The Expendables er 80’er retro-action, en forudsigelig historie set mange gange før, men stadig hyggelig og underholdende, specielt på grund af de mange gode skuespillere.
Af Peter Kock Henrichsen |
Titel:
“The Expendables”
Instruktør
Sylvester Stallone
Land:
USA
Distributør:
Midget Entertainment
Udgives:
30. november 2010
Barney Ross (Sylvester Stallone) arbejder sammen med gutterne som lejesoldater. Jobbet er deres ét og alt, og når de kommer hjem fra missioner, halter deres privatliv håbløst bagefter og deres kærester finder nye fyre og slår op.
Narkobaroner og Psykopaten Gunnar Jensen
En dag får Barney et usædvanligt jobtilbud af en mand der blot kalder sig Church (Bruce Willis). Der er 5 millioner dollars at hente, hvis Barneys gruppe gør det af med en sydamerikansk narkobaron og diktator.
Barney takker ja og tager på en rekognosceringstur med kompagnonen Lee Christmas (Jason Statham), får fat i den underskønne kvindelige kontakt, Sandra (Giselle Itie), men slipper kun ved et lykketræf helskindet fra operationen. Sandra vil dog ikke befries af drengene, for hun er i sit hjemland og det er absurd nok hendes far der leder diktatorens hær.
Barney samler sine folk til en mere gennemtænkt operation, for hvis han ikke leverer vil Church hakke ham til hundemad. Samtidig er Barneys psykopatiske kollega, Gunnar Jensen (Dolph Lundgren) blevet for ustabil til at de kan have ham med i gruppen længere. De er nødt til at afskedige ham, men han er en handlingens mand der ikke lige accepterer at få en støvle i røven. Alt det der burde have været rutine, forvandler sig til et djævelsk mareridt med flere uventede modstandere.
Smækfyldt med kendisser
The Expendables er smækfyldt med kendisser. For det første har Sylvester Stallone, udover rollen som Barney, både instrueret og været med til at skrive manuskriptet. Ydermere får vi Bruce Willis, Dolph Lundgren og Mickey Rourke, sidstnævnte har vi senest set i The Wrestler (2008). Og sørme om ikke også selveste actionmanden Arnold Schwarzenegger, har sneget sig ind i en birolle, hvor guvernører fra Californien bliver drillet med at han drømmer om at blive præsident. Jo, humoren er også på plads i The Expendables, og spændingen og action-scenerne er faktisk lige så fremragende som Sylvester Stallones 80’er film Rambo I-II-II og Cobra.
Der er noget old-school over The Expendables. Stallone og gutterne forsøger ikke at være karl-smarte, når de ikke banker bad guys, og derfor fungerer filmen rigtig godt for mig. Action krydret med et islæt realisme, så jordforbindelsen bevares. Altså hvis man lige ser bort fra splattereffekterne i begyndelsen, der ligner noget fra en Alien-film.
For mig er The Expendables 80’er retro-action, en forudsigelig historie set mange gange før, men stadig hyggelig og underholdende, specielt på grund af de mange gode skuespillere. DVD’en indeholder desuden en Behind The Scenes og Interview With Stallone, Lundgren & Roberts.
Skriv et svar