Vi tester Kvæsterød Køreskole


På trafikudstillingen, Kvæsterød Køreskole, på Experimentarium hører vi om at være sikre i trafikken. Men selvom det er et emne vi allerede hører om i skolen, og som umiddelbart ikke fanger vores interesse så meget som en spionudstilling, så er trafikudstillingen helt sikkert et besøg værd!

AF CAMILLA LÆRKE LÆRKESEN, 16 år

”Man kan ikke køre bil, når man har drukket,” siger de voksne. Men lige så hurtigt det ryger ind af det ene øre, ryger det ud af det andet.

På trafikudstillingen får vi ”fuldebrillerne” på, og oplever hvor sløret synet kan blive, fornemmelsen for, hvor man er, er fuldkommen væk. I brillerne ser jeg, at jeg er på vej uden om den orange kegle midt på vejen, men ikke desto mindre kører jeg lige ind i den.

Løb og lær

Det er ikke kun spritkørsel, der bliver sat fokus på; ved siden af forhindringsbanen med ”fuldebrillerne” kan du måle hvor mange ton en bil rammer dig med, hvis du bliver ramt i trafikken afhængig af hastighed og vægt.

– Vi løber efter tur ind i væggen, for at finde ud af hvor hårdt en bil ville ramme os.

Vi løber efter tur ind i væggen, for at finde ud af hvor hårdt en bil ville ramme os. Det er ret grænseoverskridende, og vi kan ikke lade være med at føle os lidt fjollede, men det er jo lige netop der det bliver sjovt.

På Experimentarium er det meningen at vi skal føle os lidt fjollede, det er jo netop der, det bliver sjovt at lære. Det bliver sat lidt mere i perspektiv, når man kan føle det på sin egen krop.

Hvis vi bare havde fået et skema over vægt og hastighed, ville vi stadig ikke ane hvor lidt eller hvor meget fart der skal til. Det resultat vi får, må da også siges at være højere end man lige forestillede sig – det er ikke bare et blåt mærke man får, hvis man bliver ramt af en rigtig bil.

Trafikudstillingen var lidt en øjenåbner, men en meget underholdende en af slagsen!

Lidt for enhver smag

Jeg var ret overrasket over at der blev sat så meget fokus på spritkørsel. Jeg havde forestillet mig at en trafikudstilling var for børn, som lige er begyndt at færdes i trafikken uden forældre, eller som måske snart skal til det. Og derfor tænkte jeg slet ikke på alkohol i forbindelse med trafikken.

Men udstillingen var for alle. Ikke bare børn, men også teenagere og deres forældre. Her havde Experimentarium virkelig formået at ramme alle aldersgrupper. De yngste kunne fornemme, hvor vigtigt det er at passe på i trafikken. Lasse og Emil, vores yngste testere på 11 år, var vilde med aktiviteterne, og jeg synes også at udstillingen var både interessant og underholdende.

– Som teenager fandt jeg aktiviteterne om spritkørsel meget relevante, og jeg er sikker på at mange voksne havde det på samme måde.

Som teenager fandt jeg aktiviteterne om spritkørsel meget relevante, og jeg er sikker på at mange voksne havde det på samme måde. For de voksne, som ikke gad rende rundt med ”fuldebrillerne”, var der udstillinger for dem også; der var billeder og udklip fra trafikulykker, godt gemt af vejen i skuffer der var markeret, så sarte sjæle kunne gå udenom.

Det var lidt som et roligt hjørne, hvor man kunne stå og læse avis. De hemmelighedsfulde skuffer havde også den effekt at man blev nysgerrig, så her brugte vi – de ældste testere på 16 år – en del tid på at udforske hvad der gemte sig i skufferne.

Den sjoveste udstilling

I modsætning til spionudstillingen, som Experimentarium har ved siden af, skulle man ikke sidde stille i trafikudstillingen, til gengæld var den heller ikke lige så stor. Aktiviteterne var de sjoveste, men der måtte godt have været flere af dem, så havde vi kunne bruge rigtig lang tid derinde. Det var god underholdning, så man var helt ærgerlig, da der ikke var mere at lave.

… på vej hjem i bilen fik vi en livlig diskussion om sikkerhed i trafikken …

Kvæsterød Køreskole den sjoveste af de to særudstillinger på Experimentarium. Der var flest sjove aktiviteter, men også bagefter havde vi noget at tænke over, og på vej hjem i bilen fik vi en livlig diskussion om sikkerhed i trafikken, som alle nu var med på, fordi det ikke længere var en voksen-prædiken.

Sløret syn

Med de såkaldte ”fuldebriller”, var det pludselig ikke så nemt at klare sig gennem en forhindringsbane. Til gengæld gjorde det stort indtryk på os alle sammen, hvor dårlig en stedsans kan blive. Det er nok værd at huske på.

En helt anden verden

Experimentarium er et sted hvor vi kan afprøve naturlovene og finde ud af, hvordan det hele hænger sammen, men sommetider føles det som et helt andet univers, hvor vi kan gøre og se ting, som vi troede var umulige.

Koncentration skal der til!

Lasse bliver dirigeret igennem forhindringsbanen af Emil. Det gælder om at høre efter, og holde tungen lige i munden. Opmærksomhed er nøgleordet – på forhindringsbanen såvel som i trafikken.

Sjove lege

Uanset om man følte sig lidt fjollet med alt det udstyr man fik på, så var det en utrolig sjov dag. Der var masser af sjove opgaver og god underholdning.

Chauffør for en dag

Der kan være mange distraktioner, når man kører bil. Det fandt drengene ud af, da de havde prøvet at være chauffører, det var i hvert fald ikke kørslen, der blev talt om, snarere alle de ting de så undervejs, og det var ikke så lidt!


Experimentarium er et aktivitetscenter for natur, teknik, miljø og sundhed. Centret ligger i Tuborgs gamle tappehal i Hellerup nær Tuborg Havn, og besøges årligt af ca. 350.000 gæster. Hovedudstillingen er på 4.100 m2, og består af næsten 300 aktiviteter.

Centrets såkaldte piloter, er oftest studerende fra de naturvidenskabelige uddannelser, der dagen igennem står for demonstrationer, shows og forskellige værkstedsaktiviteter. Udover de faste aktiviteter, afholder Experimentarium hvert år én eller to særudstillinger.

Experimentarium er en selvejende institution, der blev stiftet på initiativ af Egmont Fonden. Formålet er at fremme interessen for naturvidenskab og teknik. Siden åbning i 1991, har 5,3 millioner gæster besøgt Experimentarium.


Comments

Ét svar til “Vi tester Kvæsterød Køreskole”

  1. Jeg besøgte osse Kvæsterød Køreskole, og syntes det var en lærerig udstilling. Det er jo smart at lære en masse vigtigt indenfor trafik på en sjov måde, istedet for at høre det igen og igen fra andre. Min lillebror på 5 år var især vild med den der hvor man skulle se hvem der kunne sætte sig først ind i bilen, lille konkurrence-menneske 😛 Vi fik desværre ikke prøvet så meget af det, for der var mange andre derinde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.