Spiseforstyrrelser: Tag med på en rejse sammen med den anoreksiramte Lia i Vinterpiger. En rejse, som jeg sent vil glemme; en rejse, der var så smuk, farlig og skræmmende, men samtidig en rejse, jeg ikke havde lyst til at springe fra. For Vinterpiger er en hel unik bog, der fanger læseren, ændrer opfattelser og fortæller om en pige, du har lyst til at redde – men kan Lia egentlig reddes?
| Af Rebecca Johansen, 15 år |  |
Titel:
“Vinterpiger”
Forfatter:
Laurie Halse Anderson
Sider:
298
Udkommer:
14. oktober 2010
Forlag:
Høst & Søn
Følelses-barometer:
I Vinterpiger møder vi anoreksiramte Lia, der bor hos sin far, papmor og paplillesøster, som prøver at få en hverdag op at køre for hende, efter hun er blevet udskrevet fra hospitalet. Men Lias bedsteveninde, Cassie, er lige død, og det tager hårdt på Lia, da Cassie bliver ved med at spøge i hendes bevidsthed, opmuntre hendes vægttab og glæde sig til, at Lia slutter sig til hende i døden.
Lias og Cassies anoreksi-bølge
Men har Lia egentlig lyst til det? Også selvom det var hende, der fik Cassie med på anoreksi-bølgen, som de red sammen; lykkelige over deres vægttab, knuden af sult i maven og tanken om, at de var uovervindelige. Samtidig har Lia det heller ikke helt godt med sin mor, der tror, at systematik og tvang er vejen frem til et ”normalt” liv fri af anoreksiens klør. Men hvad Lias mor måske ikke har indset er, at tvangstankerne ligger dybere i Lia end som så og ikke gør det let for Lia, at slippe kalorie-optællingen. Langsomt går det dog op for Lia, at der måske er mere end dét at veje 38 kg her i verden og gennem en ny ven begynder hun måske at tø op og lade Vinterpigen Lia være fortid.
Et nyt bekendtskab
Nogle kender måske Laurie Halse Anderson som forfatteren, der står bag bogen ”Speak” (”Tavs Tale” på dansk), der senere blev filmatiseret med Twilight-stjernen Kristen Stewart i hovedrollen. Jeg må desværre indrømme, at jeg aldrig har læst en bog af Laurie, før Vinterpiger dumpede gennem min brevsprække. Jeg havde dog hørt en masse godt om hendes bøger, og efter jeg færdiggjorde Vinterpiger, så stod det klart for mig, at Speak ikke vil komme til at stå ulæst på min bogreol særlig længe.
Dybt ind i Lias sind
Vinterpiger er en bog, der har vundet utallige awards og fået flotte, stjernerige anmeldelser – noget, der slet ikke kommer bag på mig. Bogen indeholder livagtige flashbacks og en skræmmende virkelighed. Små sætninger som ”jeg svarede ikke” og ”hun ringede til mig treogtredve gange” bryder afsnittene og vikler læserne dybere ind i Lias sind.
Ord med skræmmende kræfter
Hendes ord er malende og levende, og sætninger som ”så skærer kniven en sti i kødet mellem to ribben, mellem de to ribben under det. Tykke dråber blod plasker ned på bordet, modne røde frø” får mig til at gyse og giver mig en klump i halsen. Jeg kan se hele scenariet for mig, og det skræmmer mig lidt, at ord kan have sådan en stor kraft.
Uddrag af Vinterpiger
Vi holdt hinanden i hånden, mens vi gik ned ad honningkagestien og ind i skoven, mens der dryppede blod fra vores fingre. Vi dansede med hekse og kyssede uhyrer. Vi forvandlede os til Vinterpiger, og da hun prøvede at gå sin vej, trak jeg hende tilbage ind i sneen, fordi jeg var bange for at være alene.
Spiseforstyrrelser har altid interesseret mig
Emnet spiseforstyrelser har altid interesseret mig, og jeg tror også, at der er mange unge på min alder, der finder emnet interessant; jeg er helt sikker på at 9 ud af 10 har siddet og læst om det og ved, hvad det indebærer at have anoreksi: man vil ikke spise, vil være tyndere etc. etc.
Men jeg tror, det er de færreste, der egentlig sætter sig ind i, hvordan en pige med anoreksi tænker og føler, når de sidder og læser om det; og det er her, Vinterpiger kommer ind i billedet. Bogen graver dybt ned i Lias sind og gennem et dejligt poetisk sprog, får vi at vide, hvordan hun føler og tænker og ser på verdenen.
Vi kommer til at begå samme fejl
Det der flyver igennem Lias hoved når hun ser mad – eller bare tænker på at være tyndere – vækker en masse følelser i læseren. Personligt havde jeg lyst til at give Lia et ordentligt kram og fortælle hende, at det hele nok skulle blive godt igen. Og jeg gætter på, at det er den reaktion de fleste vil have på bogen; vi vil gerne hjælpe Lia og støtte hende. Men er det egentlig ikke også dét som hendes forældre gør? Det, som får hende til at føle sig dårlig og dét, som bogen egentlig kører på? De forstår hende ikke. Hun vil ikke lade dem se ind i hendes sind. Men os læsere, vi forstår hende – tror vi – og vil gerne hjælpe, men vi kommer let til at begå den samme fejl som forældrene.
Endnu hårdere at lægge bogen fra sig
Det amerikanske blad Publisher Weekly skriver om bogen: ”Selvom det er hårdt, at læse den bog, så er det endnu hårdere at lægge den fra sig.” Jeg er fuldkommen enig og opfordrer derfor alle, at læse denne bog – lige meget om du er ung eller gammel; jeg er helt sikker på, at en masse vil have gavn af det.
Den har i hvert fald ændret mit syn på anoreksi og fået mig til at tænke mere over det – ligesom tusinde af andre før mig har gjort.
Har ikke sluppet mig endnu
Vinterpiger er tankevækkende, fantastisk godt skrevet og en af de bøger, der ikke har sluppet taget i mig endnu. Den er skrevet med så stor indlevelse, at det halve kunne være nok og flere gange kunne jeg ligefrem se og føle Lia for mig; noget, jeg har svært ved i andre bøger. Sproget er hypnotiserende og generelt er bogen bare en af de bøger, du ville ønske ikke ville slutte – ikke fordi, det ikke gør ondt, at se hvad Lia går igennem, men fordi, hendes kamp er beskrevet så smukt og fangende. Når du har vendt den sidste side i Vinterpiger, så garanterer jeg, at du vil sidde med en tom fornemmelse i maven.
Skriv et svar