‘Mørkets kræfter’-serien: Så er vi kommet til absolut sidste episode med Chloe, Derek, Tori og Simon, og jeg synes at serien nåede at vokse sig rigtig god, på trods af en sløv start i ‘De Dødes Kald’.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Sjælenes klage’
(Mørkets Kræfter 3)

Forfatter:

Kelley Armstrong

Originaltitel:

‘The Reckoning’

Oversat af:

Stig W. Jørgensen

Sider:

391

Udkom:

28. september 2011

Forlag:

Carlsen

Følelses-barometer:







(SPOILER! Bøgerne i serien ‘Mørkets Kræfter’ udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst de foregående bøger, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

‘Sjælenes klage’ er sidste bind i Kelley Armstrongs trilogi ‘Mørkets kræfter’ om Chloe Saunders, der ryger på Lyle House, en institution for utilpassede unge, fordi hun begynder at få mærkelige syn om afdøde mennesker.

Chloe har udviklet sit syn på sig selv meget siden første bind og erkender nu, at hun er nekromantiker, men kæmper stadig med at styre sine egenskaber. Chloe ved også, at hun ikke er nogen superheltinde, at hun ikke er den, der ser bedst ud eller har den højeste IQ. Hun ved hvornår, hun intet kan stille op og lader de andre klare skærene i de tilfælde, og disse to træk gør, at hun faktisk er blevet meget nemmere at identificere sig med end i ‘De dødes kald’, da hun lige var røget på Lyle House og var meget usikker på sig selv.

Så skete der noget med romantikken

Jeg synes også selve serien virkelig er vokset: Fra en rimelig rodet og langtrukken 1’er, til en 2’er, der begyndte at blive rigtig spændende, og nu til 3’eren, hvor der udover spænding også er blevet plads til romantikken, som mange har savnet.

Derek er i den grad gået fra dreng til mand, og Chloe har bestemt også lagt mærke til, at han har fået styr på sin varulve-forvandling.

Alligevel er romantikken kun i luften. De tør ikke rigtig vedkende sig, hvor meget de holder af hinanden, og det gør også kærligheden meget mere realistisk, end hvis de bare havde kastet sig i armene på hinanden og alt havde været ‘perfekt’. I stedet er det bare rigtig sødt, og det giver virkelig en hygge og en god mavefornemmelse.

Sjov, spænding og twists

Der var specielt god varulve-action i skoven, det er sjovt, når Chloe ikke lige kan styre sine færdigheder som nekromancer, og der var også mange gode twists undervejs, der peppede spændingen op. Mange gange kan en 3’er være lidt forudsigelig, men der var intet tidspunkt, hvor jeg havde regnet ud hvad Chloe, Derek, Tori og Simon ville komme ud for på deres flugt, og hvem der var til at stole på.

Fortsætter i ny trilogi

‘Sjælenes Klage’ har en åben slutning, fordi Kelley Armstrong har fortsat serien i endnu en trilogi. Ikke med Chloe som hovedperson, men med nogle andre teenagere i den samme verden som også deltager i et Edison gruppeeksperiment. Det sidste er en rigtig god nyhed, for efterhånden er det blevet en forfattervane, at så snart en trilogi begynder at blive populær blandt læserne, så skynder forfatteren sig at udvide serien. (Jeg oplevede det for nyligt med Gabriella Pooles trilogi ‘Darke Akademiet’, hvor der nu også kommer en 4’er.)

Maya med det pote-formede modermærke

Heldigvis er dette den endelige afslutning på historien om Chloe. ‘Heldigvis’ fordi der så er slået knuden på historien inden jeg nåede at blive træt af Chloe. Jeg kom derimod til at holde rigtig meget af 4-kløveret, så det er trist på den gode måde, men jeg synes dog Kelley Armstrong efterlod os med lidt for mange åbne spørgsmål.

‘Mørkets Kræfter’ som hedder ‘Darkest Powers’ på amerikansk skifter så navn til ‘Darknes Rising’, første bog hedder ‘The Gathering’ og vores nye hovedperson er den adopterede, 16-årige Maya, der går i high school i en lille flække af en by på Vancouver Island. Maya har et mystisk pote-formet modermærke på sin hofte, men hun har aldrig tænkt særlig meget over, hvor det er kommet fra, hvem der er hendes rigtige forældre, og hvordan hun er havnet i en lille by, der næsten udelukkende beskæftiger folk med medicinal forskning.

Det lyder ganske spændende, ikk’? 😉

Uddrag af ‘Sjælenes klage’
Jeg stirrede på pillen. Det føltes som en falliterklæring at tage den. Jeg var nødt til at lære at håndtere genfærd, for de ville ikke komme til at forsvinde. Men han havde ret – jeg havde brug for søvn. At være udhvilet ville være til gavn for undervisningen i morgen. Men Alligevel …
“Tag pillen.”
Jeg hoppede. Derek gik hen til køkkenbordet og snuppede to æbler fra skålen.
“Du har brug for søvn. Du imponerer ikke nogen ved at spille helt. Det er bare åndssvagt.”
Åh, Derek. Altid så opmuntrende.
“Hvad med dig?” sagde jeg. “Du mente, at du var tæt på at forvandle dig igen.”
“Det sker ikke i nat. Men hvis det gør, så …” Han trak på skuldrene og tog en bid af det ene æble.
“Henter du mig?”
“Ja,” mumlede han med munden fuld.
Jeg fyldte glasset med vand fra kanden i køleskabet.
“Hvad synes du så, at -?”
Jeg vendte mig midt i sætningen og konstaterede, at jeg stod og snakkede med mig selv, idet køkkendøren smækkede.