Er du en af dem, som er ved at være lidt trætte af vampyrer, så er ’Før jeg falder’ et frisk pust og en dejlig pause. Du vil ikke fortryde, at du begynder på denne bog!

Af Sofie Sejr Ravn Jensen, 14 år

Titel:

‘Før jeg falder’

Forfatter:

Lauren Oliver

Originaltitel:

‘Before I fall’

Oversat af:

Lene Ewald Hesel

Sider:

509

Udkom:

15. august 2011

Forlag:

Carlsen

Følelses-barometer:









Det er fredag den 12. februar – ‘Cupid’s Day’ – Samantha Kingstons (eller bare Sams) yndlingsdag. En dag som skal være god og forene hende med hendes kæreste Rob – eller det er i hvert fald hvad hun tror, lige indtil hun dør – og vågner op igen. Sam har fået en ny chance i livet. Men hvorfor? Sam genoplever den 12. februar igen og igen. Og hun finder hurtigt ud af, hvordan hvert et skridt hun tager, og hvert et ord, hun siger, kan ændre alt og alle. Nu må Sam ændre skæbnen før andre og ikke mindst hun selv vil falde.

Uventede drejninger

Hvis der er en ting som ’Før jeg falder’ ikke er, så er det kedelig. Nej, tværtimod, den er rigtig, rigtig spændende. Og der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg ikke bare måtte vende næste side. Selvom man måske godt kunne tro, at den kunne blive kedelig, når man skal gennemgå den samme dag syv gange, så sker det aldrig. For der sker aldrig præcist det samme hver dag, og alle dagene er fyldt med hver sin uventede drejning — noget du aldrig havde set komme! Hver enkelt ændring har uendelig betydning for resten — selv den mindste detalje kan ændre alt!

Du kommer til at tænke

’Før jeg falder’ er en af de bøger som får dig til at tænke – tænke længe, også efter at du er færdig med den. Du kommer til at tænke på livets svære ting, hvornår du sidste gang vil gøre, det du elsker eller se dem du elsker. Hvis du ikke kan lide at tænke på sådan nogle ting, er denne bog nok ikke noget for dig. Men hvis du elsker bøger med en dybere mening, ligesom jeg, vil du helt sikkert elske denne bog!

Identifikationsgaranti

Der er 7 liv, en masse beslutninger, 1 pige og identifikationsgaranti. Sam ændrer sine meninger, holdninger og sig selv så mange gange, at du næsten er 100 % sikker på, at du bare en gang i bogen forstår hende. Det skete mange gange for mig! Igennem de 509 sider har jeg bidt negle, åndet lettet op, gispet af forbavselse og, vigtigst af alt, virkeligt håbet, at det vil gå Sam godt til sidst. Jeg har virkeligt følt med Sam og er kommet til at holde af hende, hendes venner og andre af hendes bekendtskaber. Så meget, at selv da jeg kendte slutningen, var det hårdt at sige farvel til Samantha Kingston. Selv nu, lidt tid efter jeg er færdig med bogen, kan jeg stadig godt savne hende lidt. Hele bogen er simpelthen utrolig, og jeg ville ønske, at alle folk vil tage chancen og læse bogen og lære Samantha Kingston bedre at kende. Det fortjener Sam, Lauren Oliver, bogen og ikke mindst du selv! 😀

Uddrag af ‘Før jeg falder’

”Er det egentlig ikke underligt?” siger Ally med den der generte stemme, hun bruger, når hun prøver at sige noget alvorligt. ”Hvordan alting ligesom kommer af noget helt andet? Altså, hvis nu Lindsay ikke havde stjålet den parkeringsplads…”
”Jeg stjal den ikke. Jeg fik den ærligt og redeligt,” protesterer Lindsay og slår hånden i bordet for at understrege det. Elodys sukkerfrie cola skvulper ud over dåsens kant og gennembløder nogle pomfritter. Det får os til at grine igen.
”Nej, jeg mener det!” Ally hæver stemmen for at overdøve os. ”Det er ligesom et net, kan I ikke se det: Det hele hænger sammen.”

Uddrag af ‘Før jeg falder’

Jeg kan huske, at jeg engang så en gammel film sammen med Lindsay, hvor hovedpersonen spekulerer over, hvor trist det er, at man ikke ved, hvornår det er sidste gang, man er i seng med én. Eftersom jeg ikke engang har oplevet en første gang, er jeg ikke ekspert på det område, men jeg går ud fra, at det også gælder mange andre ting her i livet: det sidste kys, det sidste grin, den sidste kop kaffe, den sidste solnedgang, den sidste gang man hopper hen over en kølende havesprinkler på en varm sommerdag eller spiser en stor isvaffel eller stikker tungen ud for at fange et snefnug. Man ved bare ikke, hvornår det er sidste gang.
Men det er egentlig fint nok med mig, for hvis man vidste det, ville det være næsten umuligt at give slip. Hvis man vidste, at det var sidste gang, ville det være som at blive bedt om at springe ud fra kanten af en klippe: Man ville kaste sig på knæ og kysse jorden, lugte til den, klamre sig til den.
Og sådan er det vel også at sige farvel – som at springe ud fra en klippe. Det sværeste er at tage beslutningen. Når først man er i luften, kan man ikke gøre andet end at lade sig falde.