Peter Bo Bendixen har genindført forestillinger på Pantomimeteatret som udelukkende byder på ballet.
Hvis man ikke lige er til Pjerrot, Harlekin og Columbine, eller man måske blot har set dem for mange gange, kan man i stedet nyde en forestilling udelukkende med ballet på Pantomimeteatrets friluftsscene i TIVOLI.
I øjeblikket er der kun en enkelt balletforestilling med titlen “Bournonville-aften”, men eftersom de rene balletforestillinger har været taget af programmet i mange år, er det et glædeligt gensyn at Pantomimeteatrets leder Peter Bo Bendixen har genindført dem.
I ‘Bournonville-aften’ danses der uddrag fra 3. akt af Napoli (1842), pas de deux’en fra Blomsterfesten i Genzano (1858), samt Jockey-dansen fra balletten Fra Sibirien til Moskow (1876).
Koreografi: August Bournonville
Iscenesættelse: Peter Bo Bendixen
Kostumer: Kitt Houen og Tove Nielsen
Promenadeorkestret dirigeres af Bjørn Hürup og Flemming Vistisen
Bournonville på Pantomimeteatret
Blå Bog: Peter Bo Bendixen
Tidligere solodanser ved Den Kgl. Ballet Peter Bo Bendixen har siden 2007 besat en chef-stilling med ansvar for Pantomimeteatret i TIVOLI. Peter Bo Bendixen er bedst kendt for sin dansekarriere, som blev grundlagt med Den Kgl. Ballets Bournonville tradition. Som danser slog Peter Bo Bendixen igennem da John Neumeier i 1985 skabte titelpartiet til ham i helaftens-balletten Amleth. Peter Bo Bendixen har siden 2005 været karakterdanser ved Den Kgl. Ballet.
Baggrund: Bournonville
Den danske “Bournonville-skole” blev skabt af August Bournonville (1805-1879), der var sin tids store balletkoreograf i Danmark, og som i dag er berømt over hele verden. August Bournonvilles forældre var den franske danser Antoine Théodore Bournonville og dennes svenskfødte husholderske Lovisa Sundberg. August Bournonville startede som balletbarn på Det Kgl. Teater i 1811 og havde sin første optræden på scenen i 1813 i Vincenzo Galeottis ballet Lagertha. Som 19-årig drog han til Paris for at studere ballet, og endte også på scenen på Operaen i Paris fem år senere i 1826. I 1830 vendte han tilbage til Det Kgl. Teater i København, blandt andet som solodanser. I årene 1830 til 1877 fungerede August Bournonville som balletmester ved Det Kgl. Teater, og det var i denne lange periode at Bournonville berigede den danske ballettradition. Balletterne Napoli, Et Folkesagn, og Sylfiden hører nok til de af Bournonvilles værker som er mest kendt af danskerne.
Skriv et svar