‘I går var i dag i morgen: Efter Jay Ashers kæmpesucces med ‘Døde piger lyver ikke’ (Thirteen reasons why), er der nok rigtig mange, der har ventet spændt på hans næste ungdomsroman. Desværre er ‘I går var i dag i morgen’ så langt fra ‘Døde piger lyver ikke’, at det er svært at tro, det er den samme forfatter. Idéen med at tjekke sin fremtid på Facebook er ganske god, den er bare ikke særlig godt udført, så læseoplevelsen blev lidt af en skuffelse.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘I går var i dag i morgen’

Forfatter:

Jay Asher
Carolyn Mackler

Oversat af:

Louise Urth Olsen

Originaltitel:

‘The Future of Us’

Sider:

331

Udkom første gang:

15. marts 2012

Forlag:

Politikens Forlag

Følelses-barometer:





Vi befinder os i USA i 1996. Emma, der går andet år på highschool, har fået sin fars gamle Window-95 pc, og hendes bedste ven, Josh, har foræret hende en cd-rom med et program fra AOL (America Online), så Emma kan komme på det forholdvis nye internet med et modem over husets telefonlinje.

På forunderlig vis får Emma adgang til noget, der hedder ‘Facebook’. Hun aner ikke hvad det er (For Facebook blev jo først lanceret i december 2004), men hun kan finde en masse små billeder af nogle personer, og specielt én af dem ligner hende selv som ældre — 15 år fremme i tiden.

Emma og Josh forstår, at det såkaldte ‘Facebook’ viser deres liv, som det kommer til at se ud, og da specielt Emma ikke er tilfreds med, at hun formentligt bliver ulykkelig med sin kommende mand og samtidig arbejdsløs, vælger hun at ændre ting i nutiden, så hun ikke skal opleve den fremtid som Facebook viser.

Det kendte sci fi-tema om at ændre fremtiden

Yep, ‘Sci Fi’ og ‘Young Adult’ er de to hovedgenrer i denne nye ungdomsroman skrevet af Jay Asher i et samarbejde med forfatterinden Carolyn Mackler, der i USA også er kendt for at skrive ungdomsbøger.

Set-up’et lyder nok ikke særlig originalt. Science Fiction har jo de sidste 150 år handlet om at rejse tilbage i tiden, for at få en chance for at ændre fremtiden. Der er skrevet et hav af bøger med det tema, og som naturlig følge af det, er der selvfølgelig også indspillet en hel del film om disse tidsrejser.

Ikke så underligt nævner hovedpersonen Emma selv filmklassikeren ‘Tilbage til fremtiden’ (Back to the future), hvor 17-årige Marty McFly (spillet af Michael J. Fox) bliver sendt tilbage til 50’erne i en lækker øse af en DeLorean af Dr. Emmet Brown. Filmen, der er produceret af Steven Speilberg og instrueret af Romert Zemeckis, bygger faktisk også på en roman fra 1985 af George Gipe.

I ‘I går var i dag i morgen’ foregår der dog ingen tidsrejser, men Emmas Windows-95 pc udgør et tidsvindue til fremtiden, så Emma og Josh kan holde øje med hvad er kommer til at ske ud fra de handlinger de foretager sig i nutiden (1996). Det nye, eller det unikke om man vil, er at Jay Asher og Carolyn Mackler har udvalgt ‘Facebook’ til at være fremtidsvinduet.

På mange måder synes jeg det er en for let løsning, fordi Facebook er noget af det mest benyttede i romaner på nuværende tidspunkt. På den anden side er det noget alle unge kan forholde sig til, og somme tider kan en succes netop ligge i, at man går efter det helt umiddelbare. Så langt så godt. Set-up’et er brugt og kun lidt nyt, men idéen er god nok og historien tegnede lovende.

65 skift undervejs

Desværre var der flere irritationsmomenter helt fra start. Asher og Mackler har bestemt sig for skiftende synsvinkler i 1. person mellem Emma og Josh. Der skiftes hele 65 gange undervejs, hvilket betød, at man mange gange kun nåede at læse 3-4 sider med hver person, inden synsvinklen skiftede igen. Det blev et rent ping-pong, der skabte en voldsom uro i læserytmen, og da hverken Josh eller Emma er tegnet særlig dybt med personligheder og karaktertræk, blev det rigtig nemt at komme i tvivl om hvis synsvinkel man læste.

De to hovedpersoner minder kort sagt alt for meget om hinanden, og da de hele tiden er sammen og taler med hinanden, bliver det virkelig bøvlet at bladre tilbage til kapitelstart for at tjekke om ‘jeg’ nu er Emma eller Josh. Jay Asher har tidligere være kritiseret for disse hastige synsvinkelskift i ‘Døde piger lyver ikke’, hvor mange syntes at Hanna Baker’s kassettebåndstemme også afbrød Jay’s fortællerstemme lige lovlig mange gange, så det er lidt underligt, at han stadig ikke holder fokus på én person gennem længere tid.

Emmas historie

I bund og grund er det Emmas bog, Emmas historie, hvor Josh selvfølgelig spiller en vigtig rolle. Men vi kommer aldrig så dybt ned i hovedpersonernes følelser, at det er nødvendigt med Josh som 1.-personfortæller. Mange gange bliver de to synsvinkler kun brugt til at genfortælle dét, som den anden lige har oplevet: Dobbeltkonfekt i min verden, hvilket sænker hastigheden og dermed spændingen, der ikke er voldsomt stor i forvejen.

Med det rigtig glimt i øjet og nogle få, klare mål, kunne det have været rigtig spændende og bestemt også morsomt at høre, hvordan Emma ville ændre på sine romantiske forhold 15 år fremme i tiden, men det blev det bare ikke. Emma er kun fokuseret på sin egen lykke og velstand i fremtiden på Facebook, så de personer hun omgås i nuet (1996), bliver nærmest kun skakbrikker for hende. Vi oplever aldrig Emmas virkelige romantiske følelser, og selv om hun kommer sammen med en fyr, er lidt lun på en anden og Josh samtidig er lun på hende, er det aldrig romance, der virkelig antænder nogen og bliver hot. I store træk handler romanen jo om at få den store kærlighed i fremtiden, men når Emma ikke engang kan give sig hen til noget romantisk i nuet, virker det ikke så underligt, at hun også bliver ulykkelig gift.

Teknologien midt i 90’erne

Romanen har gjort en del del ud af at fortælle hvordan teknologien og musikken var midt i 90’erne. Bøger med miljø- og kulturmæssige tilbageblik holder jeg normalt rigtig meget af, fordi de er så dejligt lærerige. Det er blot som om 1996 er for tæt på stadigvæk, til man kan få det store nostalgiflip over, at man for eksempel kørte med computer-modem over telefonnettet, at et download kunne tage flere timer samt at mobiltelefoner kun lige var kommet frem, og de fleste ikke engang vidste hvad en sms var. Er man yngre teenager, har man jo af gode grunde ikke oplevet det selv, men det er ikke flere år tilbage end ens forældre nok har fortalt om det snesevis af gange. Er man i 20’erne, kan man jo rent faktisk huske det, så det er der ikke meget nostalgi i.

Tåget plot

‘I går var i dag i morgen’ er til tider en lille smule hyggelig, så det er svært at blive rigtig irriteret på Emma og Josh, men nøj hvor går der lang tid med at logge ind, logge ud, klæde sig på, spise, køre bil og andre helt almindelige, kedelige gøremål. For pokker hvor jeg dog savnede en cliffhanger eller én eller anden for form action til sidst. Hvad som helst! En slåskamp, en lussing, en bøvs, eller bare en leverpostejsmad, der faldt på gulvet med leverpostejen nedad! Anything! Men … alle forholdt sig helt roligt.

De fleste vil også kunne genkende, at man som teenager er ret forvirret omkring hvad man gerne vil, ligesom Emma. Det, som man vil i dag, ligger måske også langt fra det, man ville i går. Det er jo en fin genkendelse i en ungdomsbog, det er bare ikke tendenser, der gør bogens plot særlig spændende.

At Emma gerne vil ændre sin fremtid, men ikke ved hvad det skal ændres til, gør historiens mål virkelig tåget. I ‘Tilbage til fremtiden’ er der ingen tvivl: Marty McFly vil have sin familie tilbage, og han stopper først, når alle medlemmer kommer tilbage på familieportrættet. Men Emmas status på Facebook ændres hele tiden uanset hvad hun gør. Også selv om hun blot tænker nye tanker, uden at handle på dem. På den måde blev det fuldstændig diffust, hvad målet egentlig var, og som læser vidste jeg simpelthen ikke hvad jeg skulle se frem til, hvor vi skulle hen eller hvad jeg burde håbe på. Slutningen gav mig heller ikke det svar.

Uddrag af ‘I går var i dag i morgen’

Jeg sætter cd-rommen i og kan høre den snurre inde i computeren. Jeg klikker mig igennem de første introduktionsskærmbilleder og trykker så downloadn, og den blå statuslinje fortæller, at det tager 97 minutter. Jeg kigger længselsfuldt ud af vinduet på den perfekte majeftermiddag. Efter en heftig vinter, og dernæst måneder fulde af kølig forårsregn, er sommeren endelig på vej.
Jeg har et løb i morgen, men jeg har ikke løbet i tre dage. Jeg ved godt, det er latterligt at være bange for at møde Graham. Wagner Park er kæmpestor. Den strækker sig rundt om hele indre by og ud til de nyere forstæder, og Graham kan jo spille frisbee hvor som helst. Men hvis han ser mig, ved jeg, han vil lægge armen om skulderen på mig og føre mig et eller andet sted hen, hvor vi kan kysse.