Gys: Hvad tror du din oldefar læste for 114 år siden, når han satte sig til rette med merskumspiben? Han læste selvfølgelig den nye spøgelseshistorie ‘Skruen strammes’ af den amerikanske forfatter Henry James. Nu er den skønne, psykologiske gyser oversat til et mere moderne sprog, så du som ung også kan få gåsehud og et spændende indblik i en forfatters tanker og skrivestil i 1800-tallet.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Skruen strammes’

Forfatter:

Henry James

Oversat af:

Viggo Hjørnager Pedersen
Lasse Rask Hoff

Originaltitel:

‘The Turn of the Screw’

Sider:

150

Udkom:

26. januar 2012

Forlag:

Rosenkilde og Bahnhof

Følelses-barometer:







Hvis du kun har læst mystik og spøgelseshistorier af nutidige forfattere, har du meget til gode. For de rigtig gode gysere og spøgelseshistorier stammer jo fra gammel tid, hvor man underholdte hinanden efter middagen, foran kaminilden, men de bedste og mest skræmmende beretninger, man kunne huske, man havde fået fortalt. Det var selvfølgelig også på den måde, at vandrehistorier opstod. Hver fortæller huskede måske kun de vigtigste kendsgerninger og lagde så lige lidt ekstra til selv, for at overgå de andre fortællere.

På næsten denne måde begynder Henry James sin roman ‘Skruen strammes’, men det bemærkelsesværdige i dette her selskab, der er fyldt med dårlige fortællere, er, at en enkelt person, Douglas, skiller sig ud ved at have en ægte historie. Ikke én han har fået fortalt gennem hundrede andre, men én som på skrift er blevet betroet ham at opleveren selv, en ung 20-årig præstedatter. Selskabet vil gøre alt for at høre denne historie, og Douglas lover derfor at sende bud til sin tjener, der skal låse historien ud af sit gemme og sende den med post til det pensionat, hvor Douglas og resten af selskabet opholder sig.

Douglas fortsætter så som oplæser af den unge præstedatters beretning: Hun får en stilling som guvernante for to børn – en dreng og en pige – der har mistet deres forældre. Onklen, der har overtaget ansvaret for børnene, ønsker ikke at have noget med dem at gøre, så han har placeret dem på sin gamle landejendom i Essex opvartet af fire-fem tjenestefolk. Eneste krav for at få stillingen, er, at præstedatteren ikke må besvære ham overhovedet med børnenes problemer. Uanset hvad der sker, vil han ikke høre om det eller involveres. Præstedatteren finder det ret usædvanligt, men som ung pige synes hun også det er en dejlig tillidserklæring, så hun takker ja.

Pigen og drengen er bedårende, og de kommer alle tre rigtig godt ud af det med hinanden. Måske går det næsten lidt for godt og lidt for let. Og pludselig får præstedatteren nogle syn, som ændrer hele hendes opfattelse af landstedet og børnenes tilsyneladende trivsel.

Uddrag af ‘Skruen strammes’

“Med hensyn til Griffins spøgelse, eller hvad det nu var, er jeg helt enig i, at det faktum, at det først viste sig for en lille dreng i så spæd en alder, tilføjer historien noget særligt. Men det er ikke det første tilfælde, jeg har hørt om, hvor denne form for spøgeri har involveret et barn. Og hvis det, at der er et barn med, strammer skruen på historien ene ekstra gang, hvad siger de så til to børn?”
“Vi siger naturligvis,” udbrød en eller anden, “at to børn strammer skruen to gange! Og at vi gerne vil høre om dem.
Jeg kan se Douglas der foran ilden, som han havde rejst sig og stillet sig med ryggen til, mens han med hænderne i lommen så ned på den, han talte med. “Ingen andre end jeg har hørt det før nu. Det er simpelthen for skrækkeligt.” Dette blev naturligvis erklæret for aldeles kosteligt af adskillige stemmer, og vores ven forberedte med afdæmpet kunstfærdighed sin triumf ved at rette blikket mod resten af os og fortsætte: “Det er hinsiden alt andet. Intet, som jeg kender til, kommer op på siden af det.”
“Hvad angår ren rædsel?” husker jeg, at jeg spurgte.
Han sagde noget om, at så enkelt var det ikke. Det virkede som om han virkelig havde svært ved at præcisere det nærmere. Han lod hånden glide over øjnene, og hans ansigt fortrak sig en smule. “Hvad angår gru – grufuldhed!”
“Åh, hvor herligt!” udbrød en af kvinderne.

