‘Humaran-trilogien’: Josephine og Liam skal ud på en lang rejse for at finde Humaran-amuletten. Andet bind i Sascha Christensens trilogi er mindst lige så hyggelig som første bind, ‘Den ydmyge amulet’, der vandt Orla-prisen, men den lange rejse blev dog en anelse langtrukken.
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘De Unaturlige’
(Humaran-trilogien 2)
Forfatter:
Sider:
375
Udkom:
10. november 2010
Forlag:
Rosenkilde og Bahnhof
Følelses-barometer:
(SPOILER! Bøgerne i ‘Humaran-trilogien’ udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst den første bog, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)
‘Den ydmyge amulet’ sluttede rigtig spændende og ‘De unaturlige’ fortsætter lige så spændende. Josephine og Liam er begge blevet de udvalgte til at finde amuletten Humaran, og deres ar på halsen trækker dem i Humarans retning.
Samtidig befinder pigen Nema og drengen Kalden sig i et kloster i bjergene, hvor de har fundet nogle underlige, gamle vægmalerier i kældrene. Specielt Nema mærker en udlængsel og uro i kroppen og føler bare hun må ud af klosteret for at kunne fortsætte sit liv. Samtidig har de begge to en underlig fornemmelse, af at det er dem selv, der er afbildet på vægmalerierne, men samtidig er de også skræmt over, at et vægmaleri kan tegne deres fremtid. Men ud må de!
Josephine og Liam bliver hjulpet videre af Nell, for hun har igennem årtier båret på det samme Humaran-ar, som børnene nu har overtaget. De skal møde azynernes leder i Rusland, men Josephine må efterlade sin hest Gefion og sin kat Zoe på Helenna og Bartholomews hotel. Heldigvis har hun stadig sine tre alfer: Alain, Kia og Charly, men inden længe viser det sig, at hun også bliver tvunget til at sortere ud i dem.
Meget fascineret af den hyggelige skrivestil
Jeg er meget fascineret af Sascha Christensens måde at skrive fantasy på. Andre danske fantasy-forfattere kæmper af og til med en fantasy-verden, hvor det virker som om de er begyndt at tegne på et blankt papir. Kun det, de har tegnet, kan man se eller forstille sig. I Sascha Christensens verden, derimod, kan man også se og forestille sig alt det, der ikke er tegnet. Det bliver et univers, man tror på. Meget som i Harry Potter.
Samtidig er sproget bare så flydende og skrivestilen så hyggelig, at det ultimative Sascha Christensen-kit bør være: en knitrende pejs, et varmt tæppe, en blød sofa og et krus varm kakao — og selvfølgelig en Humaran-bog.
‘De unaturlige’ lægger godt ud. Der er så meget, jeg er spændt på at få at vide, og det er ret fascinerede at Josephine og Liam er nødt til at skulle ud på den lange rejse efter Humaran-amuletten. De første 100 sider var jeg helt opslugt.
En meget lang rejse
Desværre blev de næste 200 sider lidt af en skuffelse. Josephine og Liam har så mange spørgsmål på deres lange rejse, men hver eneste gang de spørger en ny person/væsen, bliver de holdt hen med hemmelig miner, som om personen godt kender svaret, men bare ikke vil sige det. Det gør selvfølgelig at man bliver ekstra spændt på, hvad de to børn ikke må få at vide, men efterhånden møder Josephine og Liam så mange forskellige personer, der igen og igen holder på hemmeligheder, at jeg til sidst fik fornemmelsen af, at det var bluf. Som om det blot er for at holde læseren hen i spænding.
Samtidig er der heller ingen action i denne lange midte, og heller ingen sørgelige ting, da ingen rigtig mister noget. Kun en monoton rejse med præsentation at nye personer, der egentlig ikke har den store indflydelse på plottet, men som blot skal holde vores to hovedpersoner “i hånden”. Kapitlerne starter ofte med at de står op og slutter med at de går i seng, og det blev lidt langtrukkent.
Sympati for Nema og Kalden
Til slut kommer der dog endelig fart på historien igen. Men det blev lidt problematisk for mig med Liams og Josephines lange rejse, for undervejs fik jeg mere sympati og interesse for Nema og Kalden, der i deres sidehistorie flygter fra klosteret. Nema er meget mere elskelig og berørt og slet ikke så irritabel som Josephine, og Kalden virker som om han har meget bedre styr på sine følelser og sin fornemmelse for Nema, end Liam har for Josephine. Faktisk har Liam ikke rigtig nogen følelser overhovedet, og det er måske også det der gør, at der ikke er den store dynamik mellem de to hovedpersoner. Lidt humor havde også være forløsende, men det er heller ikke noget ‘Humaran’-trilogien bruger overhovedet.
Svær ikke at holde af
Handlingen i ‘De Unaturlige’ (som hentyder til den blå kvinde Morgan på bogens forside) får dog heldigvis tilført en hel del action til sidst. Bogen afsluttes med en cliffhanger, men uden den store – eller lille – forløsning. Det var lidt skuffende, da jeg er tilhænger af at man i hvert fald skal have middelstore forløsninger som belønning, for at have læst et næsten 400-siders bind i en serie. Det må ikke bare være det midterste indhold i en sandwich; det skal også kunne stå for sig selv. Samlet set er Josephines univers dog alligevel strikket så godt sammen, at man kun kan holde af det og ikke kan slippe det helt, og jeg glæder mig til at Nema og Kaldens univers bliver smeltet sammen med Josephines og Liams. Eller hvad de nu gør … 🙂
“Mit folk har et meget urokkeligt forhold til vores … deres religion,” sagde Nell, “og en del af den religion er forholdet til vores familiarer.”
“Hvad har det med mig at gøre?”
Nell så beklemt ud, men fortsatte. “Familiarerne er en del af den gamle religion og magi, og mit folk har derfor en vis følsomhed over for det, de kalder hedenske familiarer.”
Josephine stirrede på hende. Hun følte sig kold indvendig.
“Alfer,” sagde hun. Nell nikkede.
“Malivespierne vil ikke lade dig komme ind på deres område med tre alfer. De frygter, at det bille forstyrre deres balance med naturen, hvis du fik lov at praktisere religionen med tre hedenske familiarer.”
“men uden dem kan jeg ikke lave magi!” Josephine trådte et skridt baglæns, væk fra azynerne. De tre alfer klyngede sig til hendes hår under hendes frakke.”
Skriv et svar