Stenalderpigen Kata: Første bind i serien om pigen Kata fra stenalderklanen Egernfolket udkom i januar i år. Bogen er fyldt med facts om hvordan man levede dengang, men selve historien greb mig desværre ikke.
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘Menneskejægere’
Egernfolket 1
Forfatter:
Sider:
180
Udkom:
12. januar 2012
Forlag:
Høst & Søn
Følelses-barometer:
Pigen Kata bor sammen med sin mor og sine hunde i en klan af stenaldermennesker. Kata tror hendes far er Holo, fordi hun ligner Holo i ansigtet, men hun er ikke sikker, da hendes mor har været sammen med de fleste mænd i lejren.
Holo har netop slået sin selu (tvilling) ihjel i en voksen alder. Det er meget forkert, at Holos mor har ladet selu’en leve efter fødslen, for enhver ved, at selu’en er ens skygge, der skal blive i den anden verden og vente på én til man dør. Derfor bliver Katas mor ret forskrækket, da Kata fortæller, at hun har set sig selv i noget blikstille vand, for moren er ret sikker på at Kata har set sin egen selu, og det er ikke et godt tegn.
Egernfolket rejser væk fra deres sommerboplads for at komme op til deres vinterboplads. Sladderen går mest på om Albo bringer Egernfolket ulykke. En del af klanens mænd mener, at han burde være død ved fødslen, og derfor beslutter Albo at blive alene tilbage ved kysten. Kata synes meget om Albo, selv om han er anderledes, og hun er derfor bange for at der skal ske ham noget. Der eksisterer jo menneskejægere.
Ny serie om Egernfolket
‘Menneskejægere’ er Lars Holmgaard Jørgensens første bind i en ny stenalder-serie om pigen Kata. Mit første indtryk da jeg stod med bogen i hånden, var, at den er utrolig lækker og smuk. De bordeaux og grå farver passer utrolig godt sammen og trykket på forsiden er hævet, så man med sine fingre kan føle på titlen ‘Egernfolket’, et lille sort egern og selve tegningen af Kata, der spejler sig i vandet. Min forventning og glæde var derfor rigtig stor. Det her lignede en blanding af en Lene Kaaberbøl-serie og en historisk serie som for eksempel Lars Henrik Olsens ‘Sagaen om Svend Pindehugger’ – en hyggelig og lærerig serie for preteens.
Svær at komme i gang med
Første problem var dog at komme i gang med ‘Menneskejægerne’. Bogen lægger ud med at Holo slår sin tvillingebror ihjel med koldt blod, mens Kata skal se på og moren er ret kynisk. Sikkert ikke ud fra et stenalder-perspektiv, men som hygge-godnathistorie er det en voldsom mundfuld og ikke noget for børn under 10 år, vil jeg sige. Jeg blev frastødt lidt af dette fortidige dystopia-miljø, og det gjorde at jeg glemte bogen igen og igen, og derfor fik læst begyndelsen fire gange over et par uger, inden jeg tvang mig selv videre.
Savnede en charmerende Kata
Serien er skrevet i tredjepersonsfortæller og i et let sprog med meget korte dialoger, men jeg manglede virkelig en bedre beskrivelse af hovedpersonerne, for jeg følte ingen tilknytning til Kata. Jeg havde forventet at hun skulle være vores lille heltinde – i hvert fald på et eller andet plan – men Kata er meget styret af sin lidt sure og meget strikse mor, og Kata har ikke nogen direkte elskelige eller charmerende egenskaber. Jeg havde nok håbet på lidt ‘Ronja Røverdatter’-naturoplevelsesglæde, hvor hun trods sin strenge mor alligevel tog sagerne i egen hånd, men Lars Holmgaard Jørgensen har valgt den fuldstændig realistiske linje. I bogen blev jeg ganske overbevist om at stenalderpiger har levet præcis som Kata, men det fangede mig bare ikke, fordi det virker som om Kata er, som stenalderpiger var flest. Jeg ville gerne have hørt om stenalderpigen, der stak lidt ud fra normerne. Det kunne have givet spænding og dynamik, som jeg virkelig savnede.
