Alt om Roskilde Festival 2011 på Danmarks Radio

Roskilde 2011: DRs kanaler er ladt med festivalstemning, interviews og livekoncerter, når Roskilde Festival 2011 finder sted 30. juni – 3. juli.

Af Iben Haugaard, DR

Allerede fra mandag den 27. juni til onsdag den 29.juni varmer P3 op med programmet ‘Aftenkoncert’, hvor lytterne kan høre uddrag af nogle af de bedste navne fra sidste års Roskilde Festival. Oplev Muse, Gorillaz og Robyn i selskab med vært Emil Nørlund.

P3 sender selvfølgelig også direkte festivalradio hver dag gennem alle fire festivaldage, hvor Mikkel Bagger, Nicki Hemicke Lykke og Anne Ølgaard kl. 18-20 byder på livenumre, stemningsreportager og gæster i studiet på festivalpladsen. Desuden sender P3-programmerne Smag på P3, Musiquizzen og Hængepartiet direkte fra Roskilde.

Udforsk alle hjørner festivalens repertoire

DRs digitale radiokanal P6 BEAT sender direkte fra festivalpladsen torsdag-søndag kl. 15-18. Her bevæger værterne Camilla Jane Lea og Anders Bøtter sig ud i alle hjørner af festivalens repertoire, og de byder blandt andet på interviews med festivalaktuelle musikere og reportager ude fra scenerne, hvor publikum vil fortælle om deres oplevelser med musikken. P6 BEAT vil desuden løbende spille dugfriske optagelser fra festivalens scener. Hold øje med hvilke koncerter, der sendes på P6 BEATpå dr.dk/roskilde.

Overblik på dr.dk

I det hele taget er dr.dk/roskilde stedet at få et overblik over, alt hvad DR sender fra Roskilde. Det er også her, du kan læse artikler om musikere og koncerter, høre udvalgte koncerter fra årets festival, få masser af anbefalinger fra danske musikere og se gallerier med festivalgæster, campingliv, kærlighed, skøre outfits og sjove branderter.

Gensyn på DR2

Allerede en uge efter den sidste tone er leveret over scenekanten på Roskilde Festival 2011, kan danskerne få et gensyn med frikadelleboder, mudderbadere og metervis af kabler. Under hele festivalen indfanger et kamerahold nemlig den helt særlige stemning, der findes på Roskilde Festival, og det bliver til en temalørdag, der sendes på DR2 lørdag den 9. juli kl. 20. Her kan du møde dem, der arbejder på festivalen, dem der sørger for, at det hele kører, gæsterne – både de luksusprægede og de mere skramlede, lejrene og frem for alt selvfølgelig: musikken. De største navne på de største scener og de mindste og nyeste navne på de mere ydmyge scener.

Sådan sender DR fra Roskilde:

P2

Søndag 3.7.
Kl. 9-11.15: ‘Åbent hus’ – Nikolaj Koppel og Hella Joof sender direkte fra Roskilde Festival og vækker festivalfolket og lytterne med klassisk musik.

P3

Mandag 27., tirsdag 28. og onsdag 29.6
Kl. 18-20: ‘Aftenkoncert’ – Emil Nørlund sender uddrag af nogle af de bedste koncerter fra Roskilde 2010. Mandag er det Robyn, tirsdag er det Muse, og onsdag er Gorillaz.

Torsdag 30.6.
Kl. 12-15: ‘Smag på P3’ – sender direkte fra Roskilde Festival. Le Gammeltoft og Nicholas Kawamura er dine værter.

Kl. 18-20: ‘P3 på Roskilde’ med Mikkel Bagger og Anne Ølgaard.

Fredag 1.7.
Kl. 12-15: ‘Smag på P3’ – sender direkte fra Roskilde med Le Gammeltoft og Nicholas Kawamura.

Kl. 18-20: ‘P3 på Roskilde’ med Mikkel Bagger og Anne Ølgaard.

Kl. 20-00: ‘Unga Bunga’ – Roskilde Special med Le Gammeltoft.

Lørdag 2.7.
Kl. 12-14: ‘Musikquizzen’ med Kenneth K – direkte fra Roskilde Festival.

Kl. 18-20: ‘P3 på Roskilde’ med Mikkel Bagger og Anne Ølgaard.

Søndag 3.7.
Kl. 9-12: ‘Hængepartiet’ med Jesper Holm og Rebecca Svensson – direkte fra Roskilde.

Kl. 18-20: ‘P3 på Roskilde’ med Mikkel Bagger og Anne Ølgaard.

Mandag 4.7.
Kl. 12.15: ‘Roskilde Repeat’ – Mikkel Bagger og Anne Ølgaard præsenterer højdepunkter fra årets festival.

P6 BEAT

Torsdag 30.6., fredag 1., lørdag 2. og søndag 3.7.
Kl. 15-18: ‘P6 BEAT på Roskilde’ – Anders Bøtter og Camilla Jane Lea er værter og kradser i overfladen, går i dybden, interviewer musikkens helte, kigger op mod stjernerne fra rendestenen og sætter fokus på musikken.

DR K

Torsdag 23.6.
Kl. 23.40: DR K Musik: Robyn
Den svenske sangerinde Robyn er uhyre populær i Danmark og har spillet for udsolgte huse både på festivaler og i koncerthuse. Her kan du møde hende før en koncert i Tap1 i København, på scenen ved sidste års Roskilde Festival og i en hel masse klip fra hendes allerede lange karriere. Sendes også 27.6. og 1.7.

DR 2


Lørdag 9.7.

Kl. 20-22.30: DR2 Tema: Roskilde Festival 2011.
Mød dem der arbejder på festivalen, dem der sørger for det hele kører, gæsterne – både de luksusprægede og de mere skramlede, lejrene og frem for alt selvfølgelig: musikken. De største navne på de største scener og de mindste og nyeste navne på de mere ydmyge scener. Bag scenerne, foran scenerne, musikerne og publikum.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.