Gys: Det begynder som en slags ‘Tempelriddernes Skat’ og løber ud i en B-gyser, og jeg er stadig i tvivl om hvorvidt ‘Sort vand’ reelt skal opfattes som en gyser, eller det er en parodi på en gyser.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Sort vand’

Forfatter:

Patrick Leis

Sider:

230

Udkom:

20. marts 2012

Forlag:

Forlaget Facet

Følelses-barometer:






En mand er på mystisk vis blevet opløst af en form for sort pøl på et skibsværft. Ledelsen forsøger dog at camouflere dødsfaldet som en ulykke, så politiet ikke vil stille ubehagelige spørgsmål. Alle er sikre på, at dét, der opløste manden ikke er sluppet fri i naturen. Men måske håber de mere på det, end de rent faktisk er overbeviste om det.

Samtidig mødes de tre børn, Mike, Adrian og Laura, på øen Barsø, hvor de skal holde ferie og hænge ud sammen. Da de senere sejler en tur til Rokø for at bade, opdager de pludselig en forladt fiskebåd på vandet. Mike svømmer ud til den og finder fiskerens tøj liggende i båden, dog fyldt med slim. Fornemmelsen af at noget meget farligt, men udefinérbart, er på spil, rammer ham, og han skynder sig at svømme ind til bredden til de andre. Her rammer en stank af råd dem, og de får øje på en sort pøl på vandet. En pøl, der med mystiske farver og sart lys nærmest hypnotiserer Mike. Da Laura, Mike og Adrian forsøger at ro tilbage til Barsø, følger pølen efter dem!

Kvikke replikker

‘Sort vand’ begynder med en forhistorie, nærmest fortalt i karikeret krimi-jargon, som Dan Türell ville gøre det. Lige dér virker det som en ungdomsbog, men hurtigt skifter synsvinklen til Mike, Adrian og Laura, og så bliver det til en børnebog og en sommerferiehistorie, der lige så godt kunne være én af de tre børnefilm om ‘Tempelriddernes Skat’. Sproget flyder derud af, og børnenes replikker er hurtige og smarte. Det er også friskt nok i begyndelsen, men i længden bliver det lidt for smart. De dækker sig simpelthen bag humoren, så vi slet ikke får deres virkelige følelser og behov at se.

Alt for meget baggrund

Samtidig får vi yderst detaljerede baggrundshistorier om alle de voksne på øen. Heller ikke om noget følelsesmæssigt eller eventuelle uegennyttige gerninger, der kan få os til at holde lidt af dem, men om forholdsvis ligegyldige ting, såsom hvem der elsker popcorn og hvorfor han altid har gjort det, hvem der lufter hund, ryger pibe og så videre. Jeg skulle helt hen til side 60, før Mike fandt fiskerbåden, og der begyndte at ske noget.

Uddrag af ‘Sort vand’:

Drengene spadserede ned ad byens gade. Sommeraftnen duftede af blomster og græs. Der flaksede natsværmere om de få gadelamper, der allerede var tændt, og lavtgående svaler gjorde deres bedste for at udrydde øens myg og fluer. På den ene side af gade løb en lille å, og på den anden (hvor det eneste fortov befandt sig) lå der små huse, som lignede noget fra det forrige århundrede. Et sted spillede en skrattende transistor dårlig dansktop-musik, og bag de velholdte hække stod der folk, som hyggede sig eller arbejdede i haverne. Den evigt snakkende fru Oosterberger klippede roser (og opdagede til alt held ikke, at de sneg sig fordi hende hus), Lassemand, en pensioneret orlogskaptajn fra Esbjerg, røg pibe, mens han dasede i sin hængekøje med et bilmagasin, og familien Jensen henne på hjørnet spillede kroket med Martin Andreasen og to af øens småbørn, mens den arrige ligge gravhund ved navn moses gav hals og forsøgte at fange kuglerne. – Det er lige til en turistbrochure, mumlede Adrian, mens han viftede en lidt for nærgående humlebi væk fra sin næse.

Fra børnesommerferie til B-gyser

Så skifter historien fra at være en slags ‘Tempelriddernes Skat’ til at være en klassisk B-films-gyser, hvor et eller andet udefinérbart, der fortærer mennesker, er sluppet løs. Det er ikke svært at regne ud, at alle øens beboere, som vi lige har brugt de 60 sider på at få præsenteret, står på menukortet, men at vores tre helte nok skal klare sig. Det var temmelig forudsigeligt og set mange gange før, både på film og i Tellerups mange ens humor-gysere.

Det skuffede mig en del, at historien ikke stak dybere. Dér, hvor jeg følte allermest, var da Laura oplevede et insulinchok og fik noget chokolade for det, for der var pludselig noget ægte på spil, da insulinchok jo virkelig kan være livsfarligt. Ellers var jeg meget i tvivl om gyset virkelig var ment som et ægte horror-gys, eller bogen simpelthen var en parodi på en gyser, således at jeg altså skulle grine lidt af den sorte pøl, som Patrick Leis selv beskriver som lignende sovs eller kakao.

For simpel til et kort

På bogens første sider finder vi fire illustrationer: Et kort over Barsø og en tegning af fyrtårnet/vejstationen samt en plantegning over rummene og endelig en skitse over Rokø. Normalt elsker jeg kort i bøger, men kortets styrke ligger i at illustrere og give overblik over et område, der er vanskeligt at beskrive fuldstændigt med ord. Det komiske er bare, at Barsø og historien er så simpel, at det er helt unødvendigt her.

Øen er tegnet som et omrids indeholdende 13 ens firkanter (huse), der ligger op ad øens eneste vej, samt et pensionat og et fyrtårn. Alle firkanter er nummereret, og vi får at vide præcis hvilke personer, med fornavn og efternavn, der bor i den pågældende firkant. Vi kan se, at Mads Jensen bor i firkant 10 og ikke i firkant 9, der dog ligger lige ved siden af hinanden og op ad præcis den samme vej. Rigtig vigtig viden — hvis man er postbud på Barsø.

Tåkrummende

Der er alt for meget i ‘Sort vand’, der virker fuldstændig overflødigt. Tåkrummende pinligt blev det ligefrem, da vi skulle have en to sider lang beskrivelse af en sex-scene med de 42-årige camping-turister, Jens og Hanne, hvor Jens lå og (citat) ‘pumpede løs’ i Hanne, mens han tænkte på naboens voksne datter. Helt ærligt, hvad skal børn bruge en voksen mands sexfantasi til i en børne-“gyser”? “Guinness rekordbog” bliver i ‘Sort vand’ stavet “Guineas rekordbog”, og “Laura” staves “Laurs”, når det er gået rigtig stærkt.

Lang vej igen

Patrick Leis har en stor forkærlighed for Barsø. Så stor, at der tilmed er et efterskrift om at øen skam eksisterer i virkeligheden. Spørgsmålet er bare, hvem der er mest fascineret af denne her ø. Læserne eller forfatteren selv? Min afsluttende oplevelse var, at selve Barsø ligner alle andre småøer i Danmark og hele verden. Nogle beboere, en havn, et fyrtårn.

Fokus ligger over halvdelen af tiden på alle de forskellige øboeres inventar og vaner i stedet for på en god historie, og det er der, jeg står af. Jeg skal hverken være hjemmehjælper eller postbud på øen, jeg vil i stedet underholdes med et unikt plot, og jeg vil lære hovedpersonerne (ikke bipersonerne) at kende følelsesmæssigt i en gyser, så jeg rent faktisk føler, der er noget på spil, når de kommer i livsfare.

Første del, hvor børnene ankommer til øen, og det hele lugter af ‘Tempelriddernes skat’ er klart den bedste, fordi der ligger en forventningens glæde i baggrunden. Jeg synes bare ikke den bliver forløst, og jeg følte, at jeg kunne have brugt min tid bedre, da jeg lagde bogen fra mig. Der er meget lang vej igen op til gode danske børnegys, som for eksempel Bjarne Reuters ‘7.a.’.