Efter at have fejret 20 års jubilæum i 2008, med deres meget roste DVD/2CD “The Anatomy Of Melancholy”, vender Paradise Lost nu tilbage med det nye studioalbum “Faith Divides Us – Death Unites Us”
| AF ANNA HOLM SØRENSEN |  |
Som en af pionererne inden for doom metallen, har Paradise Losts kendetegn altid været langsomhed.
En slæbende, tung lyd med den berømte swingrytme i slow-motion, begravet under et lag af guitarharmonier og riffs. Efter en minderejse til electronica-land i slutningen af det nye årtusind, har bandet nu genfundet sig selv i den mere moderne gotiske metalgenre, som de selv så modigt formede i midt-halvfemserne.
Ingen Power-galop
Det i sig selv er glædeligt, men det mest hjertevarmende ved denne nye plade er, at de til dags dato stædigt går uden om de galoperende power-rytmer, der kendetegner flere af de moderne, gotiske metalbands. En stærk og personlig holdning, der både har holdt på bandets gamle fanbase og skabt en ny.Dog har de helt nye navne bestemt haft deres indflydelse, et andet sted på det ellers så doom-forankrede band.
Åleglat svensk produktion
Det første øret lægger mærke til, når man hører bandets nyeste album, “Faith Divides Us – Death Unites Us”, er den åleglatte produktion. Noget, der har været gennemgående på de seneste års nygotiske udgivelser. Paradise Lost lyder på denne nye plade simpelthen som om, at den svenske producer Jens Bogren har overhældt materialet med en ordentlig omgang Nickelback og de mest rundkantede øjeblikke fra In Flames seneste udgivelse ’A Sense of Purpose’.
“Paradise Lost lyder på denne nye plade simpelthen som om, at den svenske producer Jens Bogren har overhældt materialet med en ordentlig omgang Nickelback og de mest rundkantede øjeblikke fra In Flames seneste udgivelse ’A Sense of Purpose’”
Og den svenske slyngel har så uden tvivl bagefter kørt numrene igennem et ”lyd godt” program på computeren. Det er en sikker opskrift, der har givet det helt nye norske goth-band Sirenia sin Timbaland-møder-Nightwish –lyd og har gjort Amon Amarths ’Twillight of the Thundergod’ til et morsomt bekendtskab. Men desværre for den gode hr. Bogren virker det på sin vis lettere overflødigt for Paradise Lost, hvis lyd ikke tager skade af lidt mere rumklang og diskant, og lidt mindre radiopotentiale.
Klippesolidt håndværk
Men nok om produktionen. Mange vil sikkert hilse den opdaterede lyd velkommen, så det skal ikke trække for meget ned. Og brok skal jo altid høres fra ”de gamle”, når en ny plade ikke gennemført stræber tilbage i tiden. Selve musikken er der nemlig ikke en finger at sætte på. Det er simpelthen klippesolidt håndværk fra det erfarne band, og der er ingen tvivl om at netop dette album nok skal komme i heftig rotation på mange anlæg og iPods.
Varieret og med melodeath-hit
Sangene gentager ikke sig selv ét eneste sted og guitarmelodierne slynger og kryber sig mellem hinanden, så tankerne blidt ledes tilbage i tiden til 1995’s fabelagtige album “Draconian Times”.
Det ret så radioegnede titelnummer er faktisk tangerende til catchy, med sin fine blanding af melodi og tunge riffs i omkvædene. Denne sang skiller sig bestemt ud fra resten af pladen med sin melodeath-sound, men er et velkomment break fra den ellers så nytænkte nostalgi.
Pladen kan anbefales til alle, der ønsker at slappe af til en gennemført plade af højeste håndværksmæssige kvalitet.
“Faith Divides Us – Death Unites Us” (46:03)
1. As Horizons End (5:26)
2. I Remain (4:09)
3. First Light (5:00)
4. Frailty (4:25)
5. Faith Divides Us – Death Unites Us (4:21)
6. The Rise Of Denial (4:47)
7. Living With Scars (4:24)
8. Last Regret (4:24)
9. Universal Dream (4:17)
10. In Truth (4:50)
Diskografi
Lost Paradise (1990)
Gothic (1991)
Shades Of God (1992)
Icon (1993)
Draconian Times (1995)
One Second (1997)
Host (1999)
Believe In Nothing (2001)
Symbol Of Life (2002)
Paradise Lost (2005)
In Requiem (2007)
The Anatomy Of Melancholy – DVD/live album (2008)
Drown In Darkness – The Early Demos (2009)
Faith Divides Us – Death Unites Us (2009)
Besætning
Nick Holmes – Vokal
Gregor Mackintosh – Lead Guitar
Aaron Aedy – Rytmeguitar
Stephen Edmondson – Bas
Adrian Erlandsson – Trommer
Skriv et svar