Når en roman aldrig rigtig fænger før slutningen, er det bare rigtig surt show, når man havde rigtig store forhåbninger til den. Sådan havde jeg det med ’Dødens å’.

Anmeldt af Josefine Mariendal Huus

Titel:

‘Dødens å’

Forfatter:

Annette Bjørg Koeller

Sider:

175

Udkom:

9. september 2011

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:





Sidst i 1800-tallet i en lille dansk landsby er der gennem de sidste mange år sket mange forfærdelige drukneulykker i åen, den såkaldte ”dødens å”. Ofrene er små børn.

Ulykkerne fortsætter med at ramme landsbyen i hobetal. Eller er det i virkeligheden mord? Er der en psykotisk barnemorder på spil i landsbyen? Tre år efter at den trettenårige Frias lillesøster Signe druknede i åen, lykkedes det hende at redde naboens søn, Grødskæl, fra den samme skæbne. En tabt halskæde, et par fodspor i det våde mudder ved åen og en god portion mod og nysgerrighed får Fria til at begynde at undersøge sagen nærmere, og mistankerne flyver i alle retninger.

Imidlertid er Fria jo egentlig bare en uvidende tøs, der blander sig for meget, har lidt specielle forældre, der brygger øl og driver et badehus. Og så er der også det, at Fria egentlig burde være ude og tjene, som andre børn på hendes alder. Sladderen går på livet løs om hendes familie. Så hvem gider lytte til hende og hendes grublerier?

Ikke en spændingsroman

Bag på ’Dødens å’ står der, at det er en ”historisk spændingsroman” – og af de to udsagn, er der kun en, der holder stik.
Det gamle Danmark er blevet vækket til live igen i en lille landsby, hvor både møller, vaskekone og graver er at finde. Man får et indblik i det markant anderledes familie- og landsbyliv, og datidens sprog er også med. Til tider svigter det gamle image dog, og man kommer til at få en følelse af, at det her sagtens kunne være en nutidig landsby. Men historisk kan den sagtens kaldes.

Men det er ikke en spændingsroman – det kan godt være, at det var intentionen, men jeg blev aldrig rigtig fanget af den. De øjeblikke hvor man som læser bare ikke kan lade være med at vende siderne, hvor man bare må have mere, savnede jeg virkelig. Fint, der bliver gjort en masse spekulationer om, hvem der er barnemorderen. Mistænkte udpeges. Alligevel følte jeg mig aldrig særlig motiveret til at fortsætte, før det spidsede helt ind i slutningen af bogen, hvor morderen endelig afsløredes. En bunke brænde er stablet op, og det har potentialet til at flamme op og blive stort og ubegribeligt flot. En tændstik stryges, og ilden tager kortvarigt fat i de mindste af kvistene, men dør hurtigt ud. Gnisten er der bare ikke.

Uddrag af ‘Dødens å’

Da hun var lille, havde far fortalt skræmmehistorier om Å-manden. Om den sorte, lodne hånd, der rakte op af åen og greb ud efter dem, der kom for tæt på, især om aftenen. Man fandt aldrig de ulykkelige igen. Det eneste, der blev tilbage af dem, var deres våde skrig, som fik åen til at suse og sukke. Men så var han med ét holdt op med de historier, og nu havde han kun hån og hovedrysten tilovers for de madammer, der gysende hviskede om vandets mørke kræfter.
Å-manden. Fria vidste, hvordan der så ud både over og under vandoverfladen, og der var ingen sære fangarme, som pludselig kunne skyde op og lægge sig som en skruestik om anklen. Slæbe børn med et hårdt ryk. Og vikle sig om dem, så de ikke kunne komme op igen. Give dem en omfavnelse, deres forældre ville ønske, de aldrig havde fået.

Uforudsigelig, men alligevel ikke

Heldigvis er ’Dødens å’ uforudsigelig med hensyn til hvem morderen er. Dog kan man på den måde også kalde den forudsigelig, fordi man ved, at det ikke er til at forudsige, hvem der i virkeligheden er morderen med så mange kort i spil. Det er bare rigtig irriterende at vide, at de mistænkte, man hører om gennem hele bogen, slet ikke er forbryderen.
Til sidst da morderen endelig afsløres, bliver boldene stadig kastet rundt – og det var i hvert fald til stor fornøjelse at læse.

Irrelevant berøring af puberteten

Kortvarigt berører bogen emnet om den kvindelige pubertet. Selvom den kun har en sides plads, irriterede den mig ekstremt voldsomt, fordi den virkede så malplaceret i bogen som et hele.

De næste sider kunne jeg slet ikke lade være med at tænke på det, og det flyttede fuldstændig mit fokus fra historien. Ikke særlig hensigtsmæssigt. Måden, det var beskrevet på, virkede bare så kejtet og mærkeligt, som om forfatteren virkelig kæmpede for at finde på ny måde at beskrive, hvordan det som pige er at komme gennem den tid. Hvis det skulle have haft nogen relevans, skulle det have påvirket plottet meget mere – men det gjorde det slet ikke. Det var bare en lillebitte ligegyldig detalje.

Historielærer

Annette Bjørg Koeller har fokuseret for meget på det historiske og har glemt sit eget plot – det, der skal drive læseren videre. Jeg forestiller mig hende som den her historielærer, der bare elsker 1800-tallet, og bare virkelig gerne vil lære de danske børn om den, fordi hun selv brænder så meget for den!

“Historiebogen-med-et-twist-af-barnemord”-cocktailen, som Koeller har fået blandet, kan måske hjælpe mig med en fremtidig historieopgave, jeg bryder mig bare ikke specielt om den.