Dansk fantasy: En letlæselig, underholdende roman med et lettere børnebogsagtigt præg, indeholdende overnaturlige væsner som dæmoner – lyder det som noget for dig? Så kan det være, du skulle overveje at læse ’Pectus’ Sten’.
| Anmeldt af Josefine Mariendal Huus, 14 år |  |
Titel:
‘Pectus’ Sten’
Forfatter:
Sider:
250
Udkom:
12. april 2011
Forlag:
Forlaget Carlsen
Følelses-barometer:
Vores verden er ikke, som de fleste mennesker tror – den er langt mere, end det de fleste mennesker ser og ikke ser. Tilmed kan den ikke eksistere for evigt ved egen kraft; hvert 500. år må den fornyes af en udvalgt. Ellers vil verden lide fatale følger.
Laus bor sammen med sin onkel og sin forfærdelige, snagende tante. Da Laus modtager invitationen om at deltage i det hemmelige tv-show Pectus’ Sten, smider han den i første omgang ud. Men afsenderne, Øvre Orden, er hårdnakkede og vil ikke give op. Snart befinder Laus sig på et fly til Amsterdam, uvidende om at hans tante inden længe vil sende et par ”detektiver” – to onde dæmoner – ud for at finde ham.
Isabells forældre har så travlt, at de knap har tid til hende. Hun går på en kostskole i England, der er præget af konkurrence mellem eleverne. Af et medlem fra Øvre orden bliver hun personligt opsøgt, og hun påtager sig straks opgaven som verdenens fornyer.
De to vidt forskellige, men alligevel meget ens fornyere, engelske Isabell og danske Laus, må indse, at opgaven er langt mere besværlig end først antaget. Alt, der burde gå glat, bliver til en bumlet tur mod det endelige mål: at finde Pectus’ Sten.
Svær at komme i gang med
Da jeg først hørte om Pectus’ Sten, gik jeg ind på nettet for at læse, hvad den handlede om. I mine ører lød det spændende. Da jeg så modtog den med posten og så forsiden, kunne jeg ikke lade være med at tænke: jeg er ikke en del af den her målgruppe. Jeg syntes og synes stadig, at forsiden umiskendeligt ligner én, der burde sidde på en bog for mindreårige børn.
Men jeg begyndte på bogen alligevel, for jeg ville ikke dømme bogen på omslaget, som man jo så ofte kommer til. ’Pectus’ sten’ fangede mig ikke i starten, og til min store skræk fandt jeg ud af, at siderne indimellem er beklædt med illustrationer.
Illustreret
I starten irriterede illustrationerne mig specielt meget, for da det trak lidt mere hen mod, at bogen virkelig godt kunne læses af min aldersgruppe, blev følelsen afbrudt af en illustration. Nogle steder virker de godt og fremhæver det sjove og hjælper tilmed med indre billeder – men når så det bliver rigtig alvorligt, og jeg føler mig opslugt af, hvad der sker, bliver øjeblikket pludselig afbrudt af en tegning – igen.
Uddrag af ’Pectus’ sten’
”Nogle timer senere stod Laus i lufthavnen. Det var første gang, han skulle flyve, så små bobler af spænding futtede ivrigt rundt i hans mave.
Det var med rystende hænder han gav damen ved skranken billetten og det falske pas. Hun kiggede lidt på sin computerskærm og i hans papirer. Så løftede hun blikket og smilede til ham.
”Vil du sidde ved vinduet?” spurgte hun.
Laus nikkede. Han havde frygtet at blive stoppet af lufthavnspersonalet, men nu, da det så ud til at gå, som det skulle, begyndte han at glæde sig.
Han skulle ud at flyve. Han skulle være med i et tv-show. I Amsterdam. Allerede nu følte han, at han havde oplevet mere end nogensinde før i sit liv.”
Velskreven
Skriftstørrelsen og –typen er letlæselig, og sproget er nemt at forstå. Ikke noget der. Samtidig er ’Pectus’ sten’ virkelig velskreven. Jeg var underholdt det meste af tiden, og jeg synes, Lise Bidstrup kommer med mange gode påfund. Hun når at få sin historie vidt omkring. Laus og Isabell må valfarte fra det ene sted til det andet – lige fra Sverige til Australien – og de støder også ind i mange forskellige skæbner og udfordringer.
Jeg skal helt sikkert udforske nogle flere af Lise Bidstrups andre bøger.
Det gode og det onde
’Pectus’ Sten’ er virkelig en ”det gode mod det onde”-fortælling. Dæmonerne, der ønsker at forny verden efter eget behag, er så grumme, som de kan være. Sylespidse tænder, slangetunger, brændende øjenhuler – ja, det bliver vidst ikke meget værre.
Så er der Øvre Orden, som er en trio gamle mænd, der lejlighedsvist ses klædt i jakkesæt. De skændes indbyrdes, som et gammelt ægtepar ville gøre. De er de gode, der allerhelst vil se alt det onde ude af verden. Sjældent kan man lade være med at trække lidt på smilebåndet, når man hører om dem, selv i de mest seriøse situationer.
Ikke 10 år længere
Vælger man at læse ’Pectus’ sten’, må man tage det onde med det gode og acceptere, at den er lidt af en børnebog. Hvis jeg havde været 10 år, så havde den underholdt mig. Jeg ville have været fascineret af de mange effekter, de magiske, flammende djinner og ikke mindst idéen om, at selvom Jorden er så stor, som den er, kan den ikke eksistere uden hjælp fra enkelte individer, som er så små til sammenligning.
Men – nu er jeg altså 14 år. Jeg var underholdt, da jeg først kom i gang og ind i historien, nok til at jeg fortsatte – men det er ikke en bog, jeg tager op fra hylden igen for at genlæse. Det er ikke en bog, jeg vil huske som noget særligt.
Skriv et svar