Sara og rideskolens musical: Når man lige er blevet teenager, er gode veninder og en plads i fællesskabet meget vigtigere end kærester og sex.
Sara og rideskolens musical
Forfatter: Anne-Marie Donslund
Sider: 115
Forlag: Carlsen
Udgivelsesdato: 2005
Af Peter Kock Henrichsen |
Sara synes det er belastende at være 13. Specielt fordi alle de andre piger på rideskolen der er fyldt 14, må være med i fredags-flamencodans, som den nye ridelærer, Betina, arrangerer. Men Sara prøver at være ligeglad – hun passer blot de andres heste, og sætter dem ud på græs, for hvorfor skal hestene kede sig en hel dag i deres små bokse, fordi deres ryttere har glemt dem, og kun tænker på sig selv?
Lauras hest bliver halt
Pludselig en fredag er Lauras hest Madonna halt, og det er Saras veninde, Majbrit, der opdager det ude på marken, mens alle de andre piger er til dans. Både Sara og Majbrit får helt ondt i maven. Har de ikke passet godt nok på Madonna? De ville jo bare give hende noget frisk luft, og pludselig er hun skadet. De ved begge, at Laura vil blive utrolig ked af at høre det, og Sara synes det er så svært at fortælle at de har haft Madonna ude, at hun hele tiden udsætter det.
Spansk musical for dem over 14
Samtidig har Betina fundet på, at rideskolens flamenco-piger skal lave en hel spansk musical til juleafslutningen, og igen er det kun dem der er fyldt 14 år der må få roller. Sara forsøger at holde humøret oppe, ved at skrive en masse om musicalen til rideskolens blad, men det hjælper ikke rigtigt. De hvide løgne omkring Madonna bliver flere og flere, og til sidst er det umuligt for Sara at holde rideskolen og veninderne ud.
En feel-good-historie
Sara og rideskolens musical er anden bog om Sara. Den første bog hed Saras stil, men bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden. Da jeg så bogens omslag, frygtede jeg en lidt overfladisk historie om nogle børn der lige laver en musical, og så ellers morer sig med ridning. En feel-good-historie med humor, ville nemlig passe ganske godt til den søde, børne-agtige tegning af heste på bagsiden af bogen.
Tiden lige inden man bliver rigtig teenager
Heldigvis var disse forestillinger helt forkerte. Sara og rideskolens musical er nemlig hverken banal eller Disney-romantisk. Den handler om den svære tid mellem barndommen og teenagetiden, hvor man føler sig for stor til at lege, men samtidig får at vide, at man er for lille til de voksne, spændende ting. Historien er spændende, jeg glædede mig hele tiden til at læse videre, og var helt ærgerlig da sidste side var læst. Jeg kunne sagtens have læst meget mere om Sara.
Det er svært at være veninder
Det som jeg elsker aller mest ved romanen, er den ærlige og realistiske beskrivelse af pigerne: de er alle fyldt med ønsker og behov som trækker dem i alle mulige og umulige retninger. De vil gerne have bedste-veninder og være inde i pigegruppen, og samtidig kæmper de om de bedste jobs og roller i musicalen, og om at være de bedste ryttere på rideskolen. Den første forelskelse og spirende seksualitet trækker samtidig i Sara, men alligevel er der milevidt op til den tidligt udviklede piges, Helenes, niveau, som virker både vulgært og ulækkert på hende.
Stof til eftertanke
Undervejs blev jeg rørt over hvor svært Sara har det, og blev mindet om hvor mange modsatrettede tanker man kæmpede sig igennem, da man var 13. Når Sara lærer af sine fejl, og forsøger at rette op på dem, sidder man som læser og håber på at hun bliver mødt af sine veninder, og alligevel er det først dér hadet og mobningen begynder. Utrolig hårdt, og meget realistisk og dét som gør bogen dyb og giver stof til eftertanke.
Sara og rideskolens musical fungerer rigtig godt. Den skildrer Saras blandede følelser realistisk og præcist, i en tid hvor man føler man burde have mere tjek på alting, men endnu ikke har det.
Skriv et svar