En moderne gotisk gyser: På trods af at ‘Den hvide krage’ var en hurtiglæst fornøjelse, ligger den – længe efter den sidste side er vendt – bagerst i bevidstheden, hvor både undren og fascination blomstrer op. Denne bog er ikke bare spændende – den er medrivende, tankevækkende og interessant.

Anmeldt af Josefine Mariendal Huus

Titel:

‘Den hvide krage’

Forfatter:

Marcus Sedgwick

Oversat af:

Nanna Gyldenkærne

Sider:

252

Udkom:

18. august 2011

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:






I fortidens dystre dyb prøver Winterfolds præst sammen med franskmanden Dr. Barrieux at opklare mysteriet om livet efter døden og de højere magter. Findes Gud? Kommer man i Himlen efter det sidste åndedrag eller ender man i Helvede?

To århundreder senere er to piger fra Winterfold opslugt af de samme spørgsmål. Den ene pige, Rebecca, er blot flyttet til den lille flække af en by med sin far, da hun møder den hemmelighedsfulde Ferelith. Hun fører Rebecca ud på et makabert eventyr fyldt med hemmeligheder om fortiden.

Tre fortællere

Denne medrivende historie er fortalt af tre fortællere: Præsten fra Winterfold, Rebecca og Ferelith. Læserens sympati ligger hos Rebecca, hvis liv allerede før Winterfold tog en voldsom drejning. En anklage hænger over hendes fars hoved, og dens skygge kaster mørke, vrede og sorg ind i deres indbyrdes forhold og Rebeccas sind.

Midt i Rebeccas ensomhed møder hun Ferelith. Rebecca synes, der er noget mærkeligt ved hende, noget, hun ikke kan sætte finger på. Fra starten ved hun, at der er noget galt, men på trods af det bliver pigerne venner. Et venskab der langt fra er sundt for Rebecca.

Sammen prøver af de at løse Winterfolds hemmeligheder, hemmeligheder, der viser sig at være langt mere frygtelige, end Rebecca nogensinde har kunnet forestille sig. Fortidens begivenheder bliver på samme tid beskrevet gennem korte dagbogsindlæg fra præstens synsvinkel.

Brød mig ikke om at læse den om aftenen

Jeg har aldrig læst en bog lignende Den Hvide Krage. På samme tid, som jeg var fascineret, følte jeg uhyggen krybe ind på mig. Jeg brød mig ikke om at læse den om aftenen, men gjorde det alligevel – med alle lys tændt.

Plottet er fængslende og kreativt udspundet. Sedgwicks karakterer er alle meget troværdige og levende, og man lever med dem, føler med dem … Selv præsten, der i sin søgen efter viden gør forfærdelige ting. Selv Ferelith, sindsforvirrede Ferelith, som er både sindssygt intelligent og uafhængig, men også sårbar.

Uddrag af ‘Den hvide krage’

Men under alle omstændigheder er der nogen ting, der ikke giver mening. Som hvorfor vi græder. Jeg mener, jeg kan godt forstå den fysiske trang til at græde, hvis man får et sandkorn i øjet. Tårerne skyller det ud, forhindrer sandkornet i at skade ens dyrebare synsorgan.
Men bortset fra det, hvorfor græder vi så?
Når vi ser en sørgelig film, når Kevin siger at han ikke elsker dig længere, fordi Julie ikke er så fed som du er, når din hamster dør. Eller når din mor dør, og din far forlader dig, hvorfor græder vi så?
Hvad er meningen med det?

Bid for bid

Noget af det, der er med til at gøre bogen så spændende, er det, at hele plotlinjen ikke bliver afsløret fra første side. Nej – læseren får den kun bid for bid, brudstykke for brudstykke, og man må i uvidenhed læse videre for at få svarene på ens spørgsmål. Men selv i enden står der stadig spørgsmål tilbage, og dem må man selv bryde hjernen med.

Jeg må give en af hovedpersonerne ret (uden at afsløre for meget) med hensyn til denne bog:
”Det er en ret skræmmende historie.
Jeg elsker den.”

Uddrag af ‘Den hvide krage’

”Hvorfor står du så tæt på kanten?” spørger Rebecca.
”Af samme årsag som dig,” siger Ferelith. ”Af en eller anden grund er der noget uimodståeligt ved det, ikke? Ved at stå helt ude på kanten. Har du det ikke ligesådan?”