Somewhere er en smuk historie om den største gensidige kærlighed der nok eksisterer i verden: den mellem børn og deres forældre. Modsat Blockbusters, hvor du bliver oversprøjtet med klip, effekter, dialoger og ikke mindst moraler, får du i Somewhere lov til at tænke og føle selv – og det er en oplevelse der giver fuld plade i min karakterbog.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

“Somewhere”

Instruktør:

Sofia Coppola

Land:

USA

Distributør:

SF Film

Premiere:

28. oktober 2010

Skuespilleren Johnny Marco (Stephen Dorff) lever et beskyttet liv på luksushoteller langt fra alle sine mange fans. Han kører Ferrari , bestiller poledancing-shows på sit eget hotelværelse og kan få lige de kvinder han peger på. Men han keder sig. Kilchéen om tilværelsens ulidelige lethed skriger i hver eneste celle af ham, mens pressen og hans manager styrer ham som en marionetdukke. Lige indtil den dag, hvor hans fraskilte kone får en krise og skubber det fulde ansvar for deres 11-årige datter Cleo (Elle Fanning) over på Johnny.

Koncentrerede sanseindtryk

Indrømmet. Jeg var allerede farvet, da jeg gik ind og så Somewhere, for jeg er stor fan af Sofia Coppola’s Lost in Translations. En film jeg nok har set 10-15 gange og skal se igen. Overraskelsen var ikke særlig stor, for Somewhere var bygget op på præcis sammen måde: flere minutter lange scener fra kamera på stativ, naturlig – tilsyneladende ubearbejdet – lyd, ganske få dialoger, men med et hav af kropslige handlinger, ansigtsudtryk og stemme-intonationer, der resulterer i virkelig stærke følelser hos tilskueren.

Når kedsomheden indtræffer begynder oplevelsen

Jeg er vild med det! Tiden går i stå i Somewhere og jeg når at kede mig, men kedsomheden åbner op for mit sind på en naturlig måde, og først dér begynder oplevelsen. Jeg har oceaner af tid til at følge med i hver eneste detalje: hvert tonefald, handling, møbel og hvert sug på en cigaret. Hvis ens hjerne er med på den, er det lige så interessant som at sidde i et venteværelse eller på et strøg og iagttage andre.

Formidable Elle Fanning

Da Johnnys datter, Cleo (Elle Fanning) kommer ind i filmen, er jeg solgt. Hendes uskyldighed, sårbarhed og unikke skønhed, går lige i blodet på mig, og faderfølelsen og beskyttelsestrangen indfinder sig umiddelbart. Samtidig kæmper beskyttertrangen mod smerten over at se Johnny så fremmedegjort overfor Cleo, hvilket giver mig spænding og næsten ondt i maven. “Passer han nu godt nok på denne sarte blomst, som er livets største gave, og som gør alt for ham? Hvis ikke, skal jeg nok træde ind i filmen og gøre det bedre!”. Jeg tog virkelig en spændende rejse ind i mig selv og blev ganske forbavset over hvilke følelser filmen fremkaldte i mig undervejs. Et sekund blev jeg bange for at det var Kejserens nye klæder – “jamen, der sker jo ikke noget! De laver mad, spiller Nintendo Wii, spiser is, sover, kører i bil. Hvordan vil du fortælle andre at det er fedt at se på?”.

Ingen tvangsfodring

Men Somewhere er ikke bluff. Da jeg kom ud fra biografen var jeg fuldstændig i kontakt med mig selv og havde en indre ro, som der er meget længe siden jeg har haft. Jeg kastede et blik på alle de andre filmplakater, og havde nærmest ondt af de folk der nu skulle ind og tvangsfordres som fois gras-gæs, i film sprængfyldt med special effects og alt for høj surround lyd og hvor man gerne skulle nå jorden rundt på halvanden time.

Den største gensidige kærlighed

Somewhere er en smuk historie om den største gensidige kærlighed der nok eksisterer i verden: den mellem børn og deres forældre, og når man netop går i biografen for at nyde de store billeder, er det en befrielse af slippe for de mange forstyrrende undertekster som uafbrudt dialog fører med sig. Det er fascinerende at se noget som virkelig virker ægte, og det er skønt at få lov til at tænke selv. Min glæde ved at gå i biografen, som efterhånden har fået så mange spark i mellemgulvet af ens, heldårlige overfladiske masseproduktioner, kom mirakuløst tilbage under Somewhere, og det er jeg Sofia Coppola, Elle Fanning og Stephen Dorff dybt taknemmelig for.

Mary Elle Fanning (9. april 1998)
Hun har spillet skuespil, lige siden hun lærte at tale, så den i dag 12-årige Elle Fanning er nærmest en veteran i film- og TV-verdenen. Som 3-årig spillede hun en yngre version af sin storesøster Dakotas karakter i Jessie Nelsons I Am Sam, og samme model blev brugt i den Emmy-vindende serie Taken. Elle Fanning har desuden medvirket i Alejandro González Iñárritus Babel, Tod Williams’ The Door in the Floor, Terry Georges Reservation Road, Steve Carrs Daddy Day Care, Andrei Konchalovskys The Nutcracker, Wayne Wangs Because of Winn-Dixie, Tony Scotts Déjà Vu og David Finchers Oscarvindende The Curious Case of Benjamin Button, hvor hun spillede en ung udgave af Cate Blanchetts karakter overfor Brad Pitt. Elle Fannings første hovedrolle var i Daniel Barnz’ Phoebe in Wonderland, hvor hun spillede overfor Felicity Huffman, Patricia Clarkson og Bill Pullman. (SF Film)