Serien ‘Blodets Bånd’ Splittelsen mellem de to perfekte brødre har vi hørt om før. Og også familien, der ikke er som andre familier. Men det lykkedes alligevel Amanda Hocking at skabe et nyt univers med overnaturlige væsner i ’Vildveje’.

Af Kathrine, 15 år

Titel:

‘Vildveje’ (Blodets Bånd 1)

Forfatter:

Amanda Hocking

Originaltitel:

‘My Blood Approves’ (My Blood Approves #1)

Oversat af:

Betty Frank Simonsen

Sider:

288

Udkom:

24. januar 2013

Forlag:

Carlsen

Følelses-barometer:









’Vildveje’ handler om teenagepigen Alice, som lever et, rent ud sagt, kedeligt liv. Hun bruger det meste af sin tid sammen med sin veninde, Jane, som elsker at feste og sammen med sin lillebror Milo, indtil en aften hvor den mystiske Jack redder hendes liv. Et helt specielt venskab blomstrer mellem de to, og der går ikke lang tid før Alive har fået følelser for Jack.

Men alt dette tager en drejning, da Alice bliver præsenteret for Jacks familie. Deriblandt hans såkaldte bror, Peter. Hurtigt splittes Alice mellem Jack og Peter. Jo mere tid Alice tilbringer med Jack og hans familie, jo mere går det op for hende, at de ikke er som alle andre. Men hvilken hemmelighed gemmer de på? Og hvad vil de i virkeligheden med hende?

Hørt før

Og det er sikkert her du tænker: “Ja, og den har man så hørt før”. Historien om pigen, der bliver splittet mellem to brødre i takt med, at hun finder ud af, at de ikke er som andre. Og jeg har da også flere gange måtte trække på smilebåndet, selvom handlingen ikke som sådan var sjov, fordi det simpelthen bare var ’Twilight’ om igen. Som kæmpe fan af både ’Twilight Sagaen’ og Vampire Diaries’ kan jeg ikke lade være med at sammenlige ’Vildveje’ med begge serier. Til tider kunne jeg da godt sidde og tænke: Så find dog på noget nyt for pokker da, men jo mere jeg læste, jo mere fanget blev jeg, og til sidst kunne jeg ikke lægge bogen fra mig, før den var læst færdig.

Fantastiske karakterer

Amanda Hocking formår at skabe nogle fantastiske karakterer. Både de to brødre, Jack og Peter, men også resten af Jacks familie og Alices bror, Milo, har alle fantastiske egenskaber og personligheder. Jeg ville ønske, at jeg havde min egen Mae, Milo, Ezra, Peter og Jack i mit liv.

Da jeg sad og læste, kunne jeg nærmest mærke Maes hånd rode rundt i mit korte hår, og det fik mig til at slappe af. Og da Milo sad og lakerede Alices negle og snakkede drenge med hende, kunne jeg ikke lade være med at smile, for jeg følte virkelig, at jeg var Alice. Jeg kunne virkelig leve mig ind i hende. Jeg var hende, og jeg var inde i hendes verden. Jeg oplevede hende i mange forskellige situationer, og på den måde lærte jeg hende langsomt at kende, og så hvordan hun reagerede på de ting, der skete.

Da hun og Jane var på vej hjem fra byen, og der pludselig hørtes fodtrin bag dem, var jeg der sammen med dem, og jeg flygtede gennem parkeringskælderen med dem. Mange af tingene blev realistiske, og hvis jeg, mens jeg læste, fik en sms, sad jeg inderligt og håbede på, at det var Jack, der spurgte, om vi skulle lave et eller andet. Og jeg blev lige skuffet hver gang, da jeg opdagede, at sms’en bare var fra DSB eller mit mobilselskab. Så selvom det til tider bliver ‘Twilight’ og ‘Vampire Diaries’ om igen, bliver der stadig skabt et nyt univers, som jeg bliver fanget af.

Team Jack eller Team Peter?

Da jeg sad og læste, blev jeg lidt småforelsket i Jack. En sød fyr som er lidt drengerøvsagtigt, og som oven i købet ser godt ud, lige indtil Peter dukker op, og jeg bliver lige så splittet i mellem de to brødre, som Alice. Hvorfor skal jeg trækkes igennem den her splittelse en gang til? Det må være fantastisk at kunne skrive og beskrive personer så godt, at læseren faktisk ender med at være forelsket i karakteren. For det bliver man virkelig.

Selvom Peter er den her mystiske fyr, kan man ikke andet end at elske ham. Og Jack, den ældste bror men med den barnligste sjæl, virker også bare perfekt. Men han får mig ikke op på den samme lyserøde sky, som Peter gør, hvilket godt kan irritere mig lidt og gøre mig lidt ærgerlig. Jeg vil gerne være lige så splittet mellem de to brødre, som Alice er. Men det kan jeg bare ikke, da det på mange måder virker som om, Jack ikke kan måle sig med Peter. Derfor ender jeg på Team Peter.

Uddrag af ‘Vildveje’

”Du vil gerne hade mig.” Min stemme var næsten ikke hørbar, men han havde hørt mig. Jeg troede ikke, at jeg havde kræfter til at tale, men ordene blev ved at tumle ud af mig.
”Det passer ikke helt.” Hans ansigt blev mildere, og han vendte sig om og så på mig.
Hans øjne fik mig til at smelte, og mit hjerte bankede højt i brystet. Han lagde meget kærligt sin hånd over min, og jeg kunne mærke elektriciteten fra dagen før, blot mere intenst denne gang. Nydelsen skyllede ind over mig, og jeg lukkede øjnene.
Så trak han med et hånden til sig, og jeg åbnede øjnene. Hans ansigt var tæt på mit, og der var noget glubsk over ham. Han bevægede sig ikke, men da han talte, var hans stemme blevet en lavmælt snerren.
”Gå, før jeg gør noget meget slemt ved dig.”

Irriterende slutning

‘Vildveje’ var lige ved at ryge tværs gennem mit værelse, da jeg havde læst den sidste side. Jeg hader bøger, der ender i det ukendte. Jeg er overbevist om, at da Amanda Hocking skrev bogen, har hun siddet og tænkt: Hvordan kan jeg mon pine læseren mest mulig indtil næste bog bliver oversat og udgivet? Nå ja… jeg skriver en helvedes spændende og åben afslutning. For det er virkelig det, den er. Jeg kunne sagtens have læst 100 sider mere om Alice og hendes splittelse mellem de to brødre. Men sådan skulle det ikke være. Og nu glæder jeg mig bare endnu mere til at se, hvad der sker i næste bind.