‘Don’t be afraid of the dark’ er et remake af 1973-tv-gyseren af samme navn. Jeg havde glædet mig til, at Katie Holmes virkelig skulle få mig igennem hele følelsesspektret, men filmen formåede aldrig at fange mig.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Don’t be afraid of the dark’

Instruktør:

Troy Nixey

Land:

USA

Distributør:

Uip

Premieredato:

29. september 2011

Den psykisk ustabile pige, Sally (Bailee Madison), bliver sendt over for at bo hos sin far, Alex (Guy Pearce) og Alex’ kæreste Kim (Katie Holmes). De er ved at renovere og re-designe Blackwood Mansion, et victoriansk hus tidligere ejet af den berømte dyre-tegner, Emerson Blackwood (Garry McDonald). Først da Sally ankommer til det dystre hus, får hun fortalt at hun ikke længere skal tilbage til sin mor, men at hun rent faktisk skal blive hos faren og Kim for at få lidt luftforandring. Alex og Sallys mor håber på, at Sally vil blive i lidt bedre humør og blive mere udadvendt, men hun reagerer kraftigt mod den hårde beslutning og bliver rigtig ked af det.

Lige pludselig er der dog noget, der råber Sally op i huset. Noget eller nogen, der taler til hende. Og et par dage senere finder Sally en skjult kælder, som ellers er blevet lukket til i det gamle hus. De små dæmoner eller tandfeer, der gemmer sig inde bag et kamingitter, lader først som om de er Sallys nye venner, men der kommer hurtigt en helt anden og meget mere grusom dagsorden.

Havde glædet mig virkelig meget

Jeg havde glædet mig helt enormt til ‘Don’t be afraid of the dark’, fordi traileren er så pokkers spændende og skræmmende og fordi Katie Holmes ligger øverst blandt mine favoritskuespillere efter den skønne serie ‘Dawson Creek’. Men det man frygter allermest med en film eller en bog, man har glædet sig til, er, at man ikke bliver grebet, og mit store problem var netop, at filmen aldrig rev mig med.

Et brugt tema kan stadig give succes

Historiens tema er set så mange gange før: En psykisk ustabil pige flytter ind i et stort gammelt hus, hvor der bor “noget” i forvejen. Men sådan begynder mange gysere jo, for eksempel den nyere ‘Hjemsøgt – The Haunting in Connecticut’, der alligevel med realistiske sidehistorier og troværdige karakterer, formår at få tilskueren til at tage det hele for gode varer, hvorefter der bliver skruet op for gyset. Altså først trygheden, empatien og identifikationen med hovedpersonerne, og dernæst kan det blive uhyggeligt, fordi man kan miste dem, men lige har lært at holde af.

Svært at identificere sig med nogen

Men i ‘Don’t be afraid of the dark’ er der ingen realistiske sidehistorier andre end at huset skal redesignes, så det kan sælges igen. Karaktererne, bortset fra Alex, er én-dimensionelle, som i børnefilm, og meget svære at identificere sig med. Her er tingene hvad de giver sig ud for at være. Så når man med det samme kan se, at gartneren opfører sig skummelt og derfor nok har en skjult dagsorden, ja, så har han det også.

Bailee Madison spiller virkelig godt, men karakteren Sally er svær at identificere sig med, fordi man ikke aner hvor psykisk ustabil hun er og hvor meget hendes medicin påvirker hende. Katie Holmes (som Kim) blev jeg allermest forundret over. Hun har spillet Joey så overbevisende i hele 6 sæsoner af ‘Dawsons Creek’, hvor hun fik mig igennem hele følelsesspektret, men her udgør hun en underlig konstant sur stedmor-karakter, der med pandehåret ned i øjnene, virker som om hun hverken er interesseret i Alex, Sally eller huset. Vi strejfer blot hendes overflade og får slet ikke lov til at komme ind under huden på hende. Virkelig ærgerligt, ikke at udnytte en så fremragende skuespiller bedre.

Alex (Guy Pearce) er i og for sig den eneste karakter, der virkelig forsøger at få det hele til at hænge sammen, men hans ihærdighed giver en alt for stor kontrast til Kims og Sallys modvilje, og vi ender med en masse personer, der vil i hver deres retning. Et nyforelsket kærestepar burde ikke reagere som nogen, der har været gift lidt for længe, og det gør set-up’et lidt urealistisk.

Det er begrænset hvor meget tid man kan bruge på Sallys misbilligelse af den ret sure stedmoder, så fokus hopper hurtigt over på Sallys dystre oplevelser i huset. Vi skal nu kun opklare hvad det uhyggelige er og ikke andet, og det giver urealistisk få bipersoner (en gartner og en husholderske) og ikke rigtig nogen motor til at drive Alex og Kim frem.

