Edith og Lucinda offentliggør meget private oplysninger om pigen Sigga på en skoletur på Gotland. Og så forsvinder Sigga. Har hun begået selvmord? Det tror Edith. Den svenske ungdomsroman ‘Bænkebideren’ vil så gerne fortælle, hvor svært det er at være medløber og sige fra overfor mobning, men det virkede modsat på mig. Jeg kom til at føle afsky overfor hovedpersonen Edith.

Af Peter

Titel:

‘Bænkebideren’

Forfatter:

Ulrika Lidbo

Oversat fra svensk af:

Louise Ardenfelt Ravnild

Sider:

166

Udkom:

12. juni 2014

Forlag:

Turbine

Følelses-barometer:





Svenske Edith er på klassetur til Gotland. Hun er bange for, at hun mister klassens dronning Lucinda som veninde, så for at opnå anerkendelse, fortæller Edith nogle hemmeligheder om en af klassens ikke så populære piger, Sigga, hvis mor har haft en fødselsdepression.

Men dagen efter fortæller Lucinda det hele videre, helt åbenlyst, til resten af klassen, og ikke lang tid efter forsvinder Sigga på et orienteringsløb. Lucinda mener, at Sigga blot forsøger at tiltrække sig opmærksomhed og nok skal dukke op igen, så hun overtaler Edith til, at de blot skriver en falsk seddel fra Sigga om, at hun er taget hjem til sin syge mor.

Edith er dog plaget af en voldsom dårlig samvittighed, fordi hun er sikker på, at Sigga er gået ud for at gøre skade på sig selv i skoven, måske endog selvmord.

Foregår formentlig også i din egen klasse

‘Bænkebideren’ er en forholdsvis kort roman skrevet med store typer, så den er let at komme igennem. Sproget flyder godt, og dialogerne virker også meget realistiske og unge. Temaet er selvfølgelig evigt aktuelt, fordi mobning og bagtalelse og det at “komme til” at fortælle noget videre, man har fået at vide i fortrolighed, er foregået siden mennesket blev sat på jorden.

Bogen er rodet. Den er fyldt med spring i tiden, og hver gang jeg påbegyndte et nyt kapitel, skulle jeg bruge meget energi på at finde ud af, om det var Ediths tanker efter hun er kommet hjem fra Gotlandsturen, eller om det er fra tiden før turen, hvor hun lærte Lucinda at kende, eller om det er på selve Gotlandsturen. Det ødelagde min gode læserytme.

Hvorfor er ‘Bænkebideren ikke go’?

Men når bogen ellers er velskrevet, dialogerne er realistiske og set-up’et virker ret spændende. Hvorfor er ‘Bænkebideren’ så ikke god?

Fordi romanens mål lige fra første side kun er at gøre dig spændt på, om Sigga har taget sit eget liv eller ej. Har hun begået selvmord, er det en alt for tragisk historie, der ikke er til at bære. Og har hun ikke, så var alle Ediths udpenslede fantasier om lig (og de er ret klamme) jo ligesom bare fup, for at få dig til at læse videre, for der er ikke flere nuancer i historien. “Rejsen” var ikke spændende, for Edith udvikler sig nemlig ikke som hovedperson, men bliver blot mere og mere led ved Sigga.

Til sidst sad jeg højlydt og sagde til Edith: “Oookay, hvis du ikke har sagt fra endnu, så er du altså også for dum. Og nej, jeg hverkan kan eller vil se mig selv i dig.’

Uddrag af ‘Bænkebideren’

Jeg ligger på sengen med puden over hovedet. Lukker øjnene og beslutter mig for kun at tænke på ting, der er pæne og søde.
Kyllinger. Rådyrkid. Små lam. De er søde.
Lam. Får. På Gotland er der får.
Nej! Stop, lad mig være i fred!
Billederne siver ind i mit hoved, men jeg tvinger dem væk. Kun tænke på sjove ting.
Hvad er sjov?
At have fødselsdag. Juleaften er fed.
Peberkager. Rosinboller. Duften af safran. Gotlandske safranpandekager med flødeskum og korbærmarmelade.
Nej! Lad mig være!
Smukke ting. Fra nu af vil jeg kun lukke smukke tanker ind i hovedet, intet andet.
Naturen? Ja, det er fint.Blomster, træer, ren luft.
Jeg tænker på et friluftsmenneske, der er ude at vandre i naturen. Solen skinner, fuglene kvidrer.
Men han snubler over noget.
Nej, han gør ej.
Jo, han gør så. Han snubler over noget, standser op og bukker sig ned for at se, hvad det er. Viger brat tilbage og støtter sig til et træ. Kaster termokaffen og skinkesandwichen op.