Elefanternes nye palads

I dag blev elefanternes nye anlæg i Københavns Zoo indviet, og et væld af danske og udenlandske dyrevenner var overordentlig imponeret, da offentligheden endelig fik adgang kl. 14

Det ville være synd at kalde elefanternes nye anlæg i Zoo for et elefanthus. Det er nemlig et gigantisk anlæg placeret midt mellem Frederiksberg Have og Zoos gamle elefanthus. Paladset, som vil være et mere passende navn for elefanternes indendørs domicil, rummer ikke kun områder for elefanterne, men også en biograf, en stor elefantudstilling, og et kæmpe elefant-eksperimentarium, hvor børn og voksne kan muntre sig.

Det er et syvmileskridt Zoo og alle sponsorerne har taget for elefanterne i denne omgang. Alt omkring anlægget er så overdimensioneret, at man til tider tror man bevæger sig rundt i Knuthenborg Dyrepark, og det er virkelig en fantastisk følelse. Så næste gang man skal i Zoo, skal man huske at der nemt kan bruges 1-1½ time på elefanterne alene.

Med den nye elefantanlæg har København netop indviet en af byens aller største attraktioner nogensinde! Intet mindre! Et stort tillykke til elefanterne og Zoo.




Selve det udendørs område skal forestille at være et udtørret flodleje. Helt udtørret er det dog ikke, for elefanterne ynder at bade i den tre meter dybe voldgrav, der ligger ud mod Frederiksberg Have.


Elefantpaladset byder også på en fantastisk balkon, hvor man kan følge med i det hele indefra og ovenfra.












Udstillingsrampen viser spændende ting om elefanter i glasmontrer, og samtidig fører det publikum ned til biografen og elefant-eksperimentariet i bunden af bygningen.


“Løsdriftsstalden” hedder elefanternes indendørs område, selvom det nok kan slå knude på de fleste tunger.


“Det burde kunne give enhver mand mindreværdskomplekser …”, sagde kvinden til sin kæreste, inden hun greb kameraet og skulle have et billede med hjem. Det skabte store smil blandt de nærmeste folk som også havde overhørt sætningen.


I elefant-eksperimentariet får børnene virkelig mulighed for at røre og trykke på knapper. Man kan høre elefanternes lyde, gætte hvad de spiser, samle elefantpuslespil og prøve videospil med elefanter. Det er en stor fornøjelse at se, at Zoo bliver bedre og bedre til aktivere børnene, hver gang der åbnes nye anlæg til dyrene.


Comments

2 svar til “Elefanternes nye palads”

  1. Det ser godt ud. Jeg kan næsten ikke vente med at besøge det. Heldigvis ligger det lige om hjørnet.

  2. rudi besby Avatar
    rudi besby

    Kære Zoo.
    Vi så Elefanterne endelig havde fået ny aktivering, i form af en stor bold. Den var sat på en stang, men det duede ikke, set i andre Zoo, den har et langt tov, og Elefanterne er vilde med den. Nu er den væk, det er da synd,, Kommer den ikke ind igen ????
    Venlighilsen R. Besby

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.