Huller i realismen

Filmen rummer også store huller i psykologien og realismen. Eksempel: I begyndelsen af filmen hænder der en ulykke i kælderen, hvor de små væsner næsten stikker en mand til døde med sakse og andre skarpe ting. Manden havner på intensiv og svæver mellem liv og død, og det lokale politi bliver tilkaldt, og gør … intet! Ingen efterforskning, ingen dybere afhøring, intet som helst. Det bliver kategoriseret som en ‘ulykke’, som om man lige forsøger at stikke sig selv ihjel med sakse i en mørk kælder ved et hændeligt uheld. Hverken Kim, Alex eller husholdersken virker berørt over det i resten af filmen, og der røg jeg helt af.

Publikum begyndte at grine af monstrene

Badeværelsesscenen stikker også lidt i øjnene fordi det ligner Hitchcock’s ‘Psycho’ alt for meget. Et badeforhæng der bliver revet ud af ringene, ja selv strygerne kører de samme harmonier til sidst, som i Psycho. Det bliver for uoriginalt.

Hen mod slutningen begyndte publikum at grine hver gang små monstre kom på, og det gjorde oplevelsen virkelig ambivalent for mig, for jo, de var komiske, men en gyser må ikke kamme over i en gyserkomedie. Skal der grines i en gyser, skal det selvfølgelig være i dialogerne, hvor hovedpersonerne laver sjov med hinanden, men ikke af skrækeffekterne.

Splatter kombineret med psykologisk gys

Genremæssigt har filmen yderligere en disharmoni, for indledningen og tilbageblikket er splatter (virkelig grumt og blodigt), mens resten af filmen, der foregår i 70’erne, kører som psykologisk gyser. Man skal huske på, at rigtig mange piger gerne vil med i biffen og se psykologisk gys, som ‘Paranormal ACtivity’-filmene, mens de for det meste holder sig langt fra splattere som ‘SAW’-filmene, så det er en ret dårlig idé at kombinere de to undergenrer.

Flot fotografering og overbevisende animationer

Det gode i ‘Don’t be afraid of the dark’ er computeranimationerne – hvis man altså kan nyde dem i sig selv. De små monstre er virkelig fremragende, og i forhold til monstrene i 1973-udgaven (som jeg lige har smugkigget på YouTube) er der en verden til forskel. Kulisserne er virkelig gennemførte, huset og ikke mindst haven er skræmmende gyser-agtige. Fotografering er nok det aller bedste i filmen. Vi kommer rigtig tæt på og helt med ned under sengen, når det bliver virkelig uhyggeligt. Lydeffekterne har dog fået en tand for meget op, for at forsøge at gøre folk ekstra bange, og den slags billige tricks er jeg ikke tilhænger af.

Originalen fra 1973 var intet mesterværk

‘Don’t be afraid of the dark’ fra 1973 er på ingen måde gået over i gyserhistorien som et mesterværk, på sammen måde som ‘Psycho’ aller ‘Amityville Horror’ er det. Derfor er jeg måske også allermest overrasket over, at det netop er dén Troy Nixey har valgt at lave et remake af. Bortset fra at hustruen Sally nu er blevet til den ekstra karakter, den lille pige Sally, holder den nye udgave sig næsten slavisk til 1973-versionen, og det var her jeg godt kunne have brugt lidt kreativitet og fornyelse fra Nixey. At karaktererne fik dybde og ikke blot blev kopieret.

Det lykkedes med ‘The Haunting’

Det kan sagtens lykkes at lave gode gyser-remakes af gamle klassikere, se bare ‘The Haunting’ fra 1963 med Julie Harris som Elinor og Claire Bloom som Theo. Den blev mindst lige så fremragende i Jan de Bont’s 1999-remake med Lili Tayler som Elinor og Catherine Zeta-Jones som Theo. Men her udnyttede Jan de Bont også skuespillernes egne personligheder, fremfor at få dem til at ligne Julie Harris og Claire Bloom.

Flot håndværk men historien halter

Kender du alle dine gysere og har du set mange, vil ‘Don’t be afraid of the dark’ ikke bringe dig nogen større mindeværdig oplevelse. Men er det en af de første gange du skal ind og se en gyser, vil du nok få gåsehud og hoppe lidt i sædet af de små infernalske monstre, der gemmer sig under sengen. Det filmtekniske gyser-håndværk er virkelig i top, men en rigtig god historie blev det bare aldrig.