MGP 2009: Seje hiphop-trin, pailletter, 80’er hår og børneenergi når den er allerbedst prægede lørdag aften på DR1, da vinderen af ”MGP 2009 – Det er bare noget, vi leger!” skulle findes. Med topkarakter fra fem regioner i sms-afstemningen blev vinderen PelleB med melodi nr. 9 ”Kun min”

AF PETER HENRICHSEN

Efter to timers forrygende MGP-fest i børnenes tegn kunne PelleB kåres som de glade vindere i et MGP, hvor alle ti sange havde hver deres store kvaliteter inden for genrerne hiphop, rock, R’n’B og pop. På andenpladsen kom Engledrys med sangen ‘Min bedste ven’, og på tredjepladsen The futures med sangen ‘Min MSN Ven’. Lige efter fulgte Anna med ‘Jeg kunne alt’ og på en femteplads endte Nicklas med ‘Fyr den af’.

Nordisk MGP i sigte

PelleB og nr. to Engledrys får æren af at forsvare de rød-hvide farver ved det Nordiske MGP i Stockholm 28. november. Alle sangene fra det danske MGP udkommer på en cd mandag den 28. september, og vinderen får sin egen cd-udgivelse, som udkommer senere på året.

Skal optræde i Legoland

Der er masser af sjove oplevelser i vente de kommende uger. Lørdag d. 3. oktober skal alle MGP 2009 deltagerne optræde sammen i Legoland, og d. 10. oktober optræder de i Frederiksborgcentret i Hillerød, hvor alle deltagerne endnu en gang skal fyre den af på scenen.

Sådan faldt de endelige point i MGP 2009:

Sang nr. Band Sang Point
9 Pelle B Kun min 60
3 Engledrys Familien – min bedste ven 50
5 The Futures Min MSN ven 34
4 Anna Jeg kunne alt 32
2 Niclas Fyr den af 24