Journalistpraktikant for en dag: På DR i Århus fik jeg her i sommerferien et spændende og utroligt underholdende blik ind i journalistikkens verden. Jeg havde nemlig fået lov til at følge den spirende journalist, Signe Ribergård Rasmussen, som lige nu er praktikant på P4 Østjylland, for en dag.
Af Caroline, 16 år |
De grå bygninger, der udgør DRs afdeling i Århus, tårner sig op foran mig. De huser blandt andet Ramasjang, Dokumentaren, B&U, Livstil og P4 Østjylland, som jeg skal besøge. Jeg er alt for tidligt på den og hamrende nervøs, men også afsindigt spændt på hvad, dagen mon bringer, så beslutter jeg mig for bare at kaste mig ud i det.
Indenfor bliver jeg mødt af en venlig receptionist, der stikker mig et gæste-ID og kort tid efter kommer Signe og henter mig. Derefter går turen direkte til automaten med varme drikke, for Signe skal have en kop kaffe, før vi kan gå i gang. Klokken er også kun lidt i ni på en onsdag i sommerferien.
To mikrofoner, én reportage, to nyheder og en voxpop
Der er ikke mange mennesker på arbejde på P4 Østjylland i dag på grund af sommerferie, men alligevel summer kontoret af aktivitet. I ét studie er man i gang med morgennyhederne og en reportage om folkegrillen, som man tænder via sin mobil, og rundt omkring ved bordene er folk i gang med at finde frem til dagens andre tophistorier.
Signe og jeg går også straks i gang med at finde lige netop det, som vi kunne tænke os at dække i dag. Vi kigger magasiner, hjemmesider, pressemeddelser og meget andet igennem, og lige umiddelbart ser det ikke ud til, at der sker noget spændende i Østjylland i dag. Men så får vi et tip fra Signes kollega om at ringe til Jobpatruljen, og der går ikke lang tid før Signe har en aftale i hus med dem. De skal til Djurs Sommerland i dag, og vi har fået lov til at komme med!
Inden vi tager af sted, deltager vi i det daglige redaktionsmøde, hvor nye idéer diskuteres og gennemarbejdes i fælleskab. Alle har noget at komme med, og alle får lov til at sige, hvad de gerne vil. Jeg begynder at synes bedre og bedre om arbejdsmiljøet på P4 Østjylland, og drømmen om måske at arbejde et lignende sted en dag bliver kun større for hvert minut.
Og så vender vi snuden mod Djurs Sommerland med to mikrofoner og løfter om at komme tilbage med en reportage, to nyheder og en voxpop, som er et slags mininterview med forskellige personer.
Turen går til Djurs Sommerland
Da vi kommer til Djurs Sommerland efter cirka 40 minutters kørsel mødes vi med de unge fra Jobpatruljen, og så følger vi ellers bare i hælene på dem under deres arbejde.
Vi optager imens de snakker med de unge fritidsjobbere, og indimellem prøver vi også at fange lyden af en meget travl dag i sommerlandet, som er fyldt med mennesker. Det er ret sjovt at prøve og regne ud, hvilke lyde vi måske kan bruge til de forskellige ting, som vi skal klippe sammen senere på dagen.
Det er Signe, der i starten klarer det meste af det journalistiske arbejde, fordi jeg afskrækket siger nej tak til at gå op til nogle vildt fremmede mennesker og bare spørge dem om noget uden nogen form for ’sikkerhedsnet’. Jeg havde nemlig troet, at jeg bare skulle agere Signes skygge og observere hende for en dag, men den er Signe ikke med på. Så jeg er med til at planlægge, finde på og til sidst får hun mig også ret snedigt overtalt til at interviewe folk til voxpoppen.
Den første gang er det helt utroligt skrækkeligt at skulle gå hen til nogle tilfældige besøgende i Djurs Sommerland med en mikrofon i hånden og bede dem om at snakke med mig.
Men det er også kun den første gang, det er det. Bagefter er jeg Signe evigt taknemmelig for, at hun overbeviste mig om at gøre det. Det er nemlig super interessant og spændende at få lov til at sige, at man kommer fra P4 Østjylland og udføre en rigtig journalists arbejde! Selv når folk ikke svarer helt, som vi havde regnet med, så fandt jeg det faktisk helt naturligt og nemt bare at finde på et andet spørgsmål.
Det med at være journalist begynder nu for alvor at trække i mig.
Tilbage til DR
Omkring klokken fjorten går turen igen hjemad efter lidt problemer med både at finde den mikroskopiske Clio, vi er kørende i, og udgangen.
Jeg havde nok lidt et billede i hovedet af en flok overuddannede, småkedelige journalister, der bare tilbragte dagen i et mørkt rum kun i selskab med deres computer, inden jeg rent faktisk mødte redaktionen på P4 Østjylland. Det billede er helt forkert, og det var da ikke bare spændende og lærerigt at være på tur på en praktikant derfra – det var også temmelig underholdende!
Da vi kommer tilbage til DR går vi med det samme i gang med at klippe og finde ud af hvad, der skal speakers. Dette havde jeg heller ikke regnet med, at jeg ville have særlig stor indflydelse på, men i fælleskab finder vi på både oplæg, som er det, der indleder klippet, nedlæg, det der afslutter klippet, og speaks, som er den lyd, der er i klippet, og som man optager i et studie.
Jeg forstår ikke ret meget af det, der foregår på skærmen, da Signe går i gang med klippe alle lydfilerne fra Djurs Sommerland sammen, men det stadig interessant at høre og se, hvordan man kan få interview, lyden af rutsjebaner og glade børn og Signes speaks til fungere symbiotisk. Det er fedt at se, hvor utroligt meget arbejde de dygtige journalister ligger i at skabe finurlige og spændende indslag med god lyd til radioen. Signe laver nemlig alt der, en uddannet journalist – om man vil – laver, når hun er i praktik.
Konklusion
Tiden er fløjet af sted, og så er det pludselig tid til at jeg skal hjem. Efter at vi har berettet om dagens arbejde til ’chief’, som er det navn, Signes chef så ganske passende en gang imellem går under, følger hun mig til døren.
Det har været en hård og udfordrende dag sammen med Signe, men det er ikke det eneste, den har været. Den har også været inspirerende og øjenåbenende. Det var ikke bare super fedt, at jeg rent faktisk fik lov til at deltage i Signes arbejde – hun var også nem at snakke med, åben og frisk på at svare på alverdens spørgsmål om både hendes praktik og uddannelse.
Og hvis jeg havde en stor drøm om at blive journalist før, så er den da i den grad nu blæst helt ud af proportioner.
Du kan høre noget af det, som vi arbejdede på her:
Nyhed om forældre, der kontakter Jobpatruljen.
Skriv et svar