Traileren til ‘Source Code’ er virkelig fængende. Jake Gyllenhaal og Michelle Monaghan er virkelig søde sammen, men elsker du ‘Inception’, og har du allerede set ‘Buried’, vil der være for mange elementer der går igen, til at du vil finde historien unik.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Source Code’

Instruktør:

Duncan Jones

Land:

USA

Distributør:

Midget Entertainment

Premieredato:

11. oktober 2011

Følelses-barometer:





Colter Stevens (Jake Gyllenhaal), en US Army helikopterpilot, der har mistet hukommelsen, vågner pludselig op i regionaltog. Han finder hurtigt ud af, at alle omkring ham tror han er en anden mand. Otte minutter senere eksploderer toget og Stevens befinder sig pludselig i en slags rumkapsel. På en skærm får han kontakt med en person, der hedder Goodwin (Vera Farmiga), der fortæller ham, at han er nødt til at vende tilbage til toget, for at finde ud af hvem der lagde bomben i toget. Stevens får endnu otte minutter til andet forsøg på at finde bombemanden.

Godt castet

‘Source Code’ begynder rigtig spændende, og jeg har at ukendte årsager altid holdt af film der foregår ombord på et tog. Ligesom i flykapringsfilm har man problematikken med at man ikke bare lige kan komme af, men i tog kan man klatre udenpå og ovenpå det, hvis man rigtig skal slå sig løs. Udover at pigerne helt sikkert vil falde for charmerende Jake Gyllenhaal er Michelle Monaghan også perfekt castet i rollen som Christina Warren. Hendes ærlige og søde smil, går lige i nervesystemet og det er umuligt ikke at holde af hende.

Lidt ligesom et nyt computerspil

Temaet er, at Stevens skal redde en masse amerikanere fra en sindssyg terrorist (måske har du set sådan en film før?), og den røde tråd er at holde os hen med mystikken omkring hvordan militæret kan få smidt Stevens tilbage i tiden. De første fire gange Stevens bliver sendt tilbage, syntes jeg også det var rigtig spændende, men ligesom Phil (Bill Murray) er ved at gå til at kedsomhed i filmen ‘En ny dag truer’ (‘Groundhog Day’ 1993), hvor han konstant vågner op til den samme dag og menneskerne omkring ham gør og siger det samme, så bliver Stevens mission også lidt kedelig.

Det minder i det hele taget meget om at spille et nyt computerspil, hvor man hele tiden dør og hele tiden må begynde forfra. Selvfølgelig er man glad for hele tiden at komme lidt længere, men man irriteres også over at skulle den samme start igennem igen og igen.

Også lån fra ‘Inception’

Selve Stevens frustration i den underlige indelukkede rumkapsel – altså når han ikke er tilbage i tiden på toget – minder også utrolig meget om Ryan Reynolds kamp i ‘Buried’, hvor han blot i en kiste som den amerikanske krigs-truck-chauffør, Paul Conroy, skal regne ud hvordan han er havnet der og hvordan han slipper ud. Og idéen med at ændre i begivenheder tilbage i tiden, så vi jo allesammen i ‘Inception’. Så en masse gode sager lånt fra tre storfilm giver ‘Source Code’.

Skuespillet er fremragende, togeksplosionerne hører til i den dårlige ende af special effects, men har man ikke set de tre nævnte film, som ‘Source Code’ minder om, er der en ok filmoplevelse i vente.


Ekstramateriale:

• Behind the Scenes