Koncertanmeldelse:Airbourne / Pumpehuset / 14. marts 2010
Søndag aften er som regel kun rock’n roll-tid for de hardcore – men denne søndag kunne alle være med. Samtlige publikummer i Pumpehuset blev injiceret med en dosis bestående af øl, Marshall-mur og ren rock af Airbourne og opvarmningsbandet Taking Dawn, og ingen blev sparet.

Anmeldt af Anna Holm Sørensen

Som regel er opvarmningsbands noget der skal overstås, men utroligt nok kunne Taking Dawn sagtens måle sig med hovednavnet. De sprang ind på scenen med en beundringsværdig dødsforagt og varmede publikum op til kogepunktet. Højdepunktet var da forsangeren sprang ud til publikum og løb rundt med sin Les Paul og soloede et sted i mængden.

No sleep til’ Pumpehuset

Hele salen ulmede da Airbourne endelig gik på. Lyden var desværre skuffende dårlig i forhold til Taking Dawns perfekte mix, og frontmand Joels guitar overdøvede alt andet – inklusive hans egen stemme. Han virkede dog rimelig ligeglad og tonsede rundt ægte Angus Young-style med krøller og sved stående omkring sig.

Der var ingen pauser, ingen pusterum og igen nåde. Lyden blev forbedret et par numre inde i koncerten – men, ikke fordi hans guitar blev skruet ned. Tværtimod fik resten af knapperne på mixerpulten et skub opad.

Den truende mur af Marshall stacks bandet havde stablet op bag sig gjorde ikke indtrykket mindre. Denne anmelder ønskede faktisk, for første gang i hendes liv som koncertgænger, at hun havde medbragt ørepropper til at tage det værste. Men alligevel var der ikke tid til at stoppe og beklage sig. Forstærkernes knapper glødede som røde øjne i skyerne af røg som scenen var indhyllet i, truende og store, og inspirerede publikum til at gå lige så meget amok som bandet. Ingen tanker blev skænket skole, arbejde eller vækkeure der ville ringe omkring seks timer senere. Ægte rock’n roll’ere tager sig sgu bare en ekstra øl og sover i timen – eller, det mente Airbourne tydeligvis.

Det er sjældent man kan forlade en koncert med stiv nakke, øl i håret og hyletone – og stadig smile over hele femøren, som om man lige har vundet en million i lotto.

Over scenekanten

Hurtigt faldt man ind i en trance af headbanging, tofingrede håndtegn og skaller til sidemanden. Lyden var stadig ikke særligt optimal og det var svært at genkende de numre man har hørt på deres plader. Airbournes styrke er uden tvivl at de kan fylde ny øl på en gammel rock-opskrift og formidle hele vejen ud over scenekanten. Frontmanden måtte have luret en del på opvarmningen Taking Dawn. Midtvejs igennem sprang han også ud over kanten, og skulle da liige demonstrere hvem der var hovednavnet denne aften. Ikke nok med at han tonsede rundt blandt publikum i et hensynsløst solo-maraton, han skulle også lige hoppe op på lyd- og lysmandens pulte midt i rummet og give den gas så alle kunne se og røre.

Flyvende med øl

Over halvvejs forsøgte undertegnede at kommunikere med sin sidemand, men blev blot svaret af en stemme der lød som en råbende mus under vand. Airbournes mur af forstærkere havde udslettet vores kortdistancehørelse komplet. Dehydreringen og trætheden begyndte også så småt at indfinde sig, men det havde frontmand Joel skam også en løsning på. Han smadrede op til flere øldåser mod sin pande så væsken stod ud i fontæner, og alle blev gavmildt overøset.

Smil over hele femøren

Efter et par ekstranumre der udslettede vores sidste rester af energi tumlede vi ud i køligheden og slugte ølfri luft i store mundfulde. Det er sjældent man kan forlade en koncert med stiv nakke, øl i håret og hyletone – og stadig smile over hele femøren, som om man lige har vundet en million i lotto. Og endda selvom man tabte det plekter bassisten kastede til én.

Men, ’no guts, no glory’, som bandets seneste CD hedder. Og denne søndag var i sandhed en ægte styrkeprøve der fik sorteret de guts-løse fra.

Mere Airbourne:

http://www.airbournerock.com/