Koncertanmeldelse: Stratovarius / The Rock / 4. februar 2010
Personligt er jeg en stor fan af Stratovarius, og har været det længe, så det var med høje forventninger jeg drog gennem kulde og sne på en episk færd til The Rock i København, for at overvære de finske ”grand old shredders”. Det er mange år siden de sidst var på besøg her i Danmark – så jeg følte mig lidt som en lille dreng med begyndende langt hår der skal ud og se SlipKnot for første gang.
| AF ANNA HOLM SØRENSEN |  |
Stratovarius er en underlig fisk. Det er bandet som de fleste metalhoveder kan sætte navn på – og dog er der ingen der kan opsummere ret mange facts om bandet, ud over at keyboardspillerens bror vist nok er trommeslager i Hammerfall.
Den finske über-power metal gruppe har ellers eksisteret siden 1984 og dens melodiske, synth-baserede spillestil er drysset gavmildt ud over de fleste moderne power metal grupper som for eksempel Nightwish, Within Temptation og Kamelot. Alligevel er det meget få der rent faktisk kan citere ’Forever’ (bandets traditionelle sing-along koncert-basker) og ved hvem Timo Tolkki er, ud over at han vist nok engang har indspillet en sang med Within Temptation-forsanger Sharon del Adel.
The Rock fyldt til bristepunktet
The Rock var fyldt til bristepunktet af ivrige, langhårede piger og drenge – lidt af en bedrift i sig selv, når man regner ind at det var en torsdag og bandet først gik på nogenlunde på det tidspunkt hvor almindelige mennesker går i seng.
Koncerten blev sparket i gang til de mastodoniske, optagede toner fra introen til den 10 minutter lange sang ’Destiny’, men kun 2 minutter inde kastede bandet sig ind på the Rocks mildt sagt ikke specielt mastodontiske scene og sparkede det allerede godt varme publikum i gang med en god omgang riffing, up-beat og falsetvokal.
“Jeg kunne desuden ikke lade være med at grine, da Kupiainen pludselig, ud af det blå uden andet end wah-pedal og god distortion, lydret spillede det unavngivne western-tema som Karma Cowboys på bånd introducerede sig selv til torsdagen før.”
Genoplivet Stratovarius med Marias Kupiainen
Før en eventuel hardcore-fan går hen og tror der var tale om en genforeningskoncert, må jeg lige præcisere, at Tolkki er sangskriveren bag 95% af bandets optagede materiale før 2008, hvor han forlod bandet efter en længere periode hvor de fleste allerede havde bestilt bandets gravsten.
Men denne torsdag aften var det i den grad et genoplivet Stratovarius der herskede ultimativt over The Rock. Tolkki blev erstattet af Matias Kupiainen ikke længe efter han sagde farvel, og denne aften skulle Kupiainen så overbevise Danmark om at han er en værdig arving til posten som Stratovarius’ master of shred.
Det gjorde han helt ned i petitesserne. Ikke en tone sad forkert på soloerne, riffene var præcise og stramme og en bas/guitarduel med bassist Lauri Porra midt i settet naglede buskabet fast. (Jeg kunne desuden ikke lade være med at grine, da Kupiainen pludselig, ud af det blå uden andet end wah-pedal og god distortion, lydret spillede det unavngivne western-tema som Karma Cowboys (se Mustasch-anmeldelsen) på bånd introducerede sig selv til torsdagen før.)
“Keyboardspiller Jens Johansson gav dog den ultimative demonstration på sit faste job bag tangenterne ved at smide et håndklæde over hovedet og derefter fejlfrit spille et halvt nummer.”
Keyboards med håndklæde over hovedet
Bandmedlemmerne virkede muntre og forsanger Timo Kotipelto snakkede ivrigt med publikum hele vejen igennem. Men det mest fremtrædende indtryk gennem hele koncerten var dog, at de først og fremmest kørte på rutinen. Det sker selvfølgelig altid efter at have turneret rundt i Europa siden november, og det lå heldigvis ikke koncerten til last. Keyboardspiller Jens Johansson gav dog den ultimative demonstration på sit faste job bag tangenterne ved at smide et håndklæde over hovedet og derefter fejlfrit spille et halvt nummer.
Live premiere på ‘King of Nothing’
Den stod ellers på øl, sing-along og en underlig blanding af dans og mosh gennem hele koncerten. I hovedsettet kunne man blandt andet høre de obligatoriske hits som ’Hunting High and Low’, ’Speed of Light’, ’Phoenix’, ’Paradise’ og selvfølgelig ’Eagleheart’. Plus flere perler fra det faktisk rigtig gode, Tolkki-fri album fra sidste forår. ’Deep Unkown’, ’Winter Skies’ og ’Forever is Today’ brillierede som potentielle nye live-hits. Kotipelto måtte dog indrømme over for publikum, at der denne aften var live-premiere på sangen ’King of Nothing’. Der kunne også godt spores en vis usikkerhed hos det ellers så sikre band – noget som sangteksten klæbet til scenegulvet foran Kotipelto, vidnede om.
Ekstranummer, fødselsdag og farvel
Som ekstranummer fik vi endelig ’Forever’ – den ultimative sing-along sang. Så kunne vi alle sammen puste lidt ud efter en hel koncert med dobbeltpedal og dans. Bandet gav den dog hele armen til aller sidst med ’SOS’ og ’Black Diamond’, og fik os til at råbe lidt om kap med Hamburg hvor de havde spillet dagen. Så takkede de af, introducerede en roadie der havde fødselsdag, bukkede og forlod scenen med den værdighed der tilkommer et band af Stratovarius’ kaliber.
Skriv et svar