Anmeldelse: Did you hear about the Morgans

Komedie Med Sarah Jessica Parker og Hugh Grant i hovedrollerne burde denne nye komedie være et hit. Men de falder igennem og det samme gør historien. Kærlighedsproblemerne er forudsigelige og handlingen og skuespillerne utroværdige.

AF METTE BACH, 14 ÅR

Det ifølge papirerne gifte, men i praksis separerede par Meryl (Sarah Jessica Parker) og Paul (Hugh Grant) Morgan bliver tilfældige vidner til et drab, og med morderen i hælene sendes de væk fra New Yorks kendte rammer for at komme i sikkerhed. I en lille by langt ude på landet tvinges parret sammen, og de kan ikke undgå at snakke sammen, som de har gjort det de sidste par år. Men det får konsekvenser, når både de gode såvel som dårlige minder genopfriskes.

Direkte fra Hollywood-samlebåndet

Amerikanske romantiske komedier findes der masser af, og mange af dem ligner hinanden. ”Did you hear about the Morgans” er så typisk for genren, at du ved blot at se traileren ved, hvad der sker hele vejen igennem. Den ødelagte kærlighed, som tvinges sammen og sættes på prøvelser. Med stjernerne Sarah Jessica Parker og Hugh Grant i hovedrollerne skulle man tro at den vage handling fik et pift, men Parker spiller ganske utroværdigt og på ingen måde overbevisende. Og Hugh Grant nærmer sig heller ikke topkarakterer.

Når storbyen møder bjørnen

Der er forskel på New Yorks trafikerede gader og ødemarkens bjørne. En forskel Meryl og Paul kommer til at støder ind i et par gange. Dette møde mellem to verdner er det, der bærer komedien – det sjove i filmen.
Den seriøse del af filmen, deres problemer på forskellig vis, er egentligt det der virker mest troværdigt trods at det egentligt er en komedie. Meryls længsel efter at få børn og Pauls ihærdige forsøg på at gøre alting godt igen. Her ligger skuespillerne det hjerte i rollerne som mangler mange gange.

Vurdering

Filmen var dybt skuffende. Der var ingen spænding, intet uventet. På tidspunkter ligefrem kedelig. Flere steder kom humoren frem, men det skinnede ikke nok igennem at det var en komedie. Historien var for velkendt, for forudsigelig og mange steder bl.a. med drabet der udløser det hele er historien ikke troværdig nok. Romantik og søde scener er der jo selvfølgelig, men antallet hvor de virker overbevisende er til at tælle på en hånd. ”Did you hear about the Morgans” er ok, men intet mere end det.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.