Som koncentreret tomatpuré

Du smiler måske, når du ser at ‘Skruen strammes’ kun er på 150 siden, fordi du er vant til at grave dig igennem store fantasy-værker på 700 sider. Men Henry James skriver, som var det koncentreret tomatpuré. Han er detaljernes mand, og han har et formidabelt ordforråd, der kan præcisere selv de mindste stemninger og antydninger. Er du selv forfatterspire, kender du begrebet ’show it – don’t tell it’, og James forstår virkelig at vise dig tingene. Man opfatter lige så meget i de enkelte sætninger, som hvis man selv havde været guvernante på landstedet og kunne aflæse pigens og drengens kropssprog og adfærd. Det var dét, der fascinerede mig fuldstændig.

Hudløst tæt på

I en historie, der er over 100 år gammel, havde jeg måske forventet, at der var en masse, jeg ikke forstod og en masse, der var gået tabt, så jeg i stedet for en detaljeret historie måske kun anede et omrids. Men med Viggo Hjørnager Pedersens og Lasse Rask Hoff’s virkelig gode oversættelse – der desuden er støttet af Statens Kunstråds litteraturudvalg – kom oplevelsen, lige modsat af forventet, hudløst tæt på. Det uhyggelige ligger selvfølgelig i guvernantens oplevelser med børnene, men det gav mig også et kuldegys, at komme så tæt på så præcise tanker og følelser, der blev følt for så længe siden. På en måde føltes det lige så stærkt, som hvis jeg var blevet tilbudt en samtale med min afdøde oldefar.

Du kan træne din hjerne til indskudte sætninger

Henry James skriver med en ufattelig masse indskudte sætninger. Det er vi ikke vant til moderne ungdomslitteratur, og det er måske den eneste ting, der kan få nogle unge til at stejle. Jeg skulle også vænne mig til det, men gaven og ærefrygten i at kunne modtage denne enestående historie, var så stor, at jeg bestemte mig for at blive gode venner med de indskudte sætninger. På forunderlig vis lykkedes det. Jeg fik lavet en lille lagerrum i hjernen, hvor jeg opbevarede begyndelsen af sætningen, mens jeg læste de lange indskudte sætninger, og på den måde blev det undervejs lettere og lettere at både læse og forstå. Set i bakspejlet var det faktisk en rigtig sjov øvelse, for jeg havde ikke lige troet, jeg kunne træne mig selv op til at læse på denne, for mig, helt anderledes måde. Du bør bestemt også tage det som en udfordring med de indskudte sætninger, så du kan få en lignende aha-oplevelse omkring din hjernes vante måde at bearbejde tekster på.

Et ‘must read’

‘Skruen strammes’ er et psykologisk gys forstærket af antydningens fine kunst. Sprogligt er den noget helt andet, end det, du er vant til at læse. Og så alligevel ikke. For når du først har lært James’ skrivemåde at kende, er det blot som at læse på engelsk: Når man først har vænnet sig til det, suser man ind i handlingen, og aner ikke om man har læst på engelsk eller dansk.

Er du én af dem, der lever og ånder for bøger, er det virkelig et ‘must read’. Vi afholder os af og til fra at læse de gamle klassikere, fordi de er vanskelige at læse, måske bruger dobbelt-a i stedet for å, og hele tiden bruger stort forbogstav i navneordene. Men med denne fine, nye oversættelse er arbejdet gjort for os, og vi kan blot slubre fløden i os.

Jeg håber i den grad, at en masse unge snupper ‘Skruen strammes’ med i tasken, og hiver den frem på togturen til og fra studiet, eller tænder stearinlys i lejligheden og nyder beretningen i den bedste læsestol. Det er vigtigt, at får styr på sit moderne liv og sine fremtidsdrømme og læse nye bøger, men det er endnu vigtigere at få kontakt til sine rødder.