Kan sine detaljer
Lars Holmgaard Jørgesen kan uden tvivl sine historiske detaljer om tiden og levemåden, og der er ligeledes virkelig mange naturbeskrivelser. Begge dele holder jeg også normalt rigtig meget af, blandt andet i Lars Henrik Olsens trilogi om Svend Pindehugger. Lars Henrik Olsen kan jo i den grad strø om sig med fine beskrivelser af dyr og natur, men det er stadig detaljer, der altid har en funktion i historiens spændende plot. I ‘menneskejægerne’ følte jeg det som dengang vi havde stenaldertema i skolen i 4. klasse. Vi hørte om levemåden og detaljerne fordi vi skulle lære om det, ikke fordi vi skulle underholdes, og på sammen måde føler jeg at forfatteren helt utrolig gerne vil lære os alt om stenalderen, fordi han kan alt om den, ikke fordi han har en spændende hovedperson eller en spændende historie, der bare må fortælles.
Sidetallet var over 100, da jeg første gang syntes det blev lidt spændende. Kata er på besøg hos nogle formodede menneskejægere, og vi aner ikke hvordan de vil reagere. Desværre varede episoden kun 10-15 sider og så blev det hverdagsindtryk igen: Hvornår pigerne bliver gift, hvem der ligger med hvem og får børn med hvem, ritualer der fører drenge til mænd og så videre.
Ingen feel-good
Jeg har tænkt og tænkt over denne her bog. Den er så fysisk og visuelt smuk, at jeg gerne ville have fundet en indre skønhed i den også. Men formen minder utvivlsomt om noget vi blev tvunget til at læse i dansk i netop 4. klasse, og jeg havde faktisk ingen feel-good-oplevelser, men snarere feel-bad-oplevelser, når klanens hundehvalpe får skåret halsen over og bliver spist, eller Katas mor går i seng med forskellige mænd eller ligger indklistret i sit eget menstruationsblod.
Da jeg til sidst sidder og kigger på forsidetegningen af Anne Sofie Madsen, hvor Kata spejler sig i søen, faldt total-oplevelsen endnu længere ned. For Katas “spejlbillede” er ikke et spejlbillede! Det er det, der fremkommer, når man drejer en tegning 180 grader i Photoshop. Så når Katas lange hestehale hænger til højre når man ser hende forfra, ja så hænger den til venstre nede i vandet. Altså netop ikke en spejling. Jeg kunne ikke finde nogen forklaring på det i historien, men det er en ærgerlig nybegynder-grafisk-bøf, fordi forsidetegninger netop betyder så utrolig meget for en bog.
Mange facts
Er man skolelærer og på kig efter noget litteratur til poderne, der skal lære om stenalderen, er der rigtig mange facts i ‘Egernfolket 1’. Personligt kunne jeg ikke blive grebet af bogen som underholdning, fordi jeg overhovedet intet kunne føle hos Kata eller de andre hovedpersoner, men hvis du har oplevet bogen helt anderledes og bare elsker Egernfolket, må du meget gerne fortælle om det i en kommentar nedenfor. 🙂
Uddrag af ‘Menneskejægere – Egernfolket 1’:
Kata sagde det ikke til nogen. De første dage efter drabet var svære. Når Holos hænder var blodige efter jagten, kunne hun blive inderligt bange, og hun fik lyst til at løbe væk og gemme sig. Holo lagde mærke til det, han gjorde sig umage for at gøre hende glad, han legede med hende og gav hende små gaver. Og langsomt faldt hun til ro, og Holo blev den gode mand igen, som hendes mor elskede så højt. Ingen i klanen kommenterede drabet, man talte helst ikke om et menneskes selu – og da slet ikke om en, som var forkert.
Skriv et svar