Anmeldelse: Dark Tranquillity – We are the void

Som bekendt er Dark Tranquillity mestrene af melodisk dødsmetal. Det er nok et af de bands der har afveget mindst fra deres oprindelige lyd, i forhold til hvor længe de har eksisteret og hvor meget de har udgivet. Så ’We are the Void’ er ikke en plade man skal forvente sig revolutioner af, og det er bestemt heller ikke sådan én den leverer.

AF ANNA HOLM SØRENSEN

Første nummer, ’Shadow in Our Blood’, har en lidt spøjs men funky intro, der hurtigt hopper over i det man er her for: at høre velskrevet melodeath.
Riffene er varierede uden at tage opmærksomheden – derimod lægger man en del mærke til en diskret keyboardlyd inden under og en god, velspillet bas i bunden.

Der er skam massere af melodi. Dog lugter det ikke voldsomt meget af dødsmetal – men, der er jo sket meget siden bandet kom frem i starten af 90’erne, og da det jo er Dark Tranquillity skal man høre musikken i det perspektiv.

Generelt set er numrene fyldt med fede, spændende melodier der dog hurtigt drukner i hinanden. Det virker som om bandet har valgt at satse på mange små melodier i stedet for store catchy melodilinjer, som de før har lavet effektive sange med.

Der er skam massere af melodi. Dog lugter det ikke voldsomt meget af dødsmetal

Ingen bommerter begået

Nogle sange huskes bedre end andre. Jeg har taget mig selv i at gå og nynne ’The Fatalist’ nu og da. Derimod er der mange af sangene jeg skal et godt stykke ind i før jeg kan huske omkvædene.

Som sådan er der ikke nogle steder jeg kan kritisere pladen meget. Det er Dark Tranquillity når bandet er bedst – og mest sig selv. Produktionen er forholdsvis glat, hvilket ikke ligger helt i genrens tradition. Lidt af råheden fra den tidlige melodiske dødsmetal savnes bestemt, men på den anden side har tiderne ændret sig og det er blevet kutyme med gode producere der skal skubbe musikken ud til et bredere publikum.

Vurdering

Sådan set roder pladen rundt mellem tre og fire stjerner. Tre for at være en kende anonym i svingene – fire for at fungere upåklageligt. Jeg har haft en del tid til at lytte på pladen, og kan konstatere at det er et rart bekendtskab – men ikke et bekendtskab jeg ville tage videre end et enkelt lyt nu og da. Desværre, for Dark Tranquillity er et af de bedste eksisterende bands med et bagkatalog der kan måle sig med de størstes.

Og det bliver desværre tre stjerner. Jeg har forsøgt at forbarme mig, men efter endnu en gennemlytning kan jeg konstatere at det stadig kun er ’The Fatalist’ der joller rundt i min hjerne. Det er så tilgengæld en ganske udmærket sang der uden tvivl ryger ind på den personlige Dark Tranquillity-hitliste sammen med numre som ’Static’ og ’Hedon’.


DARK TRANQUILLITY – “We Are The Void” (47:48)

1. Shadow In Our Blood (3:46)
2. Dream Oblivion (3:48)
3. The Fatalist (4:32)
4. In My Absence (4:47)
5. The Grandest Accusation (4:55)
6. At The Point Of Ignition (3:52)
7. Her Silent Language (3:33)
8. Arkhangelsk (3:56)
9. I Am The Void (4:00)
10. Surface The Infinite (3:50)
11. Iridium (6:43)

Besætning
Mikael Stanne – vokal
Niklas Sundin – guitar
Martin Henriksson – guitar
Anders Jivarp – trommer
Daniel Antonsson – bas
Martin Brändström – electronics



Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.