Trods forudgående bekymringer, viste ‘Rise of the Planet of the Apes’ – som filmen jo rigtigt hedder på amerikansk – sig at være en rigtig værdig prequel til ‘Planet of the abes’ fra 1968.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Abernes Planet:
Oprindelsen’

Instruktør:

Rupert Wyatt

Land:

USA

Distributør:

20th Century Fox

Premieredato:

4. august 2011

Nogle børn bliver flasket op med modermælk. Jeg blev flasket op med ‘Abernes Planet’, vel at mærke originalversionen fra 1968 med Charlton Heston. Det er en virkelig fremragende science fiction dystopia-gyser, hvor et forulykket rumskib lander på en planet hovedsageligt styret af aber, men med mennesker holdt fanget som dyr — altså ganske simpelt ‘den omvendte verden’.

På 12 tommer sort/hvid

Selvom jeg som 9-årig både skulle på skovture, til stranden og på Dyrehavsbakken med min fætter, blev sommerferiernes højdepunkt alligevel at ligge på luftmadrasser sammen, spise popcorn og se ‘Abernes Planet’ på et lille sort/hvidt 12 tommer tv. Historien var så fascinerede og spændende, at skærmens størrelse ingen betydning havde overhovedet. Vi var selv med — dér på Abernes Planet!

Remake action-peppet i stykker

Siden hen har jeg vel set filmen omkring 50 gange, først kom den på VHS og her i nyere tid på DVD. I 2001 instruerede Tim Burton et remake af 1968-udgaven – noget af et flop, syntes mine filmvenner og jeg. Filmen var blevet peppet op til et højtempo actioneventyr, helt uden sans for den krybende rædsel, som langsommeligheden i 68-versionen bød på. Derfor var jeg ganske skeptisk overfor denne prequel, selvom Rupert Wyatt har overtaget instruktør-jobbet.

Besøg fra Harry Potter

Will Rodman, gør en ganske god karakter som genteknikeren James Franco, og Caroline Aranha er sød på en oprigtig måde, som dyrlægen Freida Pinto – dog uden at stjæle for meget fokus fra filmens egentligt hovedperson: Chimpansen Caesar, der bliver mere og mere intelligent mens den er forsøgsdyr for Alzheimer-medicin. Måske har du slet ikke lagt mærke til det, men Tom Felton – måske bedre kendt som Draco Malfoy – har faktisk også en skurkerolle som internat-dyrepasser. Det er altid de samme skuespillere, der får rollerne som bad guys. 😉

Tid til ro og tid til action

Vi ved jo hvor historien nogenlunde skal ende, da filmen er en forløber til ‘Abernes Planet’, men ikke engang det tager spændingen ud af den utrolig godt fortalte historie. Ceasar og de andre computeranimerede aber er så vellykket animeret, at man hurtigt lader sig gribe af illusionen og den meget følelsesladede historie. En god historie tager den tid en god historie skal tage for at blive fortalt ordentligt, og den samme ro som ‘Planet of the abes’ fra 1968 havde, bærer denne forløber videre. Stor ros for det. Der er rigtig god tid til fordybelse, så det er umuligt ikke at holde af lille nyfødte Caesar, og det er virkelig morsomt at se den vokse op i en lejlighed, hvor aber-stregerne bliver vildere dag for dag.

Underholdning og eftertanke

Vi er næsten ovre i familie-feel-good inden spændingen rigtig tager over. Action-scenerne er fuldstændig gemt til sidst, som fyrværkeriet på Nytårsaften. Denne optrapning, hvor man først når at blive følelsesmæssigt involveret inden det rigtig går løs, og hvor der ikke skal være action hele tiden, tiltaler mig i den grad. Samtidig beskæftiger filmen sig med flere kontroversielle og etiske dilemmaer hvor det aller største spørgsmål nok er: hvad der giver mennesket ret til at behandle dyr dårligt, blot vi fordi er skabt med høj intelligens.

Med en rigtig god historie, masser af følelser og stof til eftertanke, bliver ‘Abernes Planet: Oprindelsen’ netop ikke en overfladisk actionfilm, men derimod en rigtig sød, spændende og ikke mindst en meget værdig prequel til ‘Planet of the Abes’ fra 1968.