Anmeldelse: Street Dance – på DVD

Hvis du spørger dine forældre hvad gode dansefilm er, vil de nok svare Saturday Night Fever, Flash Dance, Footlose og Dirty Dancing. Men nu er turen heldigvis kommet til en dansefilm for din generation, for Street Dance er en utrolig vellykket nutidig dansefilm med masser af hip hop, club og rave. Kan du allerede dansetrinene fra Isas Stepz, så er du vokset op i næste klasse, Street Dance-klassen – og du vil aldrig kigge dig tilbage! 😀

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

“Street Dance”

Instruktør:

Max Giwa
Dania Pasquini

Land:

England

Distributør:

Scanbox

Udgives:

9. november 2010

Carly (Nichola Burley) er en ung, smuk danserinde der bor i London og arbejder hårdt sammen med sin street dance-gruppe for at blive gode nok til en topplacering i den kommende Street Dance-konkurrence.

På vej til “The Finals”

Carlys kæreste Jay (Ukweli Roach) er dansegruppens leder, og Carly er oven i købet smækforelsket i ham. Træningen går forrygende, og alt tegner perfekt for deres position i “The Finals”, indtil Jay pludselig bekendtgør at han stopper i dansegruppen med umiddelbar virkning og overlader lederposten til Carly.

Carly ønsker ikke at lede dansegruppen og er bitter over at hendes kæreste smadrer deres chance i konkurrencen. Men Jay er fokuseret og ligeglad og tværer Carly helt ud, ved at sige, at der er Time Out mellem ham og hende.

Street Dance Versus Ballet

Såret over at have mistet både vinderchance og sin store kærlighed, er Carlys selvmedlidenhed ved at tage over, men veninderne får skubbet hende i gang, og hun kæmper hårdt for at få danserne til at blive i gruppen og for overhovedet at finde et lokale de kan træne i. Det er både op ad bakke og modvind, lige indtil Carly i sit job som sandwich-bud, møder en danselærerinde på balletakademiet der viser overraskende stor interesse for Carlys street dance.

Charmerende fyre med London-dialekter

Street Dance er en moderne dansefilm, der forener en historie om kærlighed og lysten til at danse, med forrygende dansescener. Det er virkelig intenst, og det er svært at forestille sig at nogen har set denne film i 3D i biograferne stillesiddende(!), for det eneste man får lyst til, er at rydde møblerne væk i stuen og laver det hele om til dansegulv.

Nichola Burley er så smuk og charmerede som Kylie Minogue i 80’erne, og hvis man ikke kan nyde det – fordi man måske er pige – så falder man helt sikkert for alle de charmerede gutter i Carly’s crew, der på forskellige charmerende London-dialekter fører sig frem.

Historien er vellykket, og i stedet for blot at fortælle om en street dance-gruppens kamp for at komme til tops, kommer der meget mere spænding og flere konflikter ud af, at et ballet-hold og et street dance-hold bliver tvunget sammen.

Måtte bare se den igen – og igen …

Da jeg havde set Street Dance første gang, troede jeg ikke jeg skulle se den igen. Men næste dag dukkede der adskillige episoder op i mit hoved, som jeg bare måtte se igen, og så røg den på. Dagen efter røg den på igen, endog 2 gange, og sådan er jeg fortsat.

Selvfølgelig er historien sød og kan ses flere gange, men det er alligevel dansetrinene og musikken jeg vender tilbage for. Der er så mange detaljer og moves, som man bare lige se igen. Hvis man ikke interesserer sig for dans, vil man nok heller ikke have det sådan, men den her film er også specielt for dem der danser og/eller elsker hip hop, rave og club.

Spækket med rigtig fedt ekstramateriale

En kæmpe bonus er, at DVD’en er spækket med ekstramaterialer. Man har simpelthen fjernet alle de kedelige trailers for at få plads til en 29 minutter lang “The Making of Street Dance”, hvor Nichola hudløst ærligt fortæller om hvordan hun aldrig havde danset inden rollen som Carly, og derfor kom i dance-boot-camp, for at kunne leve op til kravene. Der er også en “Behind the scenes”, glimt fra verdenspremieren i London med danseoverraskelser, og så er der de fulde danseserier fra dansegrupperne Diversity og Flawless. Så mange spændende interviews, special effects og teknik om hvordan man optager i 3D. Det bliver ikke bedre. Folkene bag Street Dance har så meget at fortælle og du får hele pakken på én DVD.

Street Dance er forfriskende britisk, sprudler af danseglæde, kærlighed og energi. Hvis du selv danser, er den fast udstyr sammen med dine Trainers. 😉


www.streetdancethemovie.co.uk


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.