‘Sorte Engle’-serien: Dru er rejst af sted. Den frygtelige, magtfulde vampyr Sergej ønsker hende død, men nu er Dru endelig i sikkerhed – eller er hun? Endnu en fremragende bog af Lili. St. Crow!
Af Mathilde Alfang Jepsen, 15 år |
Titel:
‘Forrådt’
Forfatter:
Originaltitel:
‘Betrayals’
Oversat af:
Lea Carlsen Ejsing
Sider:
376
Udkom:
2011
Forlag:
People’s Press Jr.
Følelses-barometer:
Dru Anderson kan nu endelig føle sig tryg. Sammen med vennen Graves er hun rejst til en Schola – en skole for halvvampyrer. Der skal Dru lære, hvordan hun skal bruge sine kræfter, men alt er slet ikke, som det burde være. Det er tydeligt, at nogen har forrådt Ordenen, og der er ingen tvivl om, at vedkommende ønsker Dru død. Så Dru må se i øjnene, at der slet ikke er så trygt, som hun troede.
Anderledes vampyrer
Med alle de vampyrbøger, der er i omløb lige nu, er det altid rart at læse en, der er anderledes og byder på noget nyt, og ‘Sorte engle’-serien er uden tvivl en af de slags serier. I ‘Forrådt’ kommer man rigtig ind i denne nye verden og lærer en masse nye ting, både om Dru, men også om den farlige verden, hun er en del af. I bogen får man også mere styr på, hvad for nogle vampyrer der findes, for der er nemlig hele tre slags.
Dru er det, man kalder en Svetocha – en halvvampyr, som er en pige, hvorimod drenge hedder Djamphir. Begge racer har det mål tilfælles, at de vil dræbe Nosferatu, som er fuldblodsvampyrer.
I starten kunne det godt være lidt forvirrende, så det var skønt at få styr på det hele.
En særlig hovedperson
En anden utrolig spændende ting er, at Dru som jo er Svetocha – og som først lige har fundet ud af det – er noget særligt. Svetocha er yderst sjældne og utroligt stærke. Det siges at kun en Svetocha kan slå Sergej ihjel. Man føler derfor med Dru og lever sig fuldkommen ind i hende. Hun har aldrig ønsket at være noget særligt, og pludselig bliver hele hendes verden revet fra hinanden. Det er så utroligt let at forstå hende og hendes følelser, og hvorfor hun handler, som hun gør. Det elskede jeg bare så meget!
Jeg blev også helt grebet af bogen, for jeg ventede bare på, at Dru ville “blomstrer” som er dét, det bliver kaldt, når en Svetocha udvikler sine kræfter. Det var rigtig spændende og en af de ting, der gjorde, at jeg bare ikke kunne slippe bogen!
Mindre barsk, mere kærlighed
En af de ting jeg dog ikke var så glad for i ‘Forrådt’, var at Dru er blevet langt mere sorgfuld. Hun er mere som en lille pige, der har brug for at blive beskyttet, hvor imod i ‘Sorte Engle’, da var Dru den benhårde barske pige, som man bare ikke skulle komme på tværs af. Det savnede jeg lidt, og jeg håber at hun bliver sit gamle jeg igen! Men på den anden side byder ‘Forrådt’ på meget mere kærlighed. Dru har nemlig to skønne fyre, hun kan vælge i mellem. Hendes første og bedste ven Graves, som hun føler sig tiltrukket af, eller den charmerene lidt farlige Djamphir, Christophe, som har reddet Drus liv mere end en gang.
Jeg må indrømme, at jeg er meget i tvivl om hvem Dru vælger, eller om hun overhovedet vælger én. Personligt kan jeg heller ikke vælge, for begge drenge er bare så skønne! Jeg glæder mig rigtig meget til at læse de næste bøger i serien, og se hvad der sker.
”Lugten ramte mig – kobber, varmt og godt. Den smaskede ud på et sted bagerst i min hals, som jeg aldrig før havde vidst eksisterede, lige ved siden af det sted, som almindelige mennesker ikke har. Det, der siger mig, når noget underligt snart vil ske. Den røde kobberagtige lugt rakte hele vejen ned og flåede verden fra hinanden. Jeg styrtede frem igen, kæmpede mod Graves’ hånd, men han havde på en eller anden måde fået sin arm rundt om livet på mig og trak mig væk. Jeg kastede mig frem igen, slæbte ham næsten med mig, og det gik op for mig, hvad det var, jeg ville.
Jeg ville slå dem alle sammen af vejen og lægge mit ansigt mod den sårede varulvs hals.
Jeg ville drikke.”
Unik
Jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal kunne vente, til næste bog udkommer. Det er præcis det samme, som da jeg var færdig med ‘Sorte Engle’. Denne serie er bare så utrolig spændende og anderledes, ikke kun i handling, men også i måden Lili St. Crow skriver på. Hun skriver så det virkelig fanger én, med rigtig mange detaljer og beskrivelser! Det var som om jeg selv var inde i bogen, og jeg kunne lugte og smage alt det, som Dru kunne!
Jeg synes serien er helt igennem unik, og Lili St. Crow har gjort et fremragende stykke arbejde, som jeg virkelig beundrer hende for!
Skriv et svar