placerer den hos Hertugen af Buckingham, og så vil de få Kong Louis til at tro, at hans Dronning har en affære med den notoriske skørtejæger.

D’Artagnan opdager plottet, og med smittende entusiasme får han overtalt de tre musketerer til at tage med på mission for at skaffe diamanthalskæden tilbage. I England må de bruge skarpsindighed og alle deres evner ud i kampkunst for hele tiden at være et skridt foran Kardinal Richelieus forræderiske spil, og de finder en værdig modstander i Rochefort, Kardinalens højre hånd. D’Artagnan og de tre musketerer kastes ud i det vildeste eventyr, fra Tower of London til Notre Dames tagryg, og til frygtindgydende, flyvende krigsfartøjer. De fire helte må stå sammen for at redde Frankrig, og ikke mindst for at redde deres egne liv – én for alle og alle for én!

Og husk så lige det allerbedste: MADS MIKKELSEN SPILLER ‘ROCHEFORT’! 😀

  • De tre musketerer – 3D
  • Tid: Premiere torsdag d. 13. oktober 2011
  • Adgangspriser: Almindelige biografbilletpriser ca. 70-80 kr.
  • Tip: Reserver billetter på kino.dk, for der er tryk på biograferne i efterårsferien.

Ridderturnering og middelaldermarked

Der er ondskab i luften… Den griske og udspekulerede ridderfamilie Rane har lagt en ond plan for at stjæle Ridderfamilien Hvides jord og rigdom. Foran byens borgere vil de udfordre familien Hvide til turnering på liv og død. Sværdene er slebet, lanserne er spidset, rustningerne er pudset og hestene gjort klar, der er kamp i luften. Men familien Hvide mangler en ridder. Vil en ædel herre tage plads på de godes side og forsvare Hvidefamiliens ære? Kom og se årets store ridderturnering på Tøjhusmuseet med et stort og flot middelaldermarked hvor der er gøgl, fægtetræning, bueskydning og meget mere. Det er kun udvalgte boder der tager imod betalingskort. Det er således en god ide at medbringe kontanter til køb af bl.a. mad og middelaldereffekter. Bemærk: Ridderturneringen foregår hver dag kl. 11 og kl. 14.

  • Tøjhusmuseet, Frederiksholms Kanal 29 · 1220 Kbh. K
  • Tid: 16. – 23. oktober kl. 10-16
  • Adgangspriser: Varierende priser afhængig af om man også vælger ridderturnering. Se priser på hjemmesiden nedenfor

Vi sætter løbende nye arrangementer på lige indtil efterårsferiens begyndelse, fredag den 14. oktober 2011, så kom endelig tilbage. 🙂