‘Punkindustriel heavyrocker med attitude’ af Louise Halvardsson

‘Svensk ungdomsliv i 90’erne’ : Følg Amanda i den lille flække Nässjö, hvor hun begynder i gymnasiet og sætter sig en masse mål for hvad hun skal nå de næste tre år. Ikke fagligt, men med rockvennerne, fyrene og til festival. Det handler om hvor svært det er møde andre unge, der passer til én, når man ikke engang helt kender sig selv. En ok roman, hvor musikken dog mest er Guns’n’Roses og ikke 90’ernes store metalnavne, som titlen kunne give lidt indtryk af.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Punkindustriel heavyrocker med attitude’

Forfatter:

Louise Halvardsson

Oversat af:

Torben Poulsen

Originaltitel:

‘Punkindustriell hårdrockare med attityd’

Sider:

311

Udkom:

29. september 2009

Forlag:

Moskito

Følelses-barometer:

Amanda er begyndt i 1.g. i Nässjö og har lidt svært ved at falde til. Hun er endnu ikke blevet kysset og har selvfølgelig slet ikke haft sex, og så er hun anderledes end de fleste andre på gymnasiet, for hun er til Guns’n’Roses, pig-armbånd og sminker sig allerhelst som en panda. Der er dog nogle få af rocktyperne på gymnasiet, blandt andre Danny Deamon – som Amanda er ret vild med – der spiller i et lokalt band. Marie er også rocktypen, men hun har lidt for mange penge og virker lidt for tjekket til, Amanda tør have noget med hende at gøre, for det vil være for hårdt at blive afvist.

I fritiden har Amanda til gengæld en rigtig god veninde i pigen Kim. Kim bor til leje og lever et turbulent liv uden arbejde, hvor hun kan tillade sig at sidde og høre kassettebånd, ryge og drikke kaffe og sjusser midt på dagen, hvis hun har lyst til det. Kim ved ligesom Amanda, hvordan det er, ikke at være blandt de populære, så derfor kan de begge tale frit om følelser, drenge, sex og musik.

Amandas mål med gymnasietiden er ikke så meget det, at blive klogere, men mere at blive som de rigtige og seje rockvenner, komme til fester med alkohol og få kysset og kælet med nogle søde fyre. Det lykkes også langt hen ad vejen, men ingen vej er snorlige, når man er teenager og ikke engang kender sig selv.

Hård rock, ja, men absolut ikke metal

På sin vis var det hyggeligt at følge Amandas forvirrede teenageliv som rockelsker i Nässjö. Romanen er delvis selvbiografisk – som der står på bagsiden – og vi må være et sted midt i 90’erne, da man stadig lytter til musik på kassettebånd, men også så småt er ved at få mobiltelefoner. Amanda er det, man i dag ville kalde lidt Goth-inspireret. Bogens titel ‘Punkindustriel heavyrocker med attitude’ er dog lidt misvisende, for selvom Amanda og Kim lytter til et enkelt punkband, er der slet ikke noget heavy metal over deres musiksmag eller påklædning, så hvis man tror, man finder aktive 90’er-bands som Mayhem, Pantera, Black Sabbath, Iron Maiden eller Megadeth i historien, bliver man meget skuffet. Pigerne ligger i stedet solidt placeret i rocken med en svag inspiration af punk’en.

Et ungdomsliv der kan genkendes af de fleste

Romanen følger Amanda gennem hele hendes gymnasietid og slutter, da hun bliver student. Som sagt er det ikke skolen eller undervisningen, vi hører om, men om Amandas fritid, hvor hun hænger ud med forskellige nye rocktyper, tager til koncerter, bliver forelsket og har sex for første gang. Det hele kører kronologisk uden tilbageblik, og selvom det meste af fortællingen ikke er i dagbogsform, føles det mest som en dagbog frem for en fortælling med et hovedplot. Det gjorde også, at jeg ikke fandt historien specielt spændende, for vi flyder nærmest bare gennem tilværelsens mange kvaler sammen med Amanda, og selv om Amandas problemer med lav selvtillid og tvivl om hvorvidt man skal gøre det ene eller det andet, nok kan genkendes af de fleste teenagere, ja, så mangler der også et eller andet vigtigt, man kan glæde sig til eller se frem til.

Amanda er heller ikke super nem at komme følelsesmæssigt ind på. Vi følger mange af hendes handlinger, men bliver sjældent indviet i følelserne bag, dem, der udløser handlingerne. Det gjorde også, at jeg havde lidt svært med at identificere mig med Amanda eller nogen som helst anden i bogen, selvom jeg også personligt ville have valgt rock/metal/punk-miljøet, hvis jeg havde været teenager den gang.

Usædvanlig mange oversættelsesfejl

Da jeg selv er gammel Göteborgare med svensk personnummer (netop også i 90’erne, hvor Louises bog foregår), synes jeg også, jeg kan tillade mig at sige, at oversættelsen fra svensk til dansk er helt uden forståelse for det svenske sprog. Jeg talte mere end 50 vigtige ord (og derefter opgav jeg at tælle), som ikke er oversat, formentlig fordi de staves ens på dansk og på svensk. Det burde de imidlertid have været, for ordene betyder bestemt ikke det samme på begge sprog, blot fordi de staves ens.

Et eksempel fra den danske oversættelse (vi er i en erotisk scene): “… jeg griber fat om hans skinke uden på boksershortsene.”. ‘Skinka’ er svensk slang for en ‘balde’. Det vil sige, at Amanda altså griber fat om fyrens balde uden på boksershortsene!

Taget om smalbenene?

Og det er ikke bare en enlig svale. Svensk ‘om’ oversættes konsekvent til dansk ‘om’, men det betyder oftest ‘hvis’. ‘Gör’ betyder ‘laver’ og sjældent ‘gør’, ‘äta’ betyder ‘spise’ og ikke ‘æde’, ‘jeg er ikke uskyldig’ skulle i en sætning have være oversat til ‘jeg er ikke jomfru’, da det svenske ‘oskuld’ i sætningen er slang for ikke at have haft sex endnu. Og hvornår har du sidst hørt sætningerne: ‘trappehuset’, ‘man har utur’, ‘blive taget om smalbenene’ på dansk? Ord og sætninger som skulle have været oversat til ‘trappeopgangen’, ‘man er uheldig’ og ‘man bliver taget om anklerne eller skinnebenene’. De unge drikker selvfølgelig ‘sprut’ eller ‘hjemmebrændt’ og ikke ‘sprit’, og man ‘træder ind i en lejlighed’, man ‘stiger ikke ind’ i den på dansk.

Hvor er translatøren?

Selv om jeg virkelig forsøgte at fortrænge det, ødelagde fejlene fuldstændig læseoplevelsen for mig, for de er på hver eneste side. Til sidst sad jeg bare og tænkte ‘Åh nej, hvornår går det galt igen?’, i stedet for at leve mig ind i Amandas liv, og det er jo virkelig synd. Ofte er den svenske sætningsopbygning nemlig også bevaret, så oversættelsen er mange gange sket ordret – næsten ligesom Google translate ville gøre det. Det vil sige, at specielt replikkerne kom til at lyde virkelig fremmede på dansk. Til sammenligning, finder jeg i svenske børne- og ungdomsromaner oversat til dansk af for eksempel Kamilla Jørgensen, Tina Sakura Bestle eller Kina Bodenhoff, maksimalt 1-2 vendinger i hele bogen, som jeg er uenig i. Og det undrer mig virkelig, at der ikke har været en svensk-dansk translatør inde over ‘Punkindustriel heavyrocker med attitude’; at der ikke er en eller anden, der har råbt ‘vagt ved gevær’ inden bogen gik i trykken!?

En ok roman – men helst på svensk

Manuskriptet til ‘Punkindustriel heavyrocker med attitude’ ligger på cirka 4 stjerner. Amandas beretning giver uden tvivl et rigtig godt indblik og tidsbillede af, hvordan det var at være teenager dengang i 90’erne og hvordan man langsomt opbygger erfaringer og selvtillid i ungdomsårene. Den virkelig dårlige oversættelse får imidlertid den samlede oplevelse til at ryge helt ned på 2 stjerner. Jeg ville meget hellere have læst bogen på svensk, for det er simpelthen for hårdt at se Louise Halvardsson fine svenske ungdomssprog miste pointer, slang og elegance efter turen i “oversættelsesmaskinen”.