V: Sci fi-serien fra 1983 med øgler forklædt som mennesker, der forsøger at overtage verdensherredømmet, var så spændende, at jeg næsten ikke kunne vente en uge med at få næste afsnit. Nu er serien blevet genskabt, men efter de første forrygende episoder, bliver al drama og spænding poleret bort i pæne, langtrukne dialoger. Det er slet ikke, som det var i 80’erne, og i USA er det nye remake af ‘V’ tilmed blevet sammenlignet med Obama-styret. Når Sci fi bliver lige så kedelig som politik, er der noget alvorligt galt.
Af Peter Kock Henrichsen | ![]() |

Titel:
‘V First Season’
Indeholder
3 DVD’er, 499 minutter
Land:
USA
Distributør:
Warner Bros.
Udgives:
22. november 2011
I 29 storbyer verden over svæver der pludselig nogle gigantiske rumskibe. Folk tror jordens undergang er nået, men de de besøgende (V for ‘Visitors’) ligner mennesker og præsenterer sig som venner af menneskeheden.
Vores udgangspunkt er New York, hvor politikvinden fra NYPD, Erica Evans (Elizabeth Mitchell), bor sammen med sin teenagesøn Tyler (Logan Huffman). Erica har ikke et roligt øjeblik efter V-folkene begynder at lave byen om, mens Tyler med unge øjne ser V’s som en forfriskning til den kedelige hverdag. Hurtigt bliver han trukket med i et ‘Peace Ambassador Program’, hvor han sammen med den bedårende V-pige Lisa (Laura Vandervoort), skal forsøge at knytte bånd mellem mennesker og V’s.
Erica får dog hurtigt bekræftet sine bekymringer, da hendes politikollega igennem syv år, Dale, viser sig at være en V. Jorden er altså blevet infiltreret af V’s, som en slags hemmelige spioner i mere end syv år. For ikke at bekymre Tyler mere end nødvendigt, tør Erica dog ikke komme ud med sandheden, og modsat tør Tyler ikke fortælle sin mor, at han bruger alle sine eftermiddage og aftener i V-rumskibet sammen med Lisa.
Erica skaber til gengæld en oprørsgruppe, som skal bekæmpe V’s i al hemmelighed, så vidt det er muligt.
Flot modtagelse
Tv-serien ‘V’ er genskabt til den amerikanske tv-kanal ABC i 2009 ud fra miniserien af samme navn fra 1983. Specielt først afsnit havde meget store seertal i både USA og Storbritannien, men i USA faldt seertallene dramatisk til det halve allerede efter fire afsnit.
Min oplevelse af ‘V’ var stort set den samme. Seriens ‘pilot’ som man kalder introduktionsafsnittet af en tv-serie i USA, var virkelig fremragende og lovende. Skuespillerne er i top, special effects er lige så flotte som i moderne spillefilm, og de mange forskellige hovedpersoner vi følger som små selvstændige historier, der langsomt bliver flettet sammen, fik også ‘V’ til at virke både spændende og varieret.
Halvering af seertallene
Men efter tre-fire afsnit begynder det hele at gentage sig. Nu har vi set det det flotte V-moderskib, der svæver over N.Y. og vi kender efterhånden alle hovedpersonerne ind og ud, men dialoger og handlingsforløb bliver trukket i langdrag, og oprørsbevægelsen får ikke rigtig udrettet noget. Samtidig ved vi jo, at der ikke rigtig kan ske hverken Erica eller Tyler noget, da de jo er hovedpersonerne, så dem vi føler for er sikre og så er der pludselig ikke særlig meget på spil.
Flot udenpå – kedelig indeni
‘V’ har en mægtig flot ydre finish. Kulisser, locations og fotograferingen er i top, men der er meget få actionscener og meget lidt spænding fra afsnit 4 og frem. Dialoger, dialoger og atter dialoger. Og så lidt skumle planer. Vi ved hvor alle står, både de gode og de onde, men rigtige konfrontationer, hvor der er nogen, der får en overraskende røvfuld, sker bare aldrig! Heller ikke humor er der i ‘V’, og det gør blot serien endnu mere selvhøjtidelig og dermed langtrukken.
Det frydefulde groteske er poleret væk
Fra at have været enorm fan af miniserie ‘V’ fra 1983, må jeg erkende at remaket ikke fungerer for mig. I 1983 fik man virkelig set, at ‘V’s er øgler og de slugte også mus og rotter i helt stor stil, som var de slanger. De charmerende træk er poleret helt bort i den nye version, hvor man kun sporadisk får set lidt øgleskæl og en lodret øgle-pupil.
Det var netop disse detaljer, der gjorde serien så frydefuldt anderledes dengang i 1983, så det er mig en gåde at man har pillet de grusomme aliens fra. Som V’s opfører sig i denne 2009-udgave, kunne det lige så godt have været en nyreligiøs sekt, som Tyler var blevet fanget ind i. I USA har republikanerne endog sammenlignet V’s med Obama-styret.
Ikke engang to hele sæsoner
Hvor store amerikanske tv-serier som for eksempel ‘Pretty Little Liars’ kører med sæsoner på 22 afsnit, så er ‘V’ af typen, der kun består af 12 afsnit. ABC forlængede ‘V’ til en sæson 2 med 13 nye episoder, men det blive sidenhen reduceret til kun 10 episoder. 13. maj 2011 valgte ABC helt at nedlægge serien.
Skriv